lørdag, den 17. november, 2018
Forside Grøndlandsbreve Billeder
Grøndlandsbreve

Fars rejsebreve fra Grønland 1952-1954

Mandag 20/10-52:

Ja, det er jo drengedrømmen der er gået i opfyldelse (ell. i det mindste én af dem): jeg sejler i en lille skude, Godthåbs lægebåd ”Æskulap” rundt ml. isbjerge i en grønlandsk fjord m. 3 grønlændere, der næsten ikke forstår dansk, som mandskab, og grønlandsdepartementets splitflag vajende agter. (Provsten har en lidt større båd, kaldet ”himmelskibet”). Næste gang skulle det være ml. palmeklædte sydhavsøer m. 3 polynesere ombord, men livet er vist for kort til at man kan nå det hele, i det mindste når man begynder så sent. Startede kl. 9,30 fra kolonihavnen i Godthåb for at holde konsultation i Kapisigdlit og Kornok, som begge ligger inde i fjorden. Til Kapisigdlit er der ca 8 timers sejllads. Er forsynet med proviant (bl.a. resten af den budding, som Gurli lavede i går, og som smagte af det store INTET), fiskestang, fotoapparat samt Tidens Kvinder fra 24. dec. 1946. Desuden ”Store tænkere” og en fransk kriminalroman.

Måtte strax kapitulere overfor de lange underbukser. Havde dem heldigvis i rygsækken, men vægrede mig ved at krybe i dem i morges. De er her på fjorden absolut nødvendige, med mindre man vil sidde nede i den overophedede lægekahyt hele tiden.

Æskulap er på størrelse med en lille fiskerbåd. Agter styrehus, derefter lægekahyt m. 2 køjer, 2 bænke, kakkelovn, som samtidig er komfur, bord og et par skabe. Ved indgangen er der til den ene side radiorum (radioen virker ikke), til den anden side WC med udskylning, Ved udskylningen skal man passe meget på, at man ikke sænker hele skuden, idet man jo skyller ud med havvandet. Foran lægekahytten er patientkahytten, som mandskabet dog i reglen bebor.

Det er fantastisk: grønlænderne kom og spurgte mig om noget med torsk til middag, jeg sagde ja, men var ikke sikker på om de ville servere torsk for mig (hvad jeg ikke håbede) ell. om de ville fiske torsk. Det var det sidste, og i løbet af 10-15 min. Havde de hevet ligeså mange torsk på dækket, og de var ikke små. Min fiskestang er helt til grin her, men min pirk på 100 g vil sikkert kunne gøre sig.

Vejret har været pragtfuldt under hele turen, jeg har været på dækket hele tide. Men hvor er det dog et goldt land: fjeld eft. fjeld, af alle mulige former, blot beklædte med sne. Intet spor af plantevæxt og kun lidt dyreliv.

Kl. 18 er vi i Kapisigdlit, mærkeligt at se lysene blinke på land eft. i timevis at have sejlet gn. Det øde land.

Bliver strax inviteret til udstedsbestyrer Holm, som jeg allerede har truffet hos dr. Rendal. Holm er grønlænder, taler kun nogenlunde dansk, men af udseende kunne han akkurat ligeså godt være en jydsk bondemand. Og inde i huset har man nærmest indtryk af at være i et velstillet hjem på landet, og alt er fuldst. dansk. Huset er et særsyn, det er støbt i beton, og han har gjort det hele selv. Fru Holm, som er stor, buttet og altid smilende (og ligeså godt som manden kunne være fra Jylland) serverer først gin+vermuth, derefter grænlandsk oxekød (sjældent) med oxekødssuppe m. hvidvin, frugt (æbler og appelsiner) m. madeira. Til kaffen 3 glas cognac. Holm er udlært som bødker i Danmark, de har en datter der er uddannet som barneplejerske i Danmark og nu er på børnehjemmet i Godthåb, en søn går i skole i Give og for 1½ år siden var de begge i Danmark. Det var en vældig hyggelig aften, fru Holm taler ganske godt dansk. Jeg vaklede kl. 23 ned til broen for at blive sejlet ud til Æskulap, men det var ikke muligt at vække besætningen og Holm måtte i buldrende mørke ro mig ud i sin egen båd. Der er 3-4 m. forskel på ebbe og flod, derfor er det umuligt for Æskulap at ligge ved broen.

Tirsdag 21/10-52

Holder konsultation i Kapisigdlit kl. 9. Det lykkes mig i løbet af et par timer at trække nogen tænder ud, brække andre og calmettevaccinere 3 børn samt diverse småting. Et par m. gonorre er der også. Alle unge piger i Kapisigdlit vil med Æskulap til Godthåb. Det viser sig, at 16 danske håndværkere nylig er rejst til Godthåb og pigerne vil nu gerne følge efter. Jeg vil ikke have båden fuld af piger i 2 døgn, nøjes med at tage jordemoderens moder med til Kornok. Man kan ikke være helt afvisende heroppe, hvor man ikke bare kan tage rutebilen. Det kan kun lade sig gøre i Godthåb.

Eft. at have drukket kaffe hos fru Holm, taget post med til Godthåb, sejler jeg over til Neriunak, som ligger på den anden side af fjorden. Lars Bertelsen, en flink grønlænder, hvis søster er gift i Danmark, tager imod og spørger; hvad vil du nyde, læge, dansk øl ell. kaffe? Jeg foretrækker dansk øl, hvorefter der kommer hof på bordet.

Her i Neriunak er der stille, sol og dejligt. Her er jord, rigtig jord m. lyng, græs og ris. Smager Lars Bertelsens hjemmelavede rabarbersaft, i sommer havde han jordbær og kål og andre grøntsager trives godt her. Træffer en ung mand fra Skovshoved. Han har købt et hus herinde, giftet sig med en grønlænderpige, fisker en del og har planer om en kaninfarm, hvis han kan få lov at importere dyrene. Ideen er sikkert fin her i Grønland.

Eft. at have godkendt deres nye kirkegård starter jeg videre. Har nu en passager med, 4 lammekroppe, en del post samt Lars Bertelsens radio til rep. i Godthåb (som han udtaler Kutorp, og det varer længe før det går op for mig, at han som adskillige grønlændere ikke kan sige g, d og b, men kun de tilsvarende ustemte lyde).

Kl. er 14, da vi starter, og kl. 17 må vi lægge til fjelds, da vi ikke kan komme videre på gr. af is i fjorden. 2 af grønlænderne kryber op på fjeldet for i kikkert at overskue situationen. Vi lader Æskulap forsøge sig som isbryder, men det kan den ikke klare. Hvis det var mig, der skulle afgøre det, ville vi vende om, men jeg overlader det heldigvis til de sagkyndige. Vi bliver ganske simpelt liggende. Og eft. 20-30 min. er isflagen drevet så meget, at vi kan komme frem. Solen er for længst forsvundet bag fjeldene, stemningen er ganske ubeskrivelig – nærmest overjordisk, så ulig alt jeg tidl. har kendt. Og nu begynder 2 timers sejlads i tiltagende mørke på kryds og tværs mellem isbjerge, isskosser og flager. Hele tiden står en af grønlænderne oppe i masten ell. helt forude for at dirigere rorgængeren udenom isbjergene. For mig er dette virkeligt spændende, for besætningen vel kun hverdagskost. Og kl. 19 er vi i Kornok, hvordan pokker de så har fundet frem til det.

Kort eft. lyder der pigestemmer på dækket og den eneste af de 3, som kan lidt dansk kommer og fortæller mig, at nu går de i land alle 3. Jeg skal måske tilføje, at de tager pigerne med sig. Og det meste af aftenen lyder den skrattende grammofon indefra land.

Salt har jeg glemt, men heldigvis indeholder mit medbragte apotek småæsker med 9 g NaCl beregnet til fremstilling af saltvand. Tandbørsten også glemt, men man kan klare sig med en gazeomviklet pegefinger, hvorpå man smører tandpasta.

Onsdag 22/10-1952

Ingen særlige begivenheder i Kornok. Dog lykkedes det mig ikke at trække jordemoderens tand ud, hvorfor jeg tilbød hende at tage med Æskulap til tandlægen i Godthåb. Tog desuden en dreng i gips med til sygehuset, og moderen fulgte automatisk med. Men man skal være glad at ikke familien følger med.

Da vi kl. 11 sejler fra Kornok begynder det pludseligt at blæse voldsomt, Æskulap tager sig nogle ordentlige ture så porcelænet danser. Tager strax for en sikkerheds skyld en trihistan. Og det bliver 2 timers voldsom gyngetur, søerne står ind over dækket, frokost kan jeg ikke lave, heller ikke læse, der er ikke andet at gøre end at gå til køjs med et stykke chocolade. Da det endelig er nogenlunde roligt igen, er det for sent at spise, Sadlen er passeret, Godthåb i sigte.

Og i radioen siger de om aftenen under positionerne: Æskulap er kl. 16,45 hjemkommet til Godthåb fra fjorden.

Det var min første tur ind i Grønland og en stor oplevelse var det.

Fredag 24/10-52

Har været i butikken i dag. Det er noget man betænker sig på, hvis det ikke er absolut nødvendigt. Man jeg har vænnet mig til at gå derind, hver gang jeg er ved at passere den ser, at der er god plads. Så er det om i en fat at finde på hvad vi skal have. Heroppe vænner man sig til at have store lagre af alting. Vi synes ikke det er rigtigt, hvis vi har mindre end 10 pakker corn-flakes, 10 ds. Tørmælk o.s.v. Købte bl.a. lammeleverpostej fra konservesfabrikken i Julianehåb. Den viste sig senere at smage pragtfuldt. Ikke mindst på grahamsbrød. Foruden butikken, som har kolonialafd., isenkramafd. (hvor man også køber frimærker, som ikke kan købes på posthuset) samt manufakturafd., er der 2 private handlende. Den ene hedder Oles varehus, har cykelstativ m. skilt udenfor og handler med alt muligt, dog ikke det vi hidtil har søgt.

Tove har i dag fået kamikker, hvide, de klæder hende og hun er begejstret for dem, tager dem på i seng. Koster 15 kr.

Ved 18-tiden går elektriciteten ud, vi må tænde stearinlys, kan ikke få varmet vor torsk, hvorfor vi tager vermuth og rom frem, børnene får bolchevand og vi har det umådeligt hyggeligt i vores store stue, som er blevet særdeles dejlig. Navnlig Tove synes denne aperitifdrikning er meget spændende. En flaske Martini koster for resten kun 11, 70 heroppe.

Vi skal i dag til middag have torsk på 10. måde, vistnok tilberedt med ris, tomatpure. En torsk koster 1 kr. og der er til os middagsmad i 2-3 dg. Man får al indmaden med, må altså selv rense den. Den grønlandske torsk er finere i kødet end den danske.

Lørdag 25/10-1952

Kl. er nu 20,30. Børnene er i seng, Gurli og jeg sidder med rom og vermouth og kransekage (store stykker, som i Danmark ville koste ca 100 øre, koster her 25 øre, er meget lækre, jeg købte 12 stk. i dag) og lytter til radio Godthåbs underholdningsmusik. Vores radio er kommet herop i fin stand. I øvrigt består underholdningsmusikken væsentlig af plader af typen Skamlingsbanken og vi andre kan såmænd blive helt sentimentale ved at høre det. Grønlænderne elsker cowboy- og hawaimusik. Heldigvis er der hver torsdag torsdagskoncert med seriøs musik på plader. Vi hørte desværre ikke radioavisen i aften, elektriciteten blev væk igen. Så vi hørte ikke positionerne. Det er noget man interesserer sig meget for heroppe. Hvornår kan vi vente post, hvornår er vor post hjemme? Man kender alle skibene, ved næsten hvor hver enkelt befinder sig. Sidst vi hørte om Umanak befandt den sig i en østenstorm et sted i Atlanten på vej til Kbhvn. Stakkels fru skibslæge Thygesen, som var taget med for sin fornøjelses skyld. (Hun til bragte det meste af turen oppe i køjen). Den første post fra os får I formodentlig med Umanak, med mindre flyveren fra BW1 kommer først.

Vores blomster trives glimrende heroppe. De var noget medtagne af sørejsen, modsat vi andre, men eft. at have stået i det store vindue, som vender ud mod væxthuset, har de skudt ganske utroligt. Havde vi blot mange flere. Vores nye gulvtæppe tager sig fint ud, jeg er glad for at jeg købte det, skønt det var dyrt. Det er det sidste vi fik anbragt, vi er faktisk kommet i orden, mangler blot spisestuemøblerne. Håber de kommer med den båd som ventes til Godthåb ca 31. ds.

Det vil måske glæde Frits at jeg har taget hul på min lufttæt lukkede dåse med cravencigaretter. Fortryllelsen er brudt, vi har nu så mange spændende sager i huset. Vi fik en regning på 1800 kr. på provianten, det er den største købmandsregning, jeg har fået. I butikken kan man købe alle de amr. cigaretter man vil, edgeworthshag o.s.v. Vores tørmælk kommer fra Sandved, som jeg jævnlig sender en venlig tanke.

Da jeg i morges kom forbi butikken var der næsten tomt og jeg benyttede strax lejligheden. Fandt ud af, at vi manglede papirservietter, hvoraf jeg købte 200. Da jeg kom hjem ved middagstid viste det sig, at Gurli havde købt andre 200. Men som sagt, det er altid godt at have et stort lager.

Søndag 26/10-52

At gå til bageren søndag morgen er en langsom død. Vi køber derfor krydderboller lørdag eftermiddag, som vi rister i vores fine ovn søndag morgen. Det er i det hele taget et ønskekøkken vi har. Mange skabe, god plads på køkkenbordet, stålvask m. bakke, lem ind til spisestuen. Komfuret er fint, har 3 kogeplader og ovn med termostat. Ovnen er mindre end den i Brande, men bliver hurtigere varm og bager også bedre.

I aften var dr. Rendal m. frue her. Hun er som bekendt grønlænder, ualmindelig sød at se på, nærmest en lille dukke. Dr. Saxtorph sagde, at vi ikke kunne snakke med hende (altså ikke for sprogets skyld, men fordi vi ikke ville have noget at snakke om), men han tænker vel på  forholdene for 25 år siden. Hun taler godt dansk, stammer fra julianehåbegnen. Da de var gået, fik jeg Gurli til at klippe mig, og det slap hun rigtig godt fra. Der er en damefrisør i byen, men jeg kan ikke tage mig sammen til at aflægge hende besøg. Nu går der mindst 3 uger igen.

Mandag 27/10-52

Jeg har været i bad, og det var det bedste bad, jeg nogensinde har fået. Sidst jeg var i vandet var ombord på Umanak, hvor vi badede i vand fra Davis strædet, som vi lukkede ind i badekarret. Her i huset har vi et udmærket badeværelse, som blot har den fejl, at det er uden vand, der er nemlig endnu ingen haner. Men man kan bade i kælderen, hvor vi har både koldt og varmt vand, og desuden et stort træskyllekar foruden gruekedlen. Jeg fyldte derfor skyllekarret med vand, og når jeg stak benene op, kunne jeg have hele kroppen under vandet. Det var en himmelsk fornemmelse, Det var Gurli, der fik ideen og bragte den til udførelse for nogen dage siden.

Her i Godthåb kunne man før foråret ikke forstå, hvor hanerne til badeværelserne i de nye huse var blevet af. Det blev efterlyst langs hele kysten, men kunne ikke findes. Da kulbunkerne i færingehavn var ved at svinde fandt man imidlertid nogle kasser under kullene, og disse viste sig at indeholde de savnede haner. Sådant sker her oppe. Mærkværdigvis er alt vort gods kommet til Godthåb, intet er endt i Thule ell. Tingmiarmiut.

Tirsdag 4/11-1952

Har til min store overraskelse i dag fået de kul, som jeg bestilte i fredags. Jeg kan blot ikke forstå, at der skal være 2 tons, der ser ikke ud til at være flere end sidst. Men det er meget svært at bedømme.

Vi har i dag indviet sygehusets nye røntgenanlæg. Det foregik for mit vedkommende ved hjælp af 1 glas Cinzano, 3 glas sherry og 5 stk. kransekage (af de store grønlandske stykker). Anlægget er fint, minder meget om det i Brande (som var det eneste ordentlige på Brande sgh). Men modsat Brande, hvor lokalet tjente til kontor for overlæge, res.-læge, sekretær, børneværelse og røntgenrum, skal der her kun være røntgen, og senere kulbuelys. I lokalet befinder sig en sterillampe, d.v.s. en bakteriedræbende lampe. Jo, der bliver skam ofret meget på udstyret heroppe. Vi har her desuden en splinterny elektrocardiograf af allernyeste type, binoculært mikroskop, moderne operationsbord. Det sidste har vi for resten brugt i dag, idet vi har den første appendicit i min tid. Det var i øvrigt ingen appendicit, idet hun havde den normaleste appendix man kan tænke sig.

Torsd. 6/11-1952

Jeg bagte 2 formkager i aftes, en krydderikage og en thekage med masser af mandler og rosiner. Mandler er jo så billige heroppe, at man er nødt til at bruge rigeligt. I morges så jeg til dem, de var faldet sammen begge 2, så det egentlig er underligt, at vi ikke i nattens løb hørte braget. Da jeg ved middagstid kom hjem fra sygehuset, havde Gurli experimenteret med dem, til sidst havde hun ”hældt” begge ud i bradepanden og bagt videre, og resultatet var simpelthen vidunderligt. Navnlig den med mandlerne er pragtfuld. I eftermiddags kom der 1 ton kul til. Så har vi 2½ t. i kælderen, det er en rar lunende fornemmelse. Så vidt jeg kan se, skal det kunne slå til i 2½ md., snarere lidt længere, men det er vanskeligt, at bedømme endnu.

Det går efterhånden godt med fyret, det er længe side, det har været slukket om morgenen. På sygehuset er der mange mærkelige ting. Også nyttige ting. I dag fandt jeg i en kælder en vejledning i centralfyring, udgivet at teknologisk institut. Den bemægtigede jeg mig strax. Købte the i dag: ½ kg for 5 kr.

I morgen skal jeg med ”Æskulap” til Kangek.

Fredag 7/11-52

Det blev ikke til noget med turen til Kangek, som ligger helt ude ved havet, ca 2 timers sejlads herfra. Vi har ellers de sidste dage haft fint vejr: frost med høj himmel, en hel del sne (Tove og jeg har bygget snehule), men i morges var det voldsomt isslag, så jeg nær aldrig var kommet til sygehuset. Det var ellers stille her, men Ole (motorpasseren) ringede og sagde, at han ville helst ikke sejle, og jeg rettede mig naturligvis efter sagkundskaben. Og det er vist klogt, for i eftermiddag og til aften er det blæst op, og ude ved Kangek er det nogen gange værre end her.

Ved middagstid gik jeg på sygebesøg hos pastor Niels Lynge. Det var heller ikke let, ad spejlglatte veje helt ud i den anden ende af kolonien, men jeg faldt da kun en gang. Pastor Lynge viste sig at være 72 år, pensioneret, havde været i Danmark 1910. Med ”kone 1” havde han 10 børn, med ”kone 2” blev jeg ikke klar over hvorledes frugtbarheden var, men den mindste var da kun 3 år. Det var hende, jeg skulle se til. Da han blev klar over, at jeg ikke tålte store cigarer, trak han strax 1 flaske Cinzano op, det styrkede med 2 store glas inden jeg skulle glide hjem.

Vi har haft taxation i dag. Kolonibestyreren + 3 andre herrer bedømte de skader der var overgået vore møbler og sager under transporten til Grønland. Det blev til 3-400 kr. i penge. Thebord, barneseng, og kommode skal til reparation, da limningen er gået op. Sofaen, som jo desværre blev lidt misfarvet, idet farven fra lædersnorene smittede af på betrækket, får vi vist 125 kr. for.

I dag har vi fået meddelelse fra el-værket, om at det på gr. af overbelastning sandsynligvis vil blive nødvendigt i vintermånederne periodevis at afbryde strømmen til visse dele af kolonien fra mørkets frembrud til midnat med mindre forbruget bliver sat kraftigt ned. Så nu bliver vi nødt til at anskaffe os en petroleumslampe; i butikken har de nogen meget fine amerikanske med ganske kønne skærme.

Købt termometer i butikken i dag, til udendørsbrug. Vi havde ganske vist et med fra Brande. Men under transporten gik søjlen i 2 stykker. For at sammensmelte de 2 stykker stak jeg termometret ind i fyret, havde mærkværdigvis ikke holdt ret længe: beholderen med vinånd gik i stykker og vin-ånden blev til ånd i kullenes gløder. Men nu har jeg sat det nye op ude på afsatsen. Nu kl. 23 viser det +2, det blæser meget og regner. Og vi havde troet, at vinteren skulle vare til maj. Klimaet i Godthåb er snart ligeså dårligt som i Danmark.

Sygehuset har i dag fået hvalkød, ca. 1000 kg. I Arsuk ved Ivigtut fangede de grindehvaler, som vi altså har fået en lille andel i. Rendal vil have 50 kr., vi nøjes med 30 kg. Desværre var der ingen matak på, det er jo den store lækkerbisken heroppe. Da vi boede hos Rendal fik vi frikadeller af hvalkød, de var ualmindelig lækre.

Lørdag 8/11-52

Det blev en kort, men begivenhedsrig tur med Æskulap i dag. Kl. 11 startede vi fra kolonihavnen med Kangek som mål. Men vi var ikke kommet længere end 1 times sejlads ud, før Ole motorpasser kom og sagde, at nu kunne vi ikke komme længere, vi måtte vende om. Såvidt jeg kunne forstå på ham, kom der, når søerne slog ind over dækket, vand i solarolien. Tilbageturen blev betydelig skrap, porcelænet raslede, min termoflaske blev smadret, og til sidst måtte jeg lægge mig, da det ganske simpelt var umuligt at sidde. Vandet drev desuden ned gn. skylightet. Efterhånden satte motoren ud, til sidst sagde den slet ikke mere, og vi drev det sidste stykke af vejen indtil vi mødte en lille motorbåd, som tog os på slæb ind til skibshavnen, hvor vi med megen besvær blev tøjret langs ”Sigrid S”, som lå ved kajen. Jeg måtte så gå hjem fra skibshavnen, det er et stykke på 1½-2 km. Og det blev næste det værste stykke af vejen. Det blæste, jeg havde gummistøvler på og var en gang ved at blæse ned i vandet, glidende langsomt tværs over den spejlglatte vej. Med al min kraft måtte jeg hugge mine hæle ned i vejen for at holde mig på ret kurs.

Det tør i dag, efter en temmelig lang periode med fint vejr m. sol og frost har det været blæsende og regnfuldt de sidste dg. I dag strømmer vandet atter af sted i bækkene på begge sider af huset. Vores hus ligger nemlig på en slags halvø, der løber, idet mindste i tøvejr, en rislende bæk på hver side. Det lyder så hyggeligt, når vi lukker ventilerne op. Vinduerne lukker vi aldrig op, men i hvert værelse er der en ventil i væggen, gn. hvilket der kan suges luft ud. Det er mere praktisk. Mange steder heroppe er vinduerne spigrede; det tror jeg nu ikke de er her i huset, det er vist blot malingen der binder.

Søndag 9/11-52

Det var nu godt, at jeg ikke i går kom til Kangek, for var vi kommet derover, var vi ikke kommet hjem før i dag. Og det er som bekendt Toves fødselsdag. Hun har glædet sig meget til dukkevognen, som har stået på loftet siden vi flyttede ind. At hun er lykkelig for den er for mildt sagt. Nu til aften kunne hun ikke sove af bare ophidselse over den. Rendal m. frue og børn var her i eftermiddag til kakao.

Mandag 10/11-52

Det blev ikke til megen søvn i nat for nogen af os undtagen for Anne Marie. Tove var så ophidset over dukkevognen, eller opstemt snarere, at det var hende umuligt at sove ret længe ad gangen. Hun snakkede og snakkede, ganske som når hun har feber.

Dukkevognen har naturligvis stået ved siden af hendes seng hele natte. Det kniber snart med pladsen her i huset: dukkevogn, gyngehest, børnemøbler, kurvevugge og snart kommer hertil dukkehuset, som jeg har sat samme og begyndt at tapetsere. Det er godt, at vore spisestuemøbler ikke er kommet endnu. For det hele står i spisestuen, i børneværelset er der nemlig kun plads til sengene og kommoden. For resten savner vi spisestuen (den må vel oven i købet være betalt nu), der er i længden lidt besværligt, at køre thebordet ind, hver gang vi skal spise. ”Annette S” kommer i slutningen af denne uge, har både post og colli til GHB, så vi håber.

Tirsd. 11/11-52

Tove er vel nok glad for de 2 sæt kuglemosaik, hun har fået i søndags. Hun er dygtig til at sidde stille og lege med dem, lægger dem i meget fine og regelmæssige mønstre. Helst når Anne Marie sover, for samme Anne Marie elsker at ødelægge, alt hvad Tove laver. I øvrigt har Anne Marie ikke haft nogen heldig dag i dag: hun har gjort i bukserne 2 g., spildt the på vores nye gulvtæppe og væltet vand ved middagen. Men trods alt er hun ved at udvikle sig: de 2 sidste morgener, når jeg er ved at gå kl. 9, har hun vinket til og mig og sagt bye-bye.

I aftes havde jeg for resten travlt: først bagte jeg grahamsbrød, som blev meget fint (ovnen her er betydelig bedre end den i Brande), dernæst lavede jeg 1 l. rom (og jeg tror, at den kommer til at smage ligesom guavarom, for det brune sukker jeg brugte dertil er ganske sikkert sct. croix-sukker, det er fra frilager og smager meget exotisk) og sidst, men ikke mindst, rensede jeg den muskulatur ud af vor ¼ lammekrop. Gurli mente, at jeg, som forh. demonstrator anatomiae havde forudsætninger derfor, og jeg har i det mindste sørget for ikke at tage ”grimme ting” med. Det er et stort arbejde, men ingen af os kan lide lammefedt. Kødet blev så i dag til forloren hare, og den var lækker. Grønlænderne elsker fåretællen, kommer den eft. sigende i kaffen. Til allersidst gik jeg i vandet i vores skyllekar. Heroppe må man jo økonomisere med vandet, så vi lader ikke vandet rinde ud, når vi har badet, det bliver brugt til at lægge våde bleer i blød i.

I aften er der atter prøveudsendelser fra Danmark til Grønland. Vi kan intet høre. Vi kan ofte høre Sverige tydeligt, i morges hørte vi den sv. Konges tale på fødselsdagen. Canadiske og USA stationer kan vi høre i massevis.

Sidste 2 dg. Atter frost og lidt sne. I dag ganske dejligt og stille. Jeg har aldrig troet, at himlen kan blive grøn, men det er tilfældet her, rigtig stærk grøn. Da jeg så de første grønlandske malerier med grøn himmel, troede jeg det var impressionisme.

Nu vil jeg i seng, for jeg er smaddersøvnig. I aftes i seng kl. 1, i dag for engangs skyld bestilt noget: formiddagskonsultation m. mange ptt., elevundervisning, 1 times gennemlysninger (det er virkelig trættende), aftenkonsultation m. atter mange ptt. – Godnat.

Onsdag 13/11-52

I aften har vi haft sygeplejerskerne og Egebjerg på besøg. Sygehuset har nu 3 sygeplejersker. Frk. Hansen har været der længst: ca ½ år. Frk. Lykkeberg (det lyder så hjemligt, hun er en fjern slægtning af Johs. I Brande) kom med Umanak IV (den vi skulle have været med) og endelig er der frk. Magdalene Poulsen, som er grønlænder, kom sammen med os med Umanak VI, eft. at være blevet uddannet på Slagelse sgh., hvorfra hun godt kender Andersvænge. Hun ser godt ud, nærmest exotisk, taler dansk og grønlandsk flydende (fungerer som tolk ved elevundervisningen) og er i øvrigt fuldt ud på højde med en dansk sygeplejerske. Men hun har jo altså også samme uddannelse. Frk. Hansen ser trist ud, frk. Lykkeberg godt, det er vel derfor de ikke altid kan komme godt ud af det med hinanden. Men nu skal sygehuset snart overtage den del af den tidl. marinestation i Godthåb, det såkaldte mågehus. Det skal indrettes til 22 kroniske ptt., naturligvis først og fremmest tub. Det ligger i den anden ende af kolonien, ca 2 km. fra sgh. (håber vi snart får jeepen), og det er meningen frk. Hansen skal overtage styret derude. Egebjerg er en af vore skibsfæller fra Umanak (man bliver jo bogstaveligt rystet sammen på sådan en tur, og ombord på sådan et skib får man altid en masse fælles interesser), han er leder af den kgl. Grønlandske handels passagerkontor i Godthåb (han er for resten også det samlede personale i den afdeling). Men vi havde det nu hyggeligt alle sammen, Gurli havde bagt boller og mosters horn.

Torsd. 14//11-52

Har fået min første time i grønlandsk. Jeg kan allerede sige palase siumavok (præsten tænker) og tugro mikivok (rensdyret er lille). Det forgår hos provsten og er ganske sjovt. Der er kun 6 på holdet, bl.a. vore 2 sygeplejersker. Desuden traf jeg der en jurist, Karup Petersen, som er fuldmægtig i grønlænderdepartementet. Vi opdagede hurtigt at vi havde en del fælles bekendte, bl.a. min og hans broder. ”Bredmose” (d.v.s. Frits), sagde han, ”var en af dem vi ikke rigtig regnede med, han morede sig voldsomt, men så tog han sig pludselig sammen og tog en flot examen”. Han var med hjemme og drikke en kop the bagefter. Han var ked af at han i det ½ år han havde været her, kun en gang havde været udenfor Godthåb. I øvrigt er der jo flere overordnede end underordnede i den røde bygning i Godthåb, det giver vist et skævt forhold, forstod jeg på ham.

Søndag 16/11-52

Vi har fået en kivfak (udtales kiffak). Ung pige med barn, 19 år (altså kivfakken) det er meningen hun skal komme hver formiddag. Hun ser kvik ud, skal begynde i morgen. Jeg spurgte i forgårs vores jordemoder på sgh. Om ikke hun kendte en, og det gjorde hun altså. Nu begynder hun i morgen.

I dag hørte vi Danmark kl. 15 grønlands tid. Det gik ikke særlig godt igennem, men jeg hørte da, at Maribo havde vundet over Nakskov med 2-0, og det glædede mig meget. Der var meget spektakel lige ved siden af gik Sverige fint igennem. Men når vi får antenne og jordledning bliver det sikkert helt godt.

Der har for resten ligefrem eft. grønlandske forhold været lidt at bestille i dag. Jeg har været på 3 sygebesøg, deriblandt hos en dreng med meningitis, som jeg indlagde. Desuden 2 andre indlæggelser, fjernede en fiskekrog fra en hånd samt beh. en mand for gonorre, som der er en masse af heroppe. De svinder alle fint for penicillin.

Nu skal vi snart til at tænke julepost. Vi sender den med Disko, som går herfra 29. ds. og eft. planen skal være i Kbhvn. 14/12. I øvrigt venter vi en masse skibe. Annette S, som skulle være her 12. ds. kommer vist i morgen, og om en uges tid kommer både Disko og Dronningen. Men så bliver der heller ingen forbindelse før en gang i jan, når de kan få Umanak igennem.

Tirsdag 18/11-1952

I dag har vi fået de kamikker, som vi bestilte for ca 1 md. siden. De er umådeligt søde, hvide m. kulørte broderier. Men de kostede også 30 kr., dobbelt så meget som de første vi købte og som allerede er gået i stykker. Det var egentlig meningen, at disse kamikker skulle være til Anne Marie, men de er alt for store til hende, så Tove får dem i stedet. Og Tove er meget glad for at gå i kamikker, hvad jeg godt kan forstå, de er lette og varme på en gang.

I eftermidddags afleverede jeg posten som skal med fly til Danmark. Men så fik jeg senere at vide, at ”Jutho”, som skal have den med til basen far fået en wire i skruen i Jakobshavn, så noget forsinket bliver den. Var til min 2. time i grønlandsk, synes stadig det er meget sjovt.

Onsdag 19//11-52

I aftes kl. 23 så vi de pragtfuldeste nordlys vi endnu har set. Jeg gik udenfor i pyjamas, badekåbe og gummistøvler. Frøs ikke trods -9. For det var blikstille, stjerneklar, og den ½ himmel var oversået med spillende gule nordlys. En skam at man ikke kan fotografere dem. Men et pragtfuldt syn er det at se dem over fjeldene.

I dag lykkedes det endelig at komme til Kangek. Det blev en fin tur i stille solskin, vi løb derover på 1½ time. Havde frk. Poulsen med som tolk og sygeplejerske. Desuden 6-7 passagerer, deribland et par stykker som skulle hjem fra sgh. Holdt konsultation hos jordemoderen, trak nogen tænder ud, brækkede andre som sædvanlig. Desuden småting. Så inviterede jordemoderen på kogt edderfugl, og kort efter sad hun, frk. Poulsen og jeg med hvert et stykke edderfugl i hånden og spiste løs. Uden kartofter ell. andet til. Det bruge man ikke heroppe. Det er kun danskerne, som æder kartofler. Men edderfuglen smagte godt, kun meget lidt trannet. I butikken derovre købte jeg derefter 25 edderfugle, 24 alke. Jeg skulle måske tilføje, at de er til sygehuset. Kostede i alt 46 kr. et par af dem skal jeg nu selv have. – Kangek er et meget øde sted, virker meget goldt, der er ikke andet end fiskeri og jagt at leve af. Stedet ligger helt ude ved havet, men godt skjult ml. klipperne, har en fin lille naturlig havn med et par broer over. Man kan kun færdes derovre på smalle stier, og da der lå is under det tynde snelag, gled jeg naturligvis et par gange. – På hjemturen havde vi en motorbåd derovrefra på slæb, den skulle til rep. i Godthåb. Ude på fjorden blev vi prajet af en lille jolle, som var på vej ind til Godthåb i mørket (ell. rettere halvmørket), den tog vi så på slæb, så det blev en hel lang karavane.

Det er en trøst at høre, at ”Jutho” i Egedesminde har fået Umanaks godthåbspost ombord, så kan vi vente den i overmorgen. Umanak skal nemlig ikke anløbe Ghb. denne gang, men den har post med alligevel.

Nu skal jeg snart på Fiskenæsturen – det er vores længste, varer ca 5 dg.

Fredag 21/11-52

Nu er altså en vis herre løs i Godthåb. Kolonien er lukket, afspærret fra det øvrige Grønland og udstederne, skibene bliver dirigeret om da de eft. at have anløbet Ghb. ikke må anløbe andre grønlandske havne, i havnen har de der liggende skibe hejst det gule flag, der er forsamlingsforbud, biograf og dans er lukket o.s.v.

Det begyndte faktisk i søndags. Jeg var på sygebesøg hos en dreng, fandt ham nakkestiv, lammelse af det halve ansigt. Tænkte strax på meningitis, indlagde ham, lumbalpunkterede ham og fandt celler. Han fik penicillin og streptomycin. Havde det rigtig godt, men stadig lammet. I går kom der en pige i konsultationen og præsenterede en lam arm, hun havde væres syg 5 dg. i forvejen m. opkast, hovedpine og lidt feber. Vi diskuterede forskellige nervesygdomme, der kunne være tale om, og jeg nævner polio. Vi indlægger hende. I aftes kom der en dreng med respirationsparese, han havde celler i spinalvæsken, pigen ligeledes, Så kunne der ikke være tvivl mere. Da vi har landslægen i kolonien, tog vi op til ham og snakkede med ham og vi var alle enige om, at vi måtte lade karantænereglerne træde i kraft og erklære undtagelsestilstand, ell. hvad man nu skal kalde det. Vi diskuterede det naturligvis indgående først, for heroppe er det jo et mægtigt apparat at sætte i sving. Men hellere det end bagefter få bebrejdelser for at intet blev gjort. Så kørte vi i skibshavnen for at standse Tikerak, som netop var ved at gå ind, det lykkedes pr. telegraf at kalde den.

Skolen er lukket, seminariet ligeledes.

Desværre er man jo meget i tvivl om hvad det kan nytte. Annette S. gik til Holsteinsborg for få dg. siden, kan meget vel have bragt smitten med. Jeg var i Kangek i forgårs m. flere passagerer og et par patienter fra sgh. Og samme dag tog kolonibestyreren til  fjorden. Men heroppe, hvor man må regne befolkningen for mere modtagelig end andre steder, kan det muligvis have større betydning at afspærre.

Rendal og jeg kørte hele eftermiddagen rundt i administrationens jeep og tale med institutionsledere og andre fine mennesker. Nu er vi jo byens herrer, hvad der dog slet ikke er noget ved.

Lørdag 22/11-1952

Drengen med respirationslammelse er død i nat. Respirator har vi naturligvis ikke. Det er i øvrigt et større apparat vi har sat i sving, der kommer 2 læger, 4 sygeplejersker og 2 respiratorer pr. fly fra Danmark. Og der er stillet en Catalina til vor rådighed. Jeg har været på flere sygebesøg i dag, men ingen typiske polio. 2 tilfælde kunne være milde tilfælde, men jeg indlagde dem ikke.

Vi skal nu have vores kroniske ptt. ud i mågehuset i en fart, så vi kan få pladser på sgh. Det er en helt mærkelig følelse, men vi går jo faktisk og venter på tilfælde nu, og har en lidt tom følelse fordi intet sker. At det naturligvis er glædeligt, behøver jeg næppe sige. Men i beg. af en epidemi er der jo kun spredte tilfælde, derefter tager det langsomt til. Så det er godt at være forberedt. Så skal til at lære at lave varme pakninger.

Jutho er kommet i dag, har Umanaks post med fra Egedesminde. Kl. 22 var den færdigsorteret, og jeg stred mig gn. sne og blæst til posthuset og slæbte 3 pakker og brevene hjem. Teddy-beare er dejllig, næsten alt for dejlig, Tove synes den skal være gulvtæppe i børnenes soveværelse. Det er dejligt med nogen aviser, så har vi nogen til theen og krydderbollerne i morgen tidl.

Onsdag 26/11-1952

Situationen har udviklet sig . Jeg sidder nu ombord på Æskulap, kl. 10,30 og skriver dette. Vi er lige startet fra kolonihavnen, vejret er ikke fremragende, men vi skal af sted. Der blev nemlig i går meldt om 4 syge i Kangek, deraf en med lammelse. Og nu skal jeg over for at bedømme situationen og evt. tage syge med hjem. Vi gynger ret godt, men jeg kan dog skrive, indimellem gnaver jeg på et æble. Eleven, jeg har med som tolk, er krøbet i køjen, hvad jeg måske også snart gør, når vi kommer længere ud mod havet. Vi har haft mange sygebesøg de sidste dage, folk er jo opfordret til at sende bud. Der er utvivlsomt mange med lettere børnelammelse iblandt, men siden eleven Sara blev indl. søndag aften, har vi ingen indl. Vi har jo i øvrigt en tilbøjelighed til at se børnelammelse overalt nu.

Gurli gik i seng i går: utilpashed, kvalme, hovedpine, sm. i ryg og slaphed af h. arm, som det kniber med at bevæge. Til morgen havde hun det godt, men får sm. i armen så snart hun bruger den. Hun har pakket den ind i den elektr. varmepude og siger, at det hjælper meget med varmen, Vores kivfak bliver hele dagen i dag, Rendal har lovet at se ind og Egebjerg kommer og fyrer.

Lægevæsenet ell. måske snarere lægevæsenerne, d.v.s. Rendal og mig, har overtaget administrationens jeep. I det mindste kommer de andre nu og spørger os, om de må låne den. Den er umådelig let at køre, den letteste vogn, jeg nogensinde har kørt. Jeg har haft den hjemme hele natten, så jeg kunne køre ned til kolonihavnen i morgen. I aftes måtte jeg på sygebesøg helt ude på marinestationen, (som nu er pensionat) for at se til en kivfak, som sikkert har polio. Først måtte jeg på sgh. for at hente termometer. Og i det fygevejr var jeg vel nok glad for jeep’en.

Sygehuset har for resten overtaget vores centrifuge, den er god at slynge varme pakninger. Fra Egedesminde melder lægen om et tilf. uden lammelser. Ja, det kan blive en større historie, det er godt de omgående sender specialister herop. De starter i dag m. fly fra Kbhvn., skal med Disko fra BW1 hertil.

Kl. er nu 16., vi er på hjemvejen, som synes at blive roligere end udturen. Motoren gik nemlig i stå og vi drev rundt med motorskade ca 1 time. Men omsider kom vi da til Kangek. Det var en skrap tur rundt på udstedet, stejle glatte stier, mange steder langs afgrunde, men man kunne nogensteder være heldig at falde ned i vandet. Men spændende er det, men hvorfor lægger så mange grønlændere deres huse på toppen af klipperne, selv om udsigten naturlig er pragtfuld. Jeg fandt 2 sikre tilf. af polio, den ene en pige på 3 år med lammelse af den ene ben, tog hende med til sygehuset.

Torsdag 27/11-1952

Gurli har det godt i dag, jeg har dog fået hende til at holde sengen i dag. Heldigvis kommer jo kivfakken i formiddag, og i eftermiddag kommer Linda og tager sig lidt af børnene. Gurli har ikke haft feber, men jeg er ikke i tvivl om at hun har haft børnelammelse. Hun kan stadig ikke tåle at bruge armen for meget. I morgen går hun lov af lægen at komme op.

I skal høre vores the-eventyr. Gurli sendte i forgårs Linda i butikken for at købe 1 kg. the. Linda Kom hjem med 100 g. Nå, der var da til 2 dage. I går sendte Gurli kivfakken i butikken for at købe 2 kg. the, for nu ville hun have noget. Hun kom hjem med 200 g. I går var Rendal og jeg i butikken for at købe radio til mågehuset (vores i hast nyindrettede afdeling for kron. ptt.), jeg benyttede lejligheden til at købe 1 kg. the, og da jeg kom hjem viste det sig, at kivfakken have købt 2 kg. the. Så nu har vi da til de første 4 mdr. Men heroppe er det altid klogt at sikre sig.

Der er i øvrigt meldt om et tilf. af polio i Narssak v. Julianehåb. Polioholdet fra Danmark er kommet til basen i dag, er allerede på vej m. Disko. Kan så ventes lørdag her. De kommer jo alle til at holde jul heroppe, der er ingen mulighed for at komme hjem før jan. ell. febr.

I aften måtte jeg ud til den tidl. omtalte pastor Lynge på 70 år, som kan mere end sit fadervor, han har nemlig bygget sit eget hus for nylig. (I øvrigt kan næsten enhver grønlænder bygge sit eget hus og gøre det godt). Hans kone var lidt sløj, så jeg kørte derud i jeep’en, og der var jeg aldrig kommet med nogen anden vogn end en jeep. Jeg havde nær aldrig fået den vendte, derude i mørket på gr. af klipperne, men det lykkedes da. (Det var nu godt, at jeg fik det kørekort i Danmark, der er lige kommet færdselsvedtægt for Godthåb, som kræver kørekort af alle motorførere. Og det grønlandske kørekort gælder kun i Grønland). Man bød på cigar, jeg betakkede mig, bød på vin, hvortil jeg sagde, at det kunne jeg ikke sige nej til, hvorefter han troede, at jeg sagde nej, hvorefter jeg skyndsomt sagde, at det ville jeg gerne have. Og så drak vi 3 glas vermouth hver. Og jeep’en kørte fint hjem.

Man skal passe meget på sine nægtelser heroppe. I Danmark spørger man ofte med en nægtelse, og spørger man en grønlænder på den måde, svarer han det modsatte af, hvad man skulle vente. Derfor har jeg vænnet mig til at spørge ligeud, uden at anvende ”ikke”. Lynge fortalte mig, at havde 700 kr. mdl. i pension, det er ikke småpenge på Grønland, hvor der ingen skatter er.

I aften er der torsdagskoncert på plader, Det er dejligt at lytte til, de spiller Bach.

Søndag 30/11-1952

I fredags kl. 23 ankom polioholdet fra Danmark m. Disko. Nu er det jo meget spændende om de får noget at bestille. Massøsen er allerede gået i gang med at træne musklerne hos de 3 børn, som ligger med delvise lammelser, men nu er ude over det akutte stadium. Eleven Sara har det stadig ikke helt godt, ifølge specialisternes udsagn kan hun endnu i en uge risikere at få lammelser. Det er i øvrigt ikke hyggeligt at høre, hvad de fortæller fra epidemien derhjemme, spec. fra Blegdammen. Lad os håbe, at der ikke bliver brug for deres indsats. Noget kunne type derpå, vi har de sidste 5 dg. ingen nye tilfælde haft i Godthåb, og formodentlig heller ikke i distriktet. Gurli har det heldigvis godt, befinder sig udmærket, men kan absolut ikke tåle at løfte, hun er faktisk svækket i alle sine muskler.

I aftes var vi til middag hos dr. Rendal, Det var i anledning af polioholdets ankomst. Der var høvdingen med frue, landslægen m. frue, de 3 poliolæger, deraf en med frue. Det var i øvrigt virkelig hyggeligt. Jeg kørte rundt i jeep’en og samlede gæsterne op rundt omkring, det var nemlig et herrens vejr, næsten ikke til at se ud af vindspejlet, det er godt der ikke er stor trafik på vejene. Og i nat kl. 1 kørte jeg dem alle hjem igen. Egebjerg passede vores børn, Tove er meget glad for ham.

I dag er det det skønneste vejr man kan tænke sig, sol og høj, grøn og blå himmel, men solen er ikke mange timer oppe, den forsvinder hurtigt bag fjeldene. I dag kan vi atter se vores fjelde, det er nogen dg. siden.

Onsdag 3/12-1952

Kl. er nu 22, jeg sidder og ønsker mig selv til lykke med mit nye kontor ved hj. af 3 glas vermouth. Gurli var så søvnig i aften, er derfor gået i seng. Kontormøblerne er altså kommet i dag og de er flotte, Består af skrivebord m. chalousiskabe, (tænk, der var for en gang skyld et ord, jeg ikke ved at stave, det er ellers meget sjældent, undtagen netop på grønlandsk, men det kan da ikke have noget med jalousi at gøre, men I forstår sikkert, hvad jeg mener), 1 bogreol, 2 jalousi(?)-skabe, hvoraf det ene vistnok er gået forkert, det skal sikkert til vores nyt konsultationsstue på sgh. Endelig en god skrivebordslampe. Det hele i lyst egetræ (undt. lampen), men det er alt sammen (pokkers så mange trykfejl) (der må være noget i vejen med maskinen) overordentlig nydeligt, jeg ville overhovedet ikke kunne ønske det bedre. Det er en skøn følelse igen at have eget værelse. Skrivebordet havde vi nær ikke fået ind, vi måtte løfte 2 døre af, og alligevel måtte jeg bruge al min tekniske snilde for at finde en måde at få det ind på. Det kan nemlig ikke skilles.

I søndags var jeg 2 gange på seminariet og hver gang indlagde jeg en seminarist for polio. Lumbalpunkturen har siden vist, at den ene var sikker polio, den anden meget tvivlsom.

I forgårs indlagde jeg en lille pige, 3 år, m. kraftnedsættelse i det ene ben, diagnosen er nu sikker. I går indlagde jeg først pige, 18 år, viste sig at være febris rheumatica (gigtfeber), derefter lille pige 5 år, næppe polio. At jeg har indlagt de fleste skyldes ganske simpelt, at jeg har taget de fleste sygebesøg, mens dr. Rendal har været til forhandlinger og konferencer.

Dagen i går var ret dramatisk. Kl. 19 ringede landslægen, bad mig hurtigt gå til radiostationen, da sygeplejersken i Frederikshåb med det samme ville tale med en læge. (Lægen i Frederikshåb har konstateret et poliotilfælde i Narssak, Julianehåb distrikt, har derfor holdt sig selv i karantæne i Narssak siden) (her i Ghb. hævder vi, at læge smitter ikke). Jeg ilede til radiost. og vi kaldte strax Frederikshåb, som hurtigt kom igennem, men derpå forsvandt og umulig at skille fra Godthåb radio. Så tog vi forespørgslen på telegraf. Det drejede sig om en 14 års pige, som havde 39,7, sm. i ryg og hoved samt arme, men ikke nakkestiv. Sygeplejersken havde givet penicillin, og bad nu om yderligere instrukser. Jeg telegraferede tilbage: ”aflyt GHB. radio i aften efter normal sendetid, konfererer polioexperter”. Hvorefter Frederikshåb svarede: ”tilstanden dårligere, tp. 40”. Jeg telegraferede: ”giv streptomycin og saltvand”. I det lille rum på radiostationen med den konstante tikken og summen virkede det mildest talt dramatisk, ens følelser er vanskelige at beskrive, men for ”civiliserede mennesker” vil det være tilstrækkeligt at fortælle, at der var ”ligeså spændende som på film”. – Kort eft. gav vore polioexperter (som i parentes bemærket koster ca ¾ mill. kr.) instrukser i radioen til lægerne langs kysten og lederen besvarede forespørgslen fra sygeplejersken i Frederikshåb. Tilbage er kun at fortælle at pigen døde kl. 2 i nat. – Kan ikke lade være at tænke på Scoresbysund, hvor der kun sidder en sygeplejerske, som har flere hundrede km. til nærmeste læge, nemlig Angmagsalik, og som får alle instrukser pr. telegraf.

Da jeg var kommet hjem fra radios. ringede telefonen. Det var et lille barn helt ude ved dæmningen, der var meget dårligt. Jeg havde set til det om eftermiddagen, den havde det ikke godt, så jeg var klar over, at vi måtte indlægge den. Dæmningen ligger så langt væk, som man overhovedet kan køre her i GHB. dist. Jeg begav mig til sgh., tog en elev med, og i jeep’en oplevede jeg for første gang det som jeg flere gange har fået beskrevet, nemlig at den hang oppe på en snedrive med alle 4 hjul snurrende frit i luften. Det er sådan set meget sjovt, men man kan blive nødt til at forlade den af samme årsag. Imidlertid arbejdede den sig ned ved sin egen tyngde og til sidst have den atter alle 4 hjul på sneen. Det var i øvrigt en værre rumletur, og kun jeep kunne have klaret det. Vi nåede ud og fik barnet med hjem til sgh. – I går eftermiddags kørte jeg 2 gange uden for vejen og måtte hver gang trækkes op af stærke mænd, deriblandt dr. Bredmose.

I formiddags fygevejr, men i eftermiddag så skønt, at det er umuligt at beskrive, hvorfor jeg ganske vil undlade det. – Godnat. – Der er for resten endnu at fortælle, at Tove og jeg i dag har bygget snehule (meget stor) Tove blev dog ret hurtigt ked deraf, hvorefter Gurli og jeg fortsatte. Tove ville hellere ind og klippe nisser ud. Mon der er nogen af vore pårørende hjemme, der tænker på at post kunne have nået os over Island. Gulfoss gik fra Kbhvn. i lørdags, og Tikerak er beordret til Reykjavik for at hente 100 iltflasker til evt. polio m. respirationslammelse.

Fredag 5/12-1952

I dag har jeg betalt fragt for vores spisestuemøbler og juletræet, så er de i det mindste i GHB. Vi glæder os meget til et rigtigt spisebord.

Da jeg kørte jeep i dag, kom jeg et sted for langt ud i vejkanten, det er nemlig umuligt at se hvor vejen hører op og marken ell. grøften begynder. Rabatten var meget blød, jeep’en stod nok så nydeligt på skrå og kunne ikke komme op ved egen hjælp. Heldigvis kom der en lastbil forbi, som kunne trække mig op.

Gurli har lavet buxer til Tove af mine gamle fløjlsbukser, de er med smæk, og klæder hende fint.

Så har jeg i aften brygget 20 l. imiak, det er grønlandsk øl. Nu står det og gærer, og jeg er meget spændt på foretagendet. Det er ganske simpelt at lave: malt, humle, sukker og gær. Og så 20 l. kogende vand, det er næsten det sværeste at få. Nu ved jeg blot ikke, hvor længe det skal gære, men jeg kan vel smage mig frem. Grunden til, at jeg gav mig til det, er først og fremmest, at der til huset hører et apparat til samme brug.

I går havde vi 2 både ude, Æskulap gik til Narssak m. Rendal og dr. Møller, den sidste er leder af polio-holdet ell. team’et som de kalder sig. I Narssak fandt de et tilfælde af polio uden lammelser. Politibåden Eli Knudsen gik til fjorden, nærmere betegnet Kapisigdlit, m. en af de andre læger, der er meldt et tilfælde m. lammelser derinde. Jeg blev hjemme og passede forretningen i GHB. Godt jeg havde jeep’en. Jeg vil ikke påstå at jeg får vedligeholdt min kørefærdighed, for jeg har aldrig haft nogen, men jeg får den opøvet, den sidste tid har der ikke været en dag, jeg ikke har kørt. Det fryser nu hen ved 10 gr., nu er det om, at fyret ikke går ud om natten, for frostsprængte vandrør her er mange gange værre end i Danmark. Jeg må vist til at lade uret vække om natten, det bliver i det mindste nødvendigt når vi kommer ned på – 20.

Lørdag 6/12-1952

Har renset fyr i dag så jeg er sodet helt ned i appendix. Røgkanalerne i et kulfyr skal renses hver uge, det er nu 14 dg. siden, for jeg har eft. grønlandske forhold virkelig haft travlt. Resultatet heraf har været, at fyret har brændt skidt de sidste 3-4 dg. der har været røg i kælderen, ikke ordentlig varmt i huset. Jeg gik i gang med at rense, og har aldrig været så nær ved at blive røgforgiftet. Bagefter måtte jeg tage rent tøj på eft. først at have vasket mig over hele kroppen. Det sidste var dejligt, selv om det var i iskoldt vand. Men fyret brænder fint nu, er oppe på 70 gr.

I formiddags mødte en pige på ca 12 år op på sygehuset med en næsten lam arm, det var kommet pludseligt i morges. Ellers var hun ikke syg. Blev naturligvis strax indlagt. I GHB. har der ellers ikke været tilfælde siden søndag, da jeg indl. en seminarist. Vore specialister synes det er en mærkelig epidemi, er beg. at tvivle på om det overhovedet drejer sig om polio. At der er noget galt, er der imidlertid ingen tvivl om.

Søndag 7/12-52

Nu er jeg begyndt at hugge vore møbelkasser ned, dog ikke til brænde, men blot adskilt i flader, så de kan komme på loftet. Skal de stå udendørs, som de hidtil har gjort, i 2½ år, bliver der vist ikke meget tilbage, ikke engang til at brænde.

Det er umådeligt sjovt at lave øl, det lugter allerede som sådan, men jeg havde ikke regnet med, at det skulle hældes på flaske, som var renset i sodavand og kloramin, det er strax mindre morsomt.

Tirsdag 9/12-52

Pigen, som blev indl. i lørdags m. lam arm, har yderligere fået parese af den anden arm, og da respirationen i aftes blev vanskelig, blev hun tracheotomeret af vore specialister. Det var interessant at se, nu ligger hun så og bliver kunstigt ventileret hele tiden. Hvor længe det kan vare, er umuligt at sige, men hendes tilstand er eft. omstændighederne gode.

Alle restriktioner i GHB. bliver ophævet i dag, så vi kan atter gå i bio og til dansemik smt gudstjeneste, alt eft. behag. – Jeg er for resten blevet medarbejder ved kamikken; jeg skal skrive en lille orienterende artikel om tracheotomi.

Fredag 12/12-52

Så kom vores gods fra Disko endelig. Der er to juletræer, hvor det ene er fra, er det os ikke muligt at opklare, men der står Bredmose på begge. Det ene er med rod, så det skal sættes ned i en tønde med jord, hvir vi ellers kan få fat på noget. Og vores spisebord med 6 stole kom, jeg gik strax i gang med at udpakke det hele. Det var en sublim nydelse at spise frokost ved eget bord igen (det er for resten første gang i hele vort ægteskab) og vi drak i den anledning vores sidste øl til. (Vi bliver nødt til at købe en hel kasse øl i butikken).

Mandag 15/12-1952

Det er i sandhed en stor dag for vort ringe hus, der er i dag kommet vandhaner og vandledninger i badeværelset. Ih, hvor vi glæder os til at tage bad i et rigtigt badekar, hvor lille det end er. Så er der sikkert også håb om at vi engang får en vaskehusbænk. Ingeniøren har skrevet det op i glemmebogen.

Desuden har jeg opdaget, at administrationen, i deres iver efter at administrere, fører protokol over jeep’en. Der står for ex.: kl. 17,15 – Bredmose - formål: lægekørsel. Jeg kan godt forstå, at arkiverne rundt om på kontorerne svulmer. Det er på tide vi får vores egen befordring. Gad vide om de har opdaget, at jeg havde den natten til søndag. Da var jeg ude på en skrap klatretur, idet det viste sig, at der var noget jeep’en ikke kunne klare. Jeg skulle op og se til et sygt barn kl. 1 nat, og i mulm og mørke klavrede vi opad de glatte klipper, mens havet buldrede vredt nedenunder os. Men vi nåede da frem til barnet og fik det med til sgh.

Om polio intet nyt. Sidste tilfælde er stadig pigen, som nu bliver kunstigt ventileret. Hun har det eft. omstændighederne godt. Jeg fotograferede hende i går. En skam det varer så længe gør vi får billiederne at se.

Tove var i dag med mig ude at køre i jeep. Det har hun været flere gange , og det er noget hun kan lide. Vi var på mågehuset, hvor vores tub. patienter nu er. Så får vi som regel kaffe hos frk. Hansen, det er sygeplejersken, og Tove får sodavand og i dag desuden chocolade og krakmandler.

I fredags kom Tikerak (også kaldet tiger rag) m. iltflaskerne fra Reykjavik. Den gik så hurtigt igen (for at nå hjem til jul) at vi med nød og næppe nåede at få vores sidste breve med. Jeg skulle derud med blodprøver og andre prøver, som skulle hjem i fryseskab, men det var meget vanskeligt at få fat i jeep’en, da den skulle ”stå til rådighed for høvdingen, så længe Tikerak lå i havnen”. Men det lykkedes da at få en tur ind imellem.

I går beg. det at tø, og i dag fortsætter det. Man tvivler på at det er Grønland. Hvis ikke vi får hvid jul her, så burde man have lov til at rejse hjem på departementets regning.

I en korrespondance fra Kbhv. til radioavisen i GHB. hedder det: ”der er nisser på gaderne, trængsel i stormagasinerne, og aviserne er fulde af de traditionelle beretninger om arresterede julespareforeningskasserere”. – Og jeg tror nu heller ikke, at jeg nogensinde kunne have tillid til en sådan. Det er som om, det hører sig til, at de tømmer kassen.

I lørdags have vi skortensfejer, og det har vel nok hjulpet på fyret, at få en ordentlig udskrabning.

Onsdag 24/12-1952

Sikken en lillejuleaften. Aldrig før har Godthåb sgh. set et så stort opbud af læger til en operation. Jeg holdt aften konsultation og pt. kom selv gående ind, som grønlændere plejer, om de er nok så dødssyge. Man kan nu ikke sige han kom gående, han slæbte sig af sted, knækket sammen til ca 90 gr. i hofterne. Tænkte strax på perforeret ulcus ventriculi (sprængt mavesæk). Vi fik ham op på undersøgelsesbordet, men havde nær aldrig fået ham rettet ud, sådan krummede han sig sammen. Det lykkedes imidlertid, og jeg blev hurtigt klar over at det måtte dreje sig om en blindtarm. Ringede til Rendal og sagde, at vi måtte operere. Det var min tur til at operere (vi skiftes gerne), jeg skar op som sædvanlig og beg. at rode efter appendix. Den var umulig at finde. Derimod var der masser af ildelugtende væske i bughulen. Så ledte Rendal efter den, men ligeledes med negativt resultat. Vi vippede bordet, så tyndtarmene glider væk, og så noget mærkeligt sort på appendix-stedet. Det viste sig, at være appendix selv, ca 15 cm lang, kulsort, og fulgte man den kom man til et stort stykke tyktarm, der var ligeså sort, altså med koldbrand. Queu faire? Manden var nu dybt shockeret, bedøvelsen virkede ikke længere, hvorfor vi sendte bud efter polio-holdets narkosespecialist, som omgående kom med sit fine apparat. En anden fra holdet gav blodtransfusion og manden blev rettet godt op, hvorefter jeg gav mig i lag med at udrede det tarmslyng, som det jo drejede sig om, sikkert på basis af en appendicit. Det var nødvendigt at fjerne stort stykke af tyktarmen, og jeg gav da også hurtigt op, og bad narkosemanden, som også er kirurg om at overtage det, hvad han gjorde med mig som assistent. Og efter 3-4 timer var vi færdige. Og så smagte en øl vidunderligt.

Manden kan prise sig heldig, at han blev syg i GHB, hvor han kunne få den fineste narkose, der findes, desuden blodtransfusion o.s.v. Var han blevet syg på sit udsted, havde han ikke reddet livet. – Der er for resten et gammelt ord, der siger, at der ikke findes blindtarmsbetændelse på Grønland. Det er noget slemt sludder. Jo flere læger, der kommer heroppe, des flere appendiciter. Og de steder der har 2 læger, har flere appendiciter end kolonier med kun 1 læge. Tidl. kom appendiciterne sig af sig selv, eller de døde.

Dagen i dag er gået godt, Det bedste af det hele er næsten, at vandmanden kom i formiddags, vi var helt udgået for vand, i morges måtte jeg vadske hænder i sne, da jeg havde fyret. Jo, engang imellem kan man mærke, at man er i Grønland. Og det var jo også trist andet.

Da Petrine, vores kivfak, var gået ved middagstid, lå der en pakke fra hende indeholdende 4 servietringe i perler samt en tændstikæske betrukket med perler. Det er skik heroppe, at man giver hinanden gaver, så nu må vi i en fart finde på noget til hende, når hun kommer 2. juledag. Da skal vi nemlig til frokost hos landslægen og hun skal så passe børnene, som er glade for hende.

Kl. 13 kom Egebjerg ind med gaver til børnene, han var heldig, Gurli og jeg skulle lige til at drikke et glas sherry. Derefter satte Gurli anden i ovnen, vi var blevet enige om at spise kl. 16 for ikke at risikere at elektriciteten skulle gå ud midt i anden. Vi havde hørt rygter om, at den ville forsvinde kl. 15. Det lykkedes mig at få fat på jeep’en, kørte til juletræ på mågehuset, hvor jeg blev modtaget af frk. Hansen med 3 glas vermouth. Så holdt kateket Telef Lynge juleprædiken, eller hvad det nu var, jeg kunne naturligvis intet forstå. Men han gjorde det prisværdig kort.

Det var morsomt at sidde og iagttage patienterne: gonorré-dronningen Nahumi med det sensitivt-vulgære ansigt, som ville kunne gøre sig i en fransk film (hun færdes på næsten alle skibe, der kommer i havnen); Louise i blomstret sommerkjole, nylonstrømper og kamikker; Jokum svarende til sit navn, stor og tyk i ternet skjorte; kunstneren Justus i fint jakkesæt m. pressefolder og korrekt bundet slips. Alt i alt ikke meget, der minder om Grønland, bortset fra kamikkerne. Kun når de begynder at synge, mærker man lidt af deres primitivitet, det lyder noget barbarisk, men ikke derfor ubehageligt. – Så gik vi rundt om juletræet, og fr. Hansen og jeg delte julegaver ud til dem alle. Og glade som børn var de.

Kørte så hjem i jeep’en, blev bedt om at køre den til administrationen, hvor høvdingen stod og trippede utålmodigt, han skulle til børnehjemmet for at dele dronningens julegaver ud.

Var hjemme kl. 16, vi spiste så and, som var fint stegt, drak en flaske rødvin, spiste ris a la mande a la groenlande d.v.s. risengrød i creme. Så drog Gurli og Tove af i det dejligste julestemningsvejr til liturgisk gudstjeneste. Det var stille, sneen dalede ganske sagte.

Imens havde Anne Marie og jeg lagt gaverne under juletræet, da de 2 kirkegængere kom hjem, gik vi om træet, og i år kunne vi nå, men det var også kun et lille træ, ikke helt ”op til loftet”. – Så pakkede vi gaver ud, og det gik så hurtigt, at vi næsten ikke kunne nå at se hvorfra de forskellige ting var. Når Tove havde fået fat på en pakke, som lå under træet, mente hun strax at den var til hende. Gurli fik af mig en el-brødrist, indkøbt i butikken. – Da børnene så var kommet i seng, kom frk. Hansen fra mågehuset og drak the med os. Det var også meningen, at frk. Lykkeberg skulle komme, men hun ringede, at nu kunne hun ikke mere, hun måtte i seng.

En morsom ting heroppe er at grønlænderbørnene går rundt fra hus til hus og synger med kulørte papirslygter m. stearinlys i hånden. Der kom flere hold til os, det rygtedes vel at her blev de godt beværtet. Det var dog kun det første hold, thi de tager en hel håndfuld af det man byder dem.

Torsdag 25/12-1952

Tove, som synes det var så sjovt med børnene i går, kan ikke forstå at der ikke også i dag kommer grønlænderbørn. I øvrigt er tp. steget fra -10 til -½, og i eftermiddag har vi haft snestorm. Jeg kom dog igennem til sygehuset, hvor man kl. 16 foreviste ”Jul i købmandsgården”. Man skal holde til meget i julen, og mage til pladder skal man lede længe efter.

Fredag 26/12-1952

Kl. 4 i morges begyndte Anne M. at hyle, til sidst fik hun et klaps i halen, men hun hylede naturligvis endnu værre. Gurli havde prøvet at sætte hende ned i stuen, så hun kunne lege der, men, selv om hun var meget begejstret for juletræet og de nye legesager, ville hun absolut ikke være der alene. Til sidst vågnede Tove også, begyndte at hyle, hun regnede vel med, at der måtte være noget at hyle for, siden Anne M. tog så kraftigt på vej. Så opgav vi at få mere søvn, stod op kl. 5,30, lavede the og spiste morgenmand, hvorefter vi alle ved 7-tiden med fyldte maver atter begav os i seng, hvor vi sov til kl. 11.

Kl. 12,30 gik Gurli og jeg til frokost hos landslægen. Petrine passede børnene, dansede om træet med dem og der var gaver til dem alle 3. Frokosten var for resten dejlig, vi fik bl.a. kold flæskesteg, som vi jo ikke har smagt i umindelige tider. Da vi gik hjem derfra var det det skønneste vejr man kan tænke sig. Vi hentede børnene og gik alle 4 til sygehuset, hvor jeg skulle se om der var noget særligt.

Søndag 28/12-1952

I dag har vi haft orkan. I eftermiddags var vindstyrken i et par timer mellem 11 og 12. jeg forsøgte at komme omkring huset for at lukke nogle af skodderne, men jeg kunne ikke komme omkring hjørnet. Det regnede samtidig, regnen stod ind i soveværelset, og trængte efterhånden ind i kulkælderen, men nogen skade skete der ikke. En sejldugsbåd blev i islandsdalen taget af vinden og ført ca. 200 m væk, hvorefter den forsvandt i fjordens bølger. Der var heldigvis ingen passagerer i. Ellers har der vist ingen skader været. Dronning Alexandrines død har vakt oprigtig sorg, i det mindste i Ghb. Man blev nemlig i den anledning snydt for aftenens ønskekoncert, som er ugens store radiooplevelse, her, hvor alle kender næsten alle, er det jo sjovt at høre hvem der sender plader til hvem.

Lørdag 3/1-1953

Nu har jeg trukket tøjsnore på loftet, renset røgkanalerne i fyret (de skal renses hver uge, Joel har tømt WC-spanden, vandmanden har været her, Tove og Gurli er gået til sygehuset, Anne Marie leger med Linda, så jeg har tid til at skrive lidt.

Nytårsaften var vi inviteret til dr. Rendal , men da vi ikke kunne gå fra børnene, blev vi hjemme, gik i seng kl. 23 og glædede os nytårsmorgen over, at vi sikkert var de eneste morgenfriske i Ghb. jeg er lige ved at glemme, at vi nytårsaften kl. 13 måtte operere. Vores mand fra lillejuleaften, som ellers befandt sig godt, var pludselig blevet dårligere, og da vi fik ham åbnet, var han fuld af sammenvoxninger. Det lykkedes at få dem løsnet alle, og også dette 2. store indgreb er han kommet godt igennem.

Hvalbøffer må jeg heller ikke glemme. Nytårsaftensdag slæbte Tove og jeg i snefygning 6 kg hval hjem fra sygehuset. Da jeg så endelig kom hjem om aftenen kl. 21 efter op. og børnene var kommet i seng, skulle Gurli og jeg til at spise hvalbøf, men allerede den første mundfuld måtte jeg spytte ud, så trannet var den. Måske fordi det er en grindehval. Men rødvinen var heldigvis blevet godt tempereret, det var en god trøst. Og derefter spiste vi muldvarpeskud.

Udendørs forløb nytårsaften ret roligt heroppe. Men vejret var heller ikke til friluftssysler. På sygehuset kom der en ung mand dybt bevidstløs af spiritus og med brækket kæbe.

Søndag 4/1-1953

I dag har vi haft frokostgæster: dr. Rendal m. frue, dr. Møller m. frue. Petrine kom først kl. 11, 30, skulle være kommet 9,30, så Gurli og jeg havde travlt hele formiddagen. Men vi blev da færdige til kl. 13, gæsterne var inviteret til 12,30. Vi fik øl og snaps, sild, svensk pølseret, diverse kolde anretninger. Dåsemad kan komme til at se godt ud, når det bliver rigtig anrettet. Derefter drak vi kaffe med småkager, siden sherry og vermouth. Vi havde haft det vældigt hyggeligt, kl. var også blevet 17,30. Børnene havde været så søde hele tiden, vi havde næsten ikke mærket, at vi havde dem, Petrine tager sig altid på pænt af dem. – Så gik jeg i gang med at pakke til Fiskenæsturen, som jeg tager ud på i morgen sammen med dr. Møller. Det bliver mindst en 5-dages tur, så det er om at være godt udstyret. Dog kan vi købe proviant i Fiskenæsset.

Mandag 5/1-1953

Der bliver ingen Fiskenæstur i dag. Ole turde ikke sejle på gr. af vejret, det blæser voldsomt, regner og er meget glat overalt (dog naturligvis ikke på vandet). Vejret har i det hele taget været ualmindeligt dårligt de sidste 3 uger, det var fint juleaften og 2. juledag, ellers har det blæst og regnet. Nu vil vi gerne snart have rigtig vinter. Der skulle også i dag have været 2 både af sted til Sukkertoppen for at hente polio-patienter derfra ned til behandling i Ghb. dr. Merrild og frue samt massøsen skulle have været med, men heller ikke de turde sejle.

Onsdag 7/1-1953

Stadig ingen Fiskenæstur, men det lykkes vel, i aften er vejret endelig stille og klart. I går regnede det det meste af dagen, indtil vi kl.. 19,30 gik over til Østerbro for at besøge en bekendt fra min studentertid, Gøtsche-Larsen, som nu er afdelingsingeniør her. Han er lige kommet hertil fra Egedesminde, hvor han var byggeleder. På vejen derover regnede det blot, og på hjemvejen var det helt stille og mildt. Men i nat begyndte det at storme og sne. Og kl. 3 måtte jeg ud af sengen for at gå på sygebesøg. Det var et godt stykke at gå i stiv modvind. Jeg havde regnet med at kunne tage jeep’en, som holdt lige henne hos politibetjenten, men fyren havde min sandten taget nøglen med i seng. Så måtte jeg gå derud, og da jeg have givet det syge barn penicillin, fik faderen og jeg os et glas imiak (grønlands øl), smagte godt. Han er dansker, moderen grønlænder. Hun er tolk, sekretær i landsretten, radioforedragsholder, børnetimeleder, forfatter og oversætter. Han har været fangstmand på østkysten, har en moskusoxe, eller en del af en sådan, nemlig hovedet, hængende på sin væg. Han kunne fortælle mange morsomme ting, er ivrig fisker og jæger. Har desuden hønseri har i Ghb. Han har også oprettet falke til jagtbrug. Efter alt dette er jeg blevet så ivrig, at jeg i dag har købt 80 haglpatroner, nu mangler jeg blot bøssen. Det er dog meningen jeg skal låne Rendals.

I går var jeg på sygebesøg i det amerikanske konsulat. Konsulen, som er en flink ung mand, fik hver morgen, når han drak en kop kaffe på fastende hjerte, krampe i maven, hvad der egentlig ikker er noget mærkeligt ved. Men han fik da nogen piller. Konsulinden, sød og buttet, gravid i ca. 5 md., spurgte forhåbningsfuldt om jeg spillede bridge. Da jeg i overensstemmelse med sandheden svarede: ”Never, sorry”, spurgte hun om min hustru spillede, hvortil jeg måtte svare, at hun spillede endnu mindre. Hun, altså konsulinden, keder sig i Ghb., hun er vant til de store byer. Og så var de begge nedtrykte over, at de ikke havde fået post siden oktober. Slet ingen julepost. De får alt deres post ”by airdrop”, direkte fra basen. Og når jeg tænker på hvor vi allerede nu glæder os til Umanak I, så kan jeg godt forstå dem, der har været uden post i snart 3 mdr. Konsulen er i øvrigt ene om, at repræsentere det diplomatiske korps i Ghb.

I går udskrev vi Steffine fra sygehuset. Det var hende, der en dag i nov. mødte op på sygehuset med en lam arm (ikke at forvexle med Marianne, som stadig får kunstig ilttilførsel, og som ikke viser nogen fremgang). Men Steffine havde det udmærket. Og dr. Møller havde forfattet en lille skrivelse til hendes forældre angående hendes rekonvalescens. Den var absolut let forståelig, pålagde hende forsigtighed med leg. anstrengelser, rig. søvn o.s.v. (og frk. Poulsen havde oversat til grønlands, så alle kunne forstå det (hvis de altså kan grønlandsk). Og hvem ser man så om aftenen til dansemik? – Steffine! – Det er den slags, som får en til at opgive al anden behandling end netop operationer og indsprøjtninger, når det drejer sig om grønlændere.

Rendal fortalte en sjov historie ved kaffen i dag: den tidl. læge i Frederikshåb var ikke så ivrig eft. at operere, og da han så måtte til at operere en bristet extrauterin graviditet, sendte han bud eft. lægen i Ivigtut. Denne havde netop frokostgæster, officerer fra en amerikansk isbryder. Skipperen tilbød strax at sejle lægen derop i bryderen, operationen gik fint og pt. kom sig vist også. Nogle måneder senere kom regningen til grønlands styrelse: leje af isbryder --- 35.000 kr.! Sagen blev dog vist ordnet på en for styrelsen tilfredsstillende måde.

Torsdag 8/1-1953

Stor dag for kolonien Ghb. flyveren kom kl. 13 fra basen, droppede flere colli i vores sump, vi kunne rigtigt iagttage det hele, se de forskelligt farvede faldskærme dale ned. Tog 3 billeder af det. Nu bliver der nok glæde i konsulatet, når de får post. Det er højt og strålende vejr i dag, solen fik først ned kl. 14 bag fjeldet. Men nu fryser det også 5 gr. I dag er bådene sejlet til Sukkertoppen, i morgen er det meningen vi skal til Fiskenæsset.

Ellers snakker man i byen om den nye generalieskat, som kgl. Grønlandske handel har udsendt for året 1953. Margarinen stiger til det dobbelte, kaffen 2 kr. pr. kg. o.s.v. øl er ikke steget, heller ikke vermouth og sherry. Men det kan man jo ikke leve af alene. Jeg var i butikken i dag, købte bl.a. 10 øl, da jeg kom hjem, opdagede jeg, at jeg havde kun betalt for 6. Men det skal man absolut ikke gøre opmærksom på, for næste gang er det måske omvendt.

Der er tale om at ovl. Hans Thomsen fra Juelsminde skal berejse kysten til sommer. Det bliver morsomt at møde ham her, hvis det bliver til noget. – Og i øvrigt glæder vi os meget til at Umanak går i overmorgen. Så har vi endelig igen et skib at følge.

Fredag 9/1-1953

Så kom vi da endelig af sted til Fiskenæsset. Kl. 10 lagde vi ud fra kolonihavnen, nåede Færingehavnen kl. 15 og så kunne vi ikke sejle længere den dag. Thi dels bliver det mørkt, dels er Færingehavnen en meget fin naturlig havn. Havnen, som er anlagt som forsyningsstation for de færøske fiskere under Grønland og som også har en norsk afdeling, er lukket i vintermånederne, der bor kun 2 vagtmænd, som passer på det hele ved hjælp af 2 haglbøsser.

Møller, lederen af polioexpeditionen til Grønland, er med mig på turen. Han skal tage blodprøver på befolkningen i Fiskenæsset. Han blev strax søsyg, da Æskulap var kommet lidt ud, og måtte lægge sig, men indgik heldigvis at brække sig. Men han har ikke haft det godt siden. Jeg bliver næsten aldrig søsyg mere, kun lige ved begyndelsen af en tur kan jeg mærke lidt, hvis vi kommer hurtigt ud i det. Men den første dag tager jeg altid en pille før vi starter.

Vi havde jo lidt post med til de 2 ensomme i Færingerhaven, og vi blev strax inviteret på eftermiddagskaffe i lægeboligen (der er et fint lille sygehus og om sommeren læge i F.-havn), hvor de 2 er indlogeret. Derefter blev vi inviteret på middag, som bestod af marsvinebøf, vom var virkelig fin. Ved aftenkaffen kom pludselig 2 grønlændere ind ad døren. Vi troede strax at en fiskebåd også var kommet ind i havnen, gæster er jo meget sjældent i Færingerhavnen ved vintertid. Vi sagde goddag, præsenterede os, grønlænderne, hvoraf den ene talte dansk, præsenterede sig også, og nogen latter blev der, da det opklaredes at de begge tilhørte mandskabet på den gode båd Æskulap af Godthåb. Det var for resten dejligt, at have en dansktalende med for engang skyld, han har været på fiskerihøjskolen i Esbjerg. Ole motorpasser kan kun tale dansk, når han har fået et lille glas, og selv da er det meget sparsomt.

Lige nord for Færingerhavnen ligger et forbjerg, Skinderhvalen, som man nødvendigvis må udenom, og det var en ordentlig vippetur på en times tid.

Lørdag 10/1-1953

Også syd for Færingerhavnen ligger åbenbart et næs (det er bl.a. disse 2 næs, som gør den til en fin naturlig havn), som har et grønlandsk navn, betydende ”det onde næs”. Også der fik vi en god rulletur, og selvgølgelig gik motoren i stå: ulia imermik akoqarpoq (d.v.s. vand i olien). Det er elendig olie, man får heroppe. Ole måtte så tappe vandet af, vi satte sejl, og drev længere og længere ind mod brændingen på næsset. Men motoren kom da i gang igen og vi kunne futte videre.

Kl. 11,30: har lige været på jagt med Rendals haglbøsse, dog kun på Æskulaps dæk – men jeg er alligevel oplagt til en god jagtfrokost. Denne inderskærs sejlads, som vi nu har næsten hele vejen ned til Fiskenæsset, er pragtfuld. Frits skulle lige se mig sidde agterude med haglsprøjten parat til at plaffe på edderfugle og alke, At jeg ingen har fået gør mindre til sagen. Her er mange fugle, men der er ikke let at komme dem på nært hold med en skude som Æskulap. Vi har lige set en ørn, som Steffen, den dansktalende grønlænder skød på, uden at ramme.

Kl. 12,45: det helt store er sket, vi har skudt en sæl. Steffen og Vitus ramte begge samtidig bag øret, meget fint ramt. Vandet farvedes rødt af blod, vilde hyl af begejstring fra grønlænderne, og nu ligger den på dækket. En sortside. Jeg nøjedes med at skyde sceneriet med mit kamera.

Kl. 19 var vi i Fiskenæsset, de 2 sidste timer var mørkesejlads i stille vejr. Det var herligt. At de kan finde vej mellem alle de skær er ubegribeligt. Der er jo ikke ligefrem overflod af sømærker, og i mørke kan de slet ikke ses. Møller og jeg gik op og hilste på Ludvig Egede, udstedsbestyrer, flere år i Danmark. Først vermouth og gin, senere the med boller og franskbrød. Han er ked af Fiskenæsset, kender ingen mennesker (der er ca. 200), vil hellere til Ghb. Kl. 21 kaldte han Godthåb radio (han er jo tillige telegrafbestyrer dog kun med radiotelefon. Alle udsteder får deres telegrammer pr. radiotelefon) og sendte telegram til vore hustruer hjemme i Ghb. i dag går Umanak fra København – hurra!

Søndag 11/1-1953

Kl. 13 holdt jeg konsultation i skolen, trak de sædvanlige tænder ud, gav jordemoderen nye forsyninger. Møller tog blodprøver på en masse mennesker, til undersøgelse for poliovirus-antistof. Han fandt for resten en pige, som sidste 3 uger havde haft kraftnedsættelse af venstre arm, desuden hovedpine og ondt i nakke og ryg. Mange mennesker havde haft hovedpine samt sm. i nakke og ryg i samme tidsrum, så der er næppe tvivl om at også Fiskenæsset, hvorfra ellers ingen tilfælde har været meldt, også har haft polio. Vi blev inviteret til middag hos Ludvig Egede: lammesteg og dåsefrugt. Senere kaffe, senere øl. Man bliver godt beværtet hos de udstedsbestyrere. De 2 jeg foreløbig kender lever næsten som danskere med deraf følgende bedre hygiejne o.s.v. Men begge 2 er desværre også nervøse som mange danskere i lignende stillinger hjemme. Kontor- og papirarbejde ligger vist endnu ikke for grønlænderne.

Mandag 12/1-1953

Vi startede tidligt fra Fiskenæsset for at sejle nordpå igen. På vejen lagde vi til i Grædefjord, hvor der bor 30 mennesker. Om det er til at græde over, ved jeg såmænd ikke. Mange af dem bor endnu i jordhytter, som er taknemmelige at varme op. Men nye huse er ved at rejse sig, de bliver mange gange dyrere at varme op. Og hvor skal de penge komme fra. Folk i Grædefjord lever fra hånden og i munden. – En gammel dame kom, strax jeg var gået i land, ud fra en af jordhytterne og inviterede mig indenfor. Godt jeg havde taget stetoskopet med, for jeg skulle absolut høre på hende. Det gjorde lægen altid. For at komme ind i hytten måtte man krybe gennem en 3 m lang, meget lav gang, vist ikke 1 m. høj, slog da også hovedet et par gange. At Møller, det lange menneske, fulgte efter, er direkte beundringsværdigt. Inde i jordhytten var det slet ikke jord, men såvel gulv som loft og vægge var af træ. Og den gamle havde det virkeligt hyggeligt, efter omstændighederne, naturligvis. Der var kun et rum, ca 2½ x 2½ m, indeholdende en brix m. sengetøj, en kakkelovn, bord, 2 stole. Der var avisudklip på væggene, alle sat op på kulært papir, Pænt og rent var der. Glasvinduer med fin udsigt over skærene, Hun lod til at være godt tilfreds, og får hun en dag et træhus, bliver hendes største problem at få råd til at varme det op.

Vi sejlede snart videre nordpå, jeg skød på en eller anden alk, som imidlertid gik til bunds. Og kl. ca 17 var vi atter i Færingehavn, hvor vi kastede anker. Hos de 2 ensomme fik vi edderfugl til middag. Senere på aftenen kom grønlænderne op til the og smørrebrød.

Tirsdag 13/1-1953

Så har jeg også prøvet at ligge ”vejrfast”, et udtryk jeg så tit har hørt i positionerne. Der blæser en forrygende sydvest, ofte ledsaget af sne, så det er veritabel snestorm. Vindhastigheden er vel 7-8, i perioder lidt mere. Æskulap ligger imidlertid godt i Færingehavnen, den måtte dog flyttes til ny ankerplads tidligt i morges. – Det føles ligesom at have en dag til overs, en dag man ikke ved hvad man skal bruge til. Jeg brugte den til at blive sat i land i en relativ stille periode, Møller føler sig skidt tilpas i dag, ville ikke med. Jeg beså Færingehavnens sygehus, som er nydeligt, de har bl.a. et fint røntgenrum og et ligefrem lækkert mørkekammer. Desværre mangler en ret væsentlig ting endnu: røntgenapparatet!

Jeg ville så have været ned til Æskulap, men det var ganske umuligt, snestormen var så voldsom, at man overhovedet ikke kunne færdes udendørs. Jeg tror såmænd, at jeg på det lille stykke ned til havnen ville være kunnet faret vild. Spiste så frokost i lægeboligen, m. snaps og øl, drak kaffe. Vejret var nu sådan, at man kunne komme udenfor, hvorefter jeg gik til havnen medtagende posten fra Færingehavnen. Det er jo deres eneste chance for at få post med Umanak. Skulle desuden sende telegrammer, tage tomme flasker med, indlevere film i Ghb. Det er jo den slags man ikke kan nægte heroppe, faktisk er enhver båd postførende. Langt om længe lykkedes det at råbe Æskulap op, så de kunne sende en båd ind efter mig.

Møller og jeg prøvede at pilke torsk fra dækket, men fik ingen. Steffen siger, der er ingen på denne årstid. – Så en lang lur fra 16 til 19. Nød så en del af de 3 flasker sherry, vi har med.

Vi har ikke meget vand ombord i aften. Vandtankene kan jo ikke bruges om vinteren. Jeg har måttet børste tænderne i resten af vores aftenthe. Kunne tænke mig at få skyllet fødder, men det blæser for meget, til at hive en pøs saltvand op. Nu til aften er det stjerneklart, et enkelt nordlys ses. Det  kunne tyde på bedring i vejret, så forhåbentlig kommer vi af sted i morgen.

Onsdag 14/1-1953

Kl. 10,30 lå vi stadig i Færingehavn. Vejret knapt så voldsomt. Så kom Ole for at låne tandtængerne, han skulle til at ordne maskinen. Tappede vandet af på forhånd, for gå i stå udfor Skinderhvalen ville være meget ubehageligt. Møller og jeg spiste morgenmad og frokost på engang, for når først vi gynger, er det ikke muligt at spise andet end chokolade og æbler. Man har nok at gøre med at holde sig i køjen.

Så lettede vi anker, og en forrygende gyngetur blev det udenom Skinderhvalen. Vi var på dækket det meste af tide, og det var et pragtfuldt syn. Indtil jeg fik en sø delvis over mig, så måtte jeg krybe ned i tørvejr. Men efter den første times rullen var pynten klaret og resten af turen gik fint. Dog løb vi ind i snetykning, da vi nærmede os Godthåb, og at Ole uden kompas og uden at kunne få landkending fandt vej ind i skibshavnen er imponerende. I Godthåb havde ingen ventet os i det elendige vejr, som det stadig var, så vi var helt stolte, - på Æskulaps vegne. Det var en dejlig tur, ikke så stor en oplevelse som fjordturen, der var ikke de betagende stemninger. Men jeg har nydt det, hver dag, hvad enten jeg sleb mig en skraber nede i køjen eller stod på dækket med haglsprøjten parat.

Fredag 16/1-1953

Nu er vist vinteren for alvor kommet til Ghb. Det fryser nu 12-14 gr., her er meget sne, og i dag den skønneste himmel man kan tænke sig. Vi har kunnet se alle vores fjelde, sadlen, hjortetakkerne og st. Malene. Har været på ski et par timer i fjeldene bag børnehjemmet, en absolut meget beskeden tur, men dejlig. Vil nu til at tage på ski til sygehuset, så kan man løbe lige over markerne.

Det er utroligt med den forandring der kan ske med vejret heroppe, og dermed med landskabet. Vi kan have det mest trøstesløse, elendige gråvejr med blæst og regn, fratager landet enhver form for charme, og så pludselig en dag bydes der på et så pragtfuldt sceneri med så skønne farver, at man ikke ville tro, at de kunne existere. Ved solnedgang bliver fjordene stærkt lyserøde, kort efter bliver himlen over dem så dybt blå, at man tror det kun kan være den syvende himmel. Og det væld af nuancer fjorden kan have.

Tirsdag 20/1-1953

Det blev min sandten tøvejr igen, men kun nogle få timer. Nu til aften sner det og blæser voldsomt.

I aften har jeg atter været til grønlandsk hos provsten. Det er et morsomt sprog. Provsten siger, at det er længe siden de har haft så dårlig en vinter i Godthåb. Det er da en trøst, Men den kan nå at blive god endnu. – Kort før jul gik der en liste rundt til alle husstande i Ghb. med anmodning om at give en skilling til Godthåbs præstegæld. Jeg kan altså ikke begribe hvorfor vi skal være med til at betale præstens gæld. Som om vi ikke har nok i vores egen. Jeg glemte for resten at spørge provsten, om gælden var betalt.

Så døde da Marianne i nat. Det er mærkeligt at tænke på at hun en dag i begyndelsen af dec. kom i konsultationen på sygehuset og fremviste en lam arm, men ellers rask. Og så har man ved hjælp af al vor tids strålende teknik holdt liv i hende i 6 uger mere end hun ellers ville have levet.

Fra Sukkertoppen distrikt kommer i dag meddelelse om dødsfald af polio i Atangmik. Det var en dreng, som kun havde været syg få dage. Det er jo alt i alt en værdig afslutning på polioholdets indsats, men det skal dog understreges, at det ikke er holdets skyld. De har gjort hvad de kunne. Men transportforholdene heroppe er jo vanskelige. Tænk at transportere en patient med respirationslammelse i en lille lægebåd i 3 dg. Det kan en respirationslammelse i det mindste ikke holde til. Skal der gøres noget, så må der sidde et hold på hvert udsted, men det er jo en umulighed. Trods alt er den kvarte mill., som holdet m. udstyr har kostet, vel ikke givet ud forgæves. Menneskeliv er ikke reddet, men skal man se rent økonomisk på det, så har det vist sig, at man næppe opnår noget at afspærre pladser og distrikter. Og man behøver ikke dirigere skibene om, hvad der er en meget stor besparelse.

Fredag 23/1-1953

Så kom endelig den med længsel ventede Umanak. Kl. 7 i morges. Kl. 14 så Tove og jeg, vi var på vej til butikken for at købe sherry og øller, postsækkene blive kørt til posthuset og kl. 17.oo, da jeg kom til sygehuset lå brevene der. Pakkerne var først sorterede kl. 19, jeg ventede på dem og slæbte dem med hjem. Der er næsten tradition for, at det skal være fygevejr, når jeg slæber post hjem. Og så begyndte vi at pakke ud. Aftensmand fik vi ikke, først måtte vi se hvad der var i pakkerne. Anne Marie var kommet i seng, Tove fik lov at være længe oppe. Så lavede vi the og læste brevene, mens vi drak den. Vi savner kun et fra Frits, men det kan komme i morgen. I øvrigt håber vi på, at Umanak også har æbler med til os.

I eftermiddags fik vi besøg af skibslægen fra Umanak, dr. Fenger, som praktiserer i Viby ved Århus. Han sad her et par timer, fik et glas sherry, hvorefter vi drak kakao; Gurli havde netop bagt horn (mosters horn m. ren marcipanmasse). Skibslægen har en broder i Narssak, som er leder af den kgl. Pelsfarm der.

Fra Umanak i nordgrønland kommer der meddelelse om 2 nye tilfælde af polio. Folk vil nok synes at der er underligt, at polioholdet rejser hjem nu, men det gør vist ikke stor forskel. Vi vil sikkert kunne vente tilfælde spredt foreløbig.

Onsdag 28/1-1953

Ja, nu er vinteren vist for alvor begyndt. Sidste uges tid har det frosset omkring 18 gr. hele døgnet rundt. Her er meget sne, I forgårs var Gurli og jeg på en dejlig skitur i fjeldene bag ”Østerbro”, så langt borte at vi slet ikke kunne se kolonien. Det var helt spændende. Og det var pragtfuldt vejr, en himmel så dyb blå, at den slet ikke kan beskrives, og de andre farver kan heller ikke beskrives, de må ses. Det var naturligvis ikke højfjeld, vi var i, men herlig tur alligevel. Petrine passede børnene så længe.

Nu er det om at passe på at rørene ikke fryser. Det er sket rundt omkring i kolonien. Jeg står op kl. 4 morgen for at fyre. I aftes gik vi først i seng kl. 12, så fyrede jeg naturligvis, og regnede med at det kunne holde til kl. 7. Men i nattens løb må blæsten have lagt sig, for ilden var næsten gået ud i morges, og i stuerne var der 8 gr. (altså +).

I dag kom en engelsk trawler til skibshavnen. Der skulle en læge med derud for at se, at der ikke var smitsomme sygdomme ombord og at den ikke kom fra smittehavn. Der var sejlet fra Grimsby d. 10 ds., havde fisket på Fiskenæsbanken, men kom nu til Ghb. for at reparere. Den var vel nok overiset. Skipperen spurgte Jørgensen og mig, hvad i alverden vi boede her for. Vi svarede, at det var fordi vi kunne lide det.

Torsdag 29/1-1953

Vi har nu fået vores frugt, som var med Umanak I. Den sejlede i mandags, er i dag i Ivigtut for at laste kryolit, kan ventes til Kbhvn om 8-10 dg.

I går vik vi 2 kasser med besked om at her var frugten. De havde været opbevaret omhyggeligt i opvarmet lokale for ikke at fryse. Da jeg gik dem åbnet, viste de sig at indeholde 25 pk. Burnus + 25 pk. Rinso, som vi havde bestilt. Da jeg fortalte lagerforvalteren det, sagde han, at så måtte vores frugtkasser vist ligge ude i en pram i skibshavnen, i 17 gr. kulde. Men i dag fandt man imidlertid vores æbler, på posthuset! Hvordan de er havnet der, ved ingen, men de var gode nok. Til gengæld manglede 1/3, forhåbentlig er der nogen der har haft glæde af dem. Til alt held købte jeg i går 7 kg. i butikken, mens der endnu er nogen. Heroppe værdsætter man æbler langt mere end hjemme. Vi har siden vi kom, haft æbler næsten hver dag. Vores grapefrugter kom også i dag. De har også klaret turen fint. De er heldigvis modne denne gang, de tåler nemlig ikke at gemmes længe. Vi har spist den første i dag, den var dejlig. Nu må vi spise grape de næste 20 dg.

Der er i aften måneformørkelse over hele Grønland. Månen er fuld, det er herligt klart vejr, og om ca 1 time er formørkelsen fuldstændig.

I aften fryser det kun 11 gr., selv om man ikke ligefrem kommer til at svede af det, kan det let mærkes at tp. er steget 5 gr. Og det kan let mærkes på fyret.

Mandag 2/2-1953

Så tør det igen. I morges +10, i aften +2. Det er ikke til at forstå. Gamle grønlandsdanske kan heller ikke forstå det, så dårlig en vinter har de ikke haft tidl., selv her i Ghb., hvor klimaet ikke er det fineste. Men det er måske et led i klimaændringen, som gør sig gældende over hele Grønland, og som bl.a. er skyld i, at torsken er kommet herop. Blot tp. i vandet falder 2 gr., forsvinder torsken. Så der et måske lidt dristigt, at opbygge hele landets fremtid på det.

I dag fik vi endelig vand. Vi skulle have haft i fredags, men på gr. af den megen sne, kunne vandvognen ikke køre til vores hus, som ligger lidt fra hovedvejen. Og bull-dozer’en var i stykker. Men i aften har sidstnævnte gravet en fin vej hen til os, og kort efter kom vandvognen. Jeg har ellers måttet hente vand i spandevis hos vores nabo, som er så heldig at have brønd. Der kunne også sagtens være en brønd ved vores hus, men kan man få nogen til at grave den? Det kan man nok ikke, når de arbejder på det nye anlæg ude bag kolonien.

I går var jeg med Æskulap i Qurqut, fåreavlsstationen inde i fjorden. Da 4 timers sejlads fra Ghb. Det var egentlig meningen, at Gurli skulle med, men da jeg tog af sted i går morges, var det snetykning. Senere blev det imidlertid fint vejr. Også i Ghb., børnene og Gurli legede i sneen udenfor huset. Qurqut er et dejligt sted, det mest bemærkelsesværdige var næsten at se så meget krat, pil og el. Bestyreren er islænding, hans kone sygeplejerske, de har 2 små børn. Desuden er der en assistent, men ellers blot grønlændere. I alt ca 20 personer. Det var syge grønlænderbørn, jeg skulle ind at tilse, men da jeg kom, var feberen naturligvis faldet. Hjemturen var skøn, det var stjerneklart, masser af nordlys, og tilmed lidt morild. En skam, at Gurli ikke kom med.

Søndag 15/2-1953

I betragtning af, at vi først kom i seng kl. 6 i morges er vi forbavsende lidt søvnige. (Kan I for resten se, at jeg har sat nyt farvebånd i maskinen?) – Vi var i aftes (og altså også det meste af natten) til fastelavnsfest hos Egebjerg. Der var pligt til at møde med næse, hat, briller (det kom jeg let over) samt madpakke og 2 øller. Resten sørgede Egebjerg selv for, og der var rigeligt. Vi havde det vældig morsomt, de fleste af deltagerne var fra kolonikontoret (altså fra kgl. Grønlandske handel), dette for at adskille dem fra administrationsfolkene (for hvem høvdingen står i spidsen). Kolonifolk og administrationsfolk ligger i en ublodig krig med hinanden, Bortset fra Gurli og forfatteren var konsulen og konsulinden de eneste, der ikke tilhørte kolonien. Konsulen faldt ret hurtigt i søvn i den bedste stol. Det plejer han meget ofte at gøre, når der ikke skal spilles bridge. Mens vi var ude passede Petrine børnene, hun sov naturligvis hos os i nat. Sidste søndag havde vi for resten frk. Lykkeberg, frk. Poulsen og frk. Albertsen (den sidste er de sørgelige rester af det berømte poliohold, som forlod Grønland med Umanak I). Hun er for resten den eneste, der virkelig har gjort et arbejde, hun arbejder stadig energisk med polio-ptt.s lammede muskler og mange af koloniens indbyggere nyder godt af at der befinder sig en massøse i kolonien.

Onsdag 18/2-1953

Ja, så befinder jeg mig atter ombord på Æskulap, som jeg snart betragter som mit andet hjem. Jeg er på vej til Fiskenæsset for at bekæmpe gonorrhoe. Jordemoderen dernede kan ikke klare det alene. Af passagerer har jeg en  moder med 2 børn. Desuden har vi kajakmand med, kajakken ligger med dækket. Han er vores levende iltelegram. Æskulap her nemlig ikke radio, og hvis vi skulle gå fast i isen eller andet, f.eks. få motorskade, kan vi sende ham af sted, for at hente hjælp.

Først går vi ind til Narssak, 2 timers sejlads fra Ghb. Trækker en del tænder ud på udstedsbestyrerens familie. Tønnes Olsen, udstedsbestyreren ell. som det nu hedder handelsforvalteren, er meget bekymret. Han er bange for at torsken atter skal forsvinde fra Grønland, og det er jo væsentlig på torsken man bygger det nye grønlandske erhvervsliv op. Man regner således med at i 1970 har Ghb. 5000 indbyggere (forhåbentlig er jeg rejst inden den tid). Han fortæller, at der før har været torsk i enorme mængder ved kysterne, men de forsvandt atter.

Fra Narssak går vi (sejler naturligvis) til Utorkarmiut, vores mindste udsted. Her bor 18 usandsynligt pjaltede mennesker i 4 træhuse. De bliver meget glade ved at se nakorsaq, og han har efter besøget fornemmelsen at have trukket de fleste tænder på bopladsen ud. Her lever man absolut fra hånden og i munden, fuldstændig afhængig af hvad havet og jagten kan give. Der er langt til den nærmeste butik, som er i Narssak.

Kl. 17 ankommer vi til Færingehavnen, hvor vi skal overnatte. Jeg besøger de 2 vagtmænd. De byder denne gang på stegt sællever, som smager mig udmærket. Og da jeg så kommer tilbage til Æslulap opdager jeg, at jeg har glemt min sovepose i Ghb. Ganske vist har jeg 3 tæpper fra sygehuset, men det var meningen, at de skulle bruges sammen med soveposen.

Det har for resten været en skøn tur i dag, solen har skinnet fra skyfri himmel.

Torsdag 19/2-1953

Ja, det blev en kold nat. Fik efterhånden mere og mere tøj på. Da jeg vågnede i morges v. 9-tiden var jeg faktisk fuldt påklædt. Til morgen spiste jeg øllebrød på dåse, det er dog ikke noget man endnu kan få i handelen. Men Gurli havde i forgårs lavet så meget, at hun ikke vidste hvorledes de skulle få det spist uden mig. Og så tog jeg det med på turen i en mælkedåse. Det smaget godt rørt op med kogende vand. Da jeg kom på dækket var vi inde i Sermilik, en fjord bag Marraq, den tidl. amr. base syd for Færingehavn, ligger nu ubenyttet hen. Vi har allerede sejlet i 3 timer. Havde nemlig i aftes givet ordre til tidl. start. Her er pragtfuldt i Sermilik, stille, solen skinner fra skyfri himmel og længst inde ligger den store bræ. Det hele kan kun beskrives som vidunderligt, en af de store oplevelser Grønland kan give. Vi er på sæljagt, her plejer at være mange sæler, men trods mange skud vinder sælerne. På et skær ligger en rusten amr. landgangsbåd ell. lign., således som det er tilfældet utallige steder i øde egne verden over. Her er for resten slet ikke så helt øde, vi har lige mødt 2 kajakker, de er formodentlig fra Grædefjord, og længere inde mod bræen tøffer en motorbåd.

Kl. 13 går vi fast i isen nede sydpå, Æskulap forsøger sig som isbryder, men den er nu ikke god til det. Så vi må udenom, og vi tager 2 kajakmænd med ombord, så nu har vi 3 kajakker ombord.

Det har været en fin dag selv om vi ikke har fået noget jagtudbytte. Jeg har været på dækket hele tiden, solen har varmet dejligt. Det er nu noget andet end at være sygekasselæge i Danmark.

Vi er i Fiskenæsset kl. 18. jeg bliver inviteret til aftensmad hos Ludvig Egede. Får som varm ret stegte rødspætter, Dem har han fundet ved stranden, fiskerne smider dem væk. For mig er det en himmerigsmundfuld, det har vi ikke smagt siden vi er kommet hertil.

Fredag 20/2-1953

Bekæmper gonorrhoe’en med min penicillinsprøjte. Den ser nu ikke ud til at være så udbredt som ventet. Trækker desuden en del tænder ud, uddeler medicin og gode råd. Spiser middag hos den altid gæstfri Ludvig Egede, stegte ryper, som er de lækreste fugle man kan få heroppe. Vi tager post ombord og starter kl. 14,30 nordpå til Grædefjord (som på grønlandsk hedder Kangerluarssuaq) i græde- , nej gråvejr. Kommer først dertil efter at det er blevet mørkt, har ikke lyst til at gå i land, men jordemoderen kommer ud til mig. Der er ingen syge, men hun vil gerne vide hvem i Fiskenæsset der har gonorrhoe. Da jeg fortæller hvem det er (tavshedspligten gælder ikke for Grønland, som så mange andre love) ved hun strax 2 piger, der skal behandles. Her ved alle nemlig hvem der har samleje med hvem.

Vores kajakmand blev for resten godt fuld i Fiskenæsset, så som telegraf er han ikke meget værd. Det er blæst godt op i aften, Ole er lidt betænkelig, da jeg siger, at vi skal starte kl. 6 i morgen. Men jeg vil nu godt være i Ghb. lørdag aften. Grædefjord er et begrædeligt sted at ligge vejrfast, men jeg har da heldigvis en roman på 600 side med mig.

Lørdag 21/2-1953

Kl. 6,30 starter vi fra Grædefjord nordpå, vi besøger atter Sermilik, men vejret er ikke nær så fint som sidst. Til gengæld er sæljagten bedre, hvilket dog ikke viser sig ved jagtudbyttet. Sådan en sæljagt er meget spændende, men det er næsten synd for den arme sæl. Hver gang den kommer op for at få luft plaffer 3 mand løs på den med deres rifler. Den får vist 30 skud, men vinder alligevel. – Så opgiver vi, går videre mod nord og er i Ghb. kl. 18,30. Det har været en hurtig tur og Æskulap har ikke lavet vrøvl.

Onsdag 25/2-1953

Der er faldet en god portion sne i nat. I lang tid har det frosset omkring 10 gr., hvad vi ikke regner for noget særligt. Først når vi når 15-18 gr. synes vi det er koldt. Det synes folk fra nordgrønland imidlertid er moderat. Da det i dag er solskin og jeg har god tid tager Gurli og jeg på ski, dejlig tur med i masse af sne. Det er nu dejligt at kunne spænde skiene på lige udenfor sin dør og kun have 10 min. til det nærmeste fjeld. Vi kommer hundesultne hjem og drikker kakao.

Torsdag 26/2-1953

Stadig polio. Der er lige meldt et dødsfald i Holsteinsborg.

I aften hørte jeg noget pusle udenfor. Jeg regnede med at vi fik besøg og ventede at se nogen komme ind i stuen. Der kom ingen, men det puslede stadig. Så gik jeg ud for at se efter, og så ser jeg en stor vædder stå og delikatere sig med affaldet i vores skraldespand. Fårene går jo frit rundt heroppe og de har hurtigt opdaget, at skraldespandene, som er et af civilisationens nyeste terrænvindinger i Ghb., indeholder gode ting. Tove har været til dans i aften. Det er vist 4. gang. Danseskolen blev startet for 1 md. siden og har været en stor succes, både bl. danske og grønlændere. Der blev startet et børnehold og et voxenhold. På børneholdet var første gang 80. Så blev det delt i et for store og et for små. Næste gang var der ligeså mange på hvert hold. Men nu er der lukket for videre tilgang. Tove er meget begejstret for det. Jo, Godthåb går fremad med stormskridt på sin vej mod civilisationen. Gurli siger, at det er det herligste dansehold at se på, navnlig hvad angår fodtøj, de kommer i kamikker, skistøvler, gummistøvler, alm. sko og spartasko.

Mandag 2/3-1953

Ja, så er vi kommet ind i forårsmåneden, men bortset fra at det er meget lysere end for 1 måned side, mærker vi ikke meget til det. Når vi nu snart passerer jævndøgn bliver dagene betydeligt længere end i Danmark indtil de omkring sct. Hans varer 22 timer af døgnets 24. Det bliver svært at sove, men det er også derfor vi har bestilt sorte rullegardiner.

I går var vi i skoven. Bogstaveligt talt. Kale, vores altmuligmand, og meget mere, på sgh., har længe plaget mig for at komme på rypejagt. Grunden til at han plager mig, er at han må have mig med for at få Æskulap med. Jeg synes ideen var fin og besluttede at tage Gurli med, hun har slet ikke været udenfor Ghb. efter vi er kommet hertil. Vi inviterede Egebjerg med, han har heller ikke været udenfor kolonien. – Det er nemlig slet ikke let her i Ghb., hvor der er så mange danskere, at komme ud i distriktet. Man skal faktisk have en båd, og jeg er jo i den heldige situation, at have en sådan, som jeg kan sejle med, næsten når det passer mig, med mindre Rendal vil havde den, naturligvis. Der er mange her i kolonien, der aldrig kommer udenfor koloniområdet, og en meget stor del af charmen ved at være heroppe er netop turene rundt i motorbåd. Så noget af det bedste man kan være heroppe, er læge. Og er man gift med en læge, har man naturligvis også store chancer for at komme ud. Til sommer er det meningen at Gurli og børnene skal med mig rundt. Der er plads nok i Æskulap. – Nå, det var et langt sidespring. Vi tog af sted fra kolonihavnen kl. 9, sejlede til Quoqut inde i fjorden, 4 timers sejlads fra Ghb. Det blev det skønneste vejr man kunne tænke sig, selv om det var lidt koldt. I Qorqut, hvor som bekendt fåreavlsstationen ligger, var der ganske stille, solen varmede rigtigt. Vi gik i land, vandrede op i dalen, fortrød vi ikke havde taget ski med, for der var dyb sne. Og så gik vi tur i skoven, som består af mere end mandshøje elmetræer; særlig stor er den ikke, man kan næppe blive borte i den. Men det er dejligt at se nogen beplantning. Og vi tog masser af pilekviste og elmegrene med hjem for at have lidt forår inde i stuerne. Da vi på vejen ned til Æskulap gik forbi bestyrerboligen kaldte fru Stefanson på os og spurgte om ikke vi ville indenfor. Vi kunne lige nå en halv time og fik en grape-tonic, hvor det var dejligt for tørsten. Så sejlede vi kl. 17,30 til Godthåb, hvortil vi ankom kl. 21, 30, Det havde været en fin tur. Afsluttede den hjemme hos os med an flaske rødvin, som Egebjerg gav, og kiks og ost, som vi gav. Og så er vi alle søvnige efter den megen friske luft. Gurli faldt i søvn i sofaen.

Børnene havde Petrine passet, det var gået fint. De er glade for hende, hun er også virkelig sød ved dem og i øvrigt flink, så vi håber, vi kan beholde hende foreløbig. Men grønlandske kivfakker er ikke ligefrem kendt for deres stabilitet med hensyn til at blive i samme plads i længere tid.

Gurli var glad for at hun fik stiftet bekendtskab med Æskulap, og meget opsat på at komme på langtur med den.

I øvrigt regner vi med, at alle vores pårørende hjemme i Danmark har travlt med at skrive breve, for på torsdag afgår Disko. Med den venter vi meget, 25 kg grahamsmel, en B & O pladespiller, som jeg lige har bestilt, så nu skal vi altså til at samle grammophonplader. Tænkte meget på at købe en beocord, men syntes alligevel det var for mange penge. Grunden til at vi vil have en pladespiller, er at vi hører alt for lidt musik heroppe. Navnlig om morgenen savner vi den. Og lytteforholdene på Grønland er absolut dårlige. Vi glæder os også til med Disko at få ny avisforsyning. Den sidste modtagne bunke ordnede vi omhyggeligt og vi har kun taget en om dagen. Vi er kommet til 21. dec. Så de kan nogenlunde slå til indtil Disko kommer. Kun en sjælden gang snyder vi os til at kigge i avisen for ”i morgen”.

Har været i bad på sygehuset. Der er altid rig. vand og vandet er godt så længe septictanken ikke fryser og løber over, ned i brønden. Det er faktisk sket en gang for et par år siden. Så kunne de poste septictankens indhold ud af vandhanerne. Det er jo et kredsløb, som sparer på brøndvandet.

Har rent glemt at fortælle, at vi i Qorqut så en rigtig levende hest. Det var faktisk dagens største oplevelse.

Fredag 6/3-1953

Atter i aften i vandet på sygehuset, det var dejligt varmt. Der er ganske hyggeligt på sgh. om aftenen. På st. 1 ligger Juliane, en af vore elever. Hun er lige op. for brok. Og har sin rejsegrammofon på stuen, og den går ustandseligt, til glæde ikke alene for den dreng og de 2 piger hun ligger sammen med, men også for det meste af gangen. Jeg har måske aldrig fortalt, at her ligger patienterne på stue sammen uden hensyn til deres køn. Og når jeg ligger i badekarret kommer eleverne ganske ugenert ind i badeværelser og henter ting som de skal bruge, og det generer dem heller ikke at jeg står splitternøgen op og sæber mig ind. Og der er absolut ingen nysgerrighed i det.

Søndag 15/3-1953

Sidste 5 dg. stiv kuling fra nord og tp. omkring 15 (neg. naturligvis), det er det værste vejr man kan få i Ghb. Vi har 10 gr. i stuerne om morgenen, og bruger en masse kul, fyret skal op på 75-80 gr. for at vi kan få det varmt. Men indefra tager vejret sig ellers fint ud, solen skinner fra en fuldst. Klar himmel, og fjorden damper, når solen skinner på den. Selv i denne kulde er der ingen is i fjorden, bortset fra isskosser fra bræerne derinde i bunden. I fredags var jeg i Narssaq, kun en tur på 2 timer, men rasende kold. For en gangs skyld ikke i Æskulap, den er ved at få indlagt elektricitet; derfor sejlede jeg med Angut (betyder mand), som er en del hurtigere end Æskulap. Gurli skulle egentlig have været med, men dels var det meget koldt, dels havde Anne Marie lige været syg i en hel uge, og var knapt kommet sig helt. Hun havde haft tp. til 40,5. Hvad hun fejlede ved jeg ikke, men da hun fik penicillin, faldt tp. strax. Gad vide hvad lægerne gjorde i gamle dg. før penicillinets tid.

I dag skal der være skistævne i Ghb., ude ved Dyvelskløerne. Er blevet beordret til at deltage. Var meget beæret, trods alt måtte jeg jo have gjort nogen fremskridt i at færdes på brædder, men da jeg for ca. 10 dg. kom til det forberedende (afholdtes i landshøvdingens kontor) viste det sig, at jeg skulle med som lægekyndig portvagt. Det vil ikke sige, at jeg skal kontrollere billetter ell. lign., men at jeg skal sørge for at alle slalomløberne kommer gennem min port på slalombakken. Jeg fik at vide, at jeg skulle have den farligste port og blev opfordret til at tage forbindssager med. Om nu porten er farlig for mig ell. for deltagerne ved jeg ikke rigtig endnu. – Men hvor bliver det koldt at stå stille derude i nordenvind og -15 gr. I dag er det ikke klaret med at tage lange underbukser på, der må mindst 2 par til og et par korte foruden meget andet. Grønlænderne er meget dygtige på ski, de har aldrig lært det, men de har de naturlige anlæg for det, de kender terrænet og er, trods bulldozer, wienerbrød og el-vaskemaskiner, endnu intimt samlevet med naturen. Men det bliver en hård omgang i dag, der er ingen nysne, det har føget meget sidste uges tid, al sne er hård som is.

For 14. dg. siden holdt jeg foredrag i Nunavta K’itornai (ungdomsforeningen) om nødhjælp. Det gik udmærket, jeg opfordrede tilhørerne til at deltage i det samariterkursus, som jeg bliver nødt til at arrangere til efteråret. For et par dg. siden var jeg i butikken. Et af bestyrelsesmedlemmerne er ansat her, og han rakte mig en kvittering og bad mig kvittere for at have modtaget 15 kr. for foredraget, hvorefter han altså gav mig 15 kr. Men jeg var ærlig talt himmelfalden, og næsten flov ved at modtage pengene, selv syntes jeg ikke foredraget var 15 kr. værd. (forhåbentlig har tilhørerne syntes det).

I øvrigt er den store begivenhed at der er bevilliget en jeep til sygehuset. Så er der chancer for at den kommer om ½ års tid.

Mandag 16/3-1953

Det blev en skrap omgang med det skistævne. Meningen med det var at udtage deltagere til et skistævne, som i Påsken skal afholdes i Sukkertoppen ml. Holsteinsborg, Sukkertoppen og Ghb. Nogen økonomisk succes blev det ikke, det var godt der var så mange officials, for vi skulle også betale 1 kr. for at være med. Som ”stævnelæge” fik jeg ikke meget at gøre, til gengæld kom alle de forfrosne ører til behandling på sgh. i dag. Men at løbe 5 km på ski i -18 gr. og norden storm er jo mildest talt vanvittigt, når man løber uden hovedbeklædning.

I morges kl. 6, da jeg stod op for at fyre, frøs det 20 gr., stormede stadig, i stuerne + 6, is i køkkenvaske., - Kolonikontoret havde i morges -2, de fyrede extra kraftigt op i kakkelovnene, hvorefter kontoret begyndte at brænde. Dog blev kun loftet og et skillerum ødelagt.

Torsdag 19/3-1953

Gurli kan absolut ikke forlange mere af en fødselsdag: Vejret er strålende, det har sneet i nat, så den efterhånden meget nussede sne er blevet overtrukket med et nyt lag; vandmanden har været her (i morges havde vi ikke en dråbe, udover det der står i radiatorsystemet) og wc-spanden er blevet tømt. Endvidere bagte vi grahamsbrød i aftes og sidst, men ikke mindst: Disko ligger ude i skibshavnen, kom i morges, og i aften kan vi få post fra Danmark. At få danmarkspost på sin fødselsdag her er jo meget fint. – Tove er helt syg af spænding, hun ved at der kommer pakker og spiser som følge deraf intet.

Fredag 20/3-1953

Gurlis fødselsdag gik fint: vi havde fødselsdagsgæster: Rendal m. frue, Egebjerg, Karup-Petersen, frk. Hansen og frk. Lykkeberg. De kom kl. 8, vi havde travlt med at arrangere, at vi slet ikke fik tid til at læse brevene hjemmefra. De fik ostemad m. rødvin, senere kaffe m. likør, sherry og vermouth. Alt var vellykket, vi kom i seng kl. 4. Egebjerg sørgede for musikken, han havde pladespiller med.

I går brændte for resten det amr. konsulat, ikke helt ned, men nok til at konsulen måtte flytte ned til høvdingen. Det var en stor begivenhed. Brandsprøjten var i funktion, og der var udlagt slanger ned til fjorden. Det , som ikke er brændt, er i det mindste ødelagt af saltvand. Man må håbe, at de forenede stater har en ordentlig brandforsikring. – Nå, så i morges fik vi først tid til at læse brevene hjemmefra og fik så først at vide, at Gurlis onkel var død. Vi blev selvfølgelig ikke helt overraskede, vi vidste jo, at det var noget, som kunne ske hver dag, men alligevel er det mærkeligt, at få at vide at han har været død i næsten 3 uger. Vi har jo hele tiden troet, at hvis noget sådant skete, ville vi få telegram.

Lørdag 21/3-1953

Jeg bestilte en pladespiller hos den stedlige radioforhandler (en af byens nye private erhvervsdrivende, tidl. radiotekniker v. telegrafen). Det var en B & O pladespiller med skifter, long-playing o.s.v. Den kom som postpakke, elendigt emballeret, eboniten og noget af kabinettet smadret, så den går retur med samme skib. Til Grønland skal alt emballeres godt. Det eneste smadrede vi endnu har fået, er van Gogh’en.

Har været hos landslægen i dag, han tilbød mig stillingen som distriktslæge i K’udtligssat som ligger på Diskoøen, det er den koloni, som har kulbruddet. Stillingen bliver formodentlig ledig engang  i løbet af sommeren. Jeg er ikke ked af at være i Ghb., men kunne jo lide at se noget andet af Grønland, eller rettere sagt at se noget rigtigt Grønland., for det er Ghb. jo ikke. Det er en underlig sammenblanding. Nu får vi se.

Søndag 29/3-1953

Nu har Frits jo fået sin scooter, jeg vil ikke stå tilbage, så jeg anskaffer mig i købet af sommeren en hundeslæde med tilhørende hunde. Formodentlig da. Thi der er megen stor sandsynlighed for at vi om få mdr. flytter nordpå til K’utdligssat. Landslægen telegraferede strax hjem, at jeg var interesseret i stillingen og departementet har svaret: intet at indvende Bredmose. Man vil helst have stillingen besat med assisterende læge og jeg er den som bedst kan rejse i år. Næste år rejser Rendal sandsynligvis til Sukkertoppen og det er ikke godt at begge læger rejser fra et sted samtidig. Her er altså underforstået, at jeg i det mindste skulle rejse næste år, og det synes alle nu at jeg skulle, for Ghb. er ikke Grønland. – Vi havde ellers tænkt meget på Nanortalik, den sydligste lægestilling i Grønland, syd for Julianehåb, den skulle vist blive ledig til næste år, men bliver det vist ikke alligevel. Dog kan den udmærket blive det alligevel, men heroppe ved man aldrig noget om noget. Nu er chancen der for K’utdligssat og kan jeg få den, tager jeg den. Og det er næsten sikkert, at jeg får den. Gurli vil gerne derop; som hun siger: vi kan ligeså godt udnytte tiden heroppe til at se så meget som muligt, det hele er gratis. Og vi får en pragtfuld rejse op langs kysten, får oplevet midnatssol, polarmørke og hundeslæder, altså rigtig Grønland på godt og ondt. Klimaet deroppe er meget finere end her. Alle gamle grønlandsdanskere her sukker efter nordgrønland. Det bliver jo mere primitivt for os deroppe, der er dog elektricitet og biograf, men sine forsyninger må man selv importere, butikken er næppe så velforsynet som i Ghb. Og vi kan jo ikke der få en kasse æbler og do. appelsiner midt om vinteren. Men Ghb. er også det eneste sted, der er så velforsynet. Og det er jo egentlig ikke for forsyningernes skyld man tager til Grønland.

Vejret er meget fint i denne tid, desværre var det elendigt i onsdags, vi havde netop planlagt tur til Kangeq, Gurli skulle have været med, men stormen aflyste turen. Og nu kommer det til at knibe med at komme af sted, for i morgen begynder vi folkeundersøgelse: hele den grønlandske befolkning skal gennemlyses.

Vi har nu fået vores frugt, 20 kg cox orange hjemmefra. Desuden bad jeg Thorkil købe 10 kg appelsiner og 20 stk. grape i butikken, han må have misforstået, for vi fik 10 kg app. + 20 kg. grape, men de skal nu nok blive spist. Og der er en dejlig duft i vores frugtkælder nu. Al frugten ligger på hylder. Anne Marie holder meget af grape, Tove spiser helst app., begge spiser gerne æbler.

I aftes var jeg til film på sgh., gammel Arhof-farce: ballade i Nyhavn, som jeg svagt mindes at have set for år tilbage. Bilerne kørte m. generator, men ellers var det sjoveste at se et rigtigt jernbanetog.

Vi har for resten fået ny kivfaq. Petrine, som vi var meget glade for, ville til et sted, hvor hun kunne bo, og det er der jo ikke noget at sige til. Men hun skaffede os selv en afløser, og det er vist den største service man kan opnå fra sin kivfaq.

Fik fat på et par alke i går, dem skal vi have stegt i dag. De plejer ar være meget lækre. Vores bryllupsdag fejrede vi med at tage hul på en dåse skinke og en flaske rødvin. Begge dele fine. – for nogle dg. siden fik vi for resten hellefisk, smalte herligt stegt; de fanger en del af dem her 1½ kr. for ½ fisk.

Tirsdag 31/3-1953

Gik atter i dag i fiskehuset, ville egentlig købe torsk og rogn, men fandt nogle store fladfisk, mindede om rødspætter. Det var de såkaldte oqutaq, på dansk ising. Købte strax 2, 50 øre stk. kun, (for at undgå misforståelser: fiskene kostede 50 øre pr. stk.). De var lækre, da de havde været på panden, og dejlig afvexling fra den evindelige torsk.

Fredag (lang-) 3/4-1953

I aften er det lykkedes mig at få fyret på 101 gr. C. Det kan nok være jeg fik lukket for skorstenen og åbnet for alle radiatorer, og tp. er allerede faldet til 90. Man her er godt varmt. Nu har der i 2 dg. været fuldst. stille i Ghb., altså vindmæssigt, og så i aften efter at jeg har fyret på, beg. det at blæse kraftigt. Ærgerligt for resten, vi skal nemlig til Kangeq i morgen, men det skal såmænd nok blive aflyst på gr. af vejret. I aftes var Gurli og jeg hos Karup-Petersen, der som bekendt er fuldmægtig i administrationen. Desuden var konsulen der, han faldt i søvn kl. 12, samt fuldmægtig Bornemann og frue. Vi havde det hyggeligt, fik rejer og ost, som skylledes ned af hvidvin og rødvin, derefter cognac og sherry til at styrke os på. Jo, heroppe bliver man sat i spiritus ganske langsomt indvendigt fra. Jeg holder mig nu som regel til vinene, drikker så lidt spiritus, som jeg kan være bekendt, det kan nemlig meget let blive til at man render 2 g. om ugen. Og det er der ingen af os, der gider.

Torsdag 9/4-1953

Nej, det blev selvfølgelig ikke til noget med turen til Kangeq. Men 2. påskedag måtte jeg rykke til Kornoq, 5 timers sejlads herfra, med 2 timers varsel. Kl. 9, da vi sad ved morgenmaden ringede dr. Rendal og spurgte om jeg havde lyst til at tage til Kornoq, der var en pige derinde, som var meget syg. Allerede kl. 11 var Æskulap klar, jeg havde Gurli og Tove med, det var meget fint vejr. Karla, vores nye Kivfaq passede så Anne Marie. Hun er ikke let at have med, for hun tisser stadig i bukserne. I Kornoq fik vi med megen besvær pigen om bord, Gurli og jeg besøgte udstedsbestyreren, som er broder til Ole, vores styrmand. Jeg fik 2 øller, Ole fik 3 og en med i baglommen, men vi kom da godt tilbage til Ghb. alligevel, var først hjemme kl. 23.30. Udstedsbestyreren havde været gift i 5 år, havde i disse fået ligeså mange børn og ventede nr. 6. Hun så også meget træt og bleg ud (hans kone altså), Gurli syntes det var så synd for hende, at vi burde give hende et pessar. Dagen efter nævnte Rendal rent tilfældigt, at hun hørte til dem der havde fået pessar, men tilsyneladende uden effekt. Det er jo ikke gjort med at udlevere et pessar, det kræver ligeså meget oplæring af begge parter, og når grønlænderne har fået lidt spiritus er det svært for dem at kontrollere de forskellige drifter, som vi mennesker er blevet velsignet med. Det er nu noget som absolut ikke fælder grænlænderne alene. – Pigebarnet, som vi havde med til sygehuset, er fra Holsteinsborg (der er masser af torsk i Ghb-fjorden og derfor mange fremmede fiskere med familie), hun udmærkede sig den første dag på sygehuset ved at spise al pålægget på maden, men lade brødet gå tilbage. Nordpå er de ikke rigtig brødvante.

I går var Æskulap i Kangeq uden læge, for at hente en fødekone; barnet var imidlertid dødt inden Æskulap nåede frem. Jeg havde bedt jordemoderen, som tog med, købe alke til mig, og hun havde 11 med hjem. Nu skal de slås, så skal en del af kødet i fryseren på sygehuset, og af leverne skal der laves leverpostej, som skal smage lige så godt som gåse-do.

I nogle dage har vi haft en lille pige fra Kapisigdlit liggende på sygehuset med høj feber. Nu har vi fundet ud af at hun har tyfus. Også hun er nordfra, med sine forældre på fiskeri i fjorden. Her i distriktet findes kun paratyfus, nordpå har de også tyfus. Nu skal altså alle beboere derinde hurtigst muligt vaccineres, og jeg tager derind søndag, så kan jeg stikke dem mandag morgen. Muligvis tager jeg Gurli med, hun vil meget gerne, så kan hun også indvi sin nye sovepose. – Jeg tog selv vaccine i går, mærker som sædvanligt intet, men Tove, som også fik, er syg i dag, hun havde høj feber i nat. Og det værste er, at hun så ikke kommer til dans i aften, det glæder hun sig ellers meget til, men det tænkte vi desværre ikke på i går.

På sygehuset har vi ellers travlt for tiden, vi gennemlyser 50 grønlændere hver dag, hvad der er ret anstrengende, så efter grønlandske forhold har vi meget at gøre. Endelig i dag kom vandvognen, vi var lige ved at løbe tør. Den har nemlig haft axelbrud, men det lykkedes dem heldigvis at udbedre dette i påsken. – Nu gælder det ellers om mere end ellers at koge alt drikkevand, jeg har ellers hele vinteren drukket ukogt vand, men nu tør jeg ikke mere. I det hele taget bør man vel, med det dårlige vand og den ringe mængde af det vi har, om ikke andet så af lægelige grunde, ganske fraråde brugen af vand indvendigt. De ædlere organer, som vi alle har indvendigt, er jo trods alt alle for gode til det misbrug, som anvendelse af vandvognsvand er. Og en flaske amontillado koster kun 8 kr.

Fredag 9/4-1953

Ha! – der bliver ingen leverpostej af de fugle, for de var alle tomme indvendigt. De har spist alle de ædlere dele derovre i Kangeq.

Søndag 12/4-1953

Klokken er 21, vi, d.v.s. Gurli, Tove og jeg glider med Æskulap i en dejlig stille aften gennem Godthåbsfjordens spejlblanke vand; om ca 1 time er vi i Kaposigdlit, hvor jeg i morgen skal vaccinere hele befolkningen mod tyfus. Tove kan lide at sejle, for øjeblikket ligger, ell. rettere står hun op i sin køje. Ole har for resten fødselsdag i dag, han har lige været herinde for at skænke en snaps op til mig. Han plejer gerne at få en sherry, når jeg har noget med. Anne Marie er sat i pleje hos Rendal.

I aftes var vi til middag hos Rendal, fik snitte med alkeleverpostej, derefter alke som benløse fugle. Frk. Lykkeberg udmærkede sig senere på aftenen ved at gynge i lysekronen. Første gang lykkedes det hende at sprænge sikringerne, anden  gang faldt hun ned på ryggen med lysekronen over sig. Hvilket ikke skal få jer til at tro, at det var en abefest. Hun var den eneste, der forsøgte sig som abe.

Nu har jeg live været oppe på dækket, jeg kan se lysene i Kapisigdlit. Nu vil vi til køjs. Gurli skal indvie sin nye sovepose.

Mandag 13/4-1953

Blev en dejlig dag. kl. 9 tog vi i land, slog vort hovedkvarter op i skolen og vaccinerede 2-300 mennesker. Mindedes turneen i sin tid til de tyske flygtningelejre. Gurli fyldte sprøjter, jordemoderen førte lister og jeg vaccinerede. Tove gjorde også nytte, idet hun rakte Gurli de nye ampuller. Også udstedsbestyrerens kone, fru Holm, mødte op, tyk, smilende og gæstfri som altid. Og da vi var færdige med at stikke, spiste vi naturligvis frokost hos dem. Pastor Heilmann fra Ghb., som også var på fjordtur, deltog også. Vi fik naturligvis øl og snaps, men det bedste var friske blødkogte æg fra egen hønsegård, desuden henkogt helleflynder og andre lækre ting. Bagefter kaffe med masser af guavarom og pludselig var klokken 15, 30. Såvel præsten som jeg skulle til den anden side af fjorden, Neriunak, men da såvel herrens som Æskulaps tjener skulle have lejlighed til at nyde godt af begges ydelser, besluttede jeg at udsætte vaccinationen hinsides til i morgen. – så gik vi tur udover isen på en bugt af fjorden, som er meget bred derinde. Vejret så fint som tænkes kan, og varmt og stille. Fandt hurtigt at par torskehuller, kastede min pirk ud, fik eft. 2 min. bid, som slap, eft. atter 2 min. atter bid, sprang atter, men 1 min. efter kunne jeg hive en fin torsk op. Og var jeg blevet stående ½ time, havde jeg fået 10, men hvad skulle jeg dog gøre med dem. Der er et enormt torskefiskeri derinde, der exporteres store mængder saltfisk og tørfisk til middelhavslandene. Nå, vi lagde fisken på isen, tegnede en ring udenom den og skrev nakorsaq i sneen. Men hvem ville dog der finde på at stjæle en torsk. Vi gik videre, kom til den berømte elv, den eneste heroppe, som har rigtige laks. Den var delvis brudt op, men vi kunne dog let gå på den. Kom hurtigt til en sø, hvor der var fiskehuller, prøvede atter med min pirk, men her gik det ikke så let. En fåreavler, som boede lige i nærheden af elven påstod, at der var mulighed for ørreder også på denne årstid, men vi havde desværre ikke tid til at blive der flere timer. Kl. 20 var vi tilbage hos Holms, hvor vi fik the og hjemmebagt franskbrød, og kl. 23 lod vi os sejle ud til Æskulap.

Tirsdag 14/4-1953

Kl. 8,30 sejlede vi over til Neriunak, hvor vi i skolen vaccinerede knap 100 mennesker. Neriunak er et fåreholdersted, men de fleste fisker også en del. Her er virkeligt frugtbart. Eft. det golde Ghb. er det dejligt at gå rundt mellem elle- og pilekrat. Og i dag er det rigtig tøvejr, joe

rden dufter herovre af muld, noget man ikke kender fra Ghb. Lyng er her også, og blåbær i store mængder. 2 små elve løber ud i fjorden her, de er dog endnu ikke brudt op. Da vi er færdige med vaccinationen, går jeg med jordemoderen på sygebesøg, det er lange strækninger, der skal tilbagelægges, helt ud til Igdlorsuit (= de store huse). Imens plukker Gurli og Tove elle- og pilekviste.

Ved 12-tiden er vi færdige, så er det om at komme om bord, hvad der absolut ikke er let. Æskulap ligger et godt stykke ude, bro er der ikke noget der hedder her. Jollen har Æskulap mistet, men vi kan komme ud med en lille fiskerbåd. Men for at komme til den skal man klatre over glatte, ofte stejle klipper, men Tove klarer det fint og vi andre ligeledes. Og så går det atter hjemad. Da vi passerer Qorqut siger Ole: imeqa Qorqut, hvormed han mener, at vi måske bliver nødt til at overnatte der, idet han er klar over at der er tåge og sydvest over Ghb. Og han har fuldst. ret, men det er kun det sidste kvarterstid før Ghb., vi kommer ud i rigtig gyngetur, heldigvis bliver hverken Gurli ell. Tove søsyge. (Ombord på Æskulap regner jeg mig for søstærk, men jer er klar over, at jeg udmærket vil kunne blive søsyg på en anden båd.) Da vi omsider ligger ved broen i kolonihavnen i Ghb. tager Æskulap sig nogle ordentlige ture lige op og ned for her slår søen lige ind. Gurli er lige ved at blive dårlig, så hun bliver ekspederet i land i en fart. Og det er en rigtig pibende sydvest over kolonien, det øser ned, og bakken ved høvdingeboligen er som en elv. Tove har kun kamikker på, de bliver fuldstæ. gennemblødte, jeg har heldigvis gummistøvler, så jeg må slæbe hende hjem på ryggen. Jo, nu er det rigtig godthåbsvejr.

Onsdag 15/4-1953

Så er jeg blevet distriktslæge. Landslægen ringede til mig og fortalte, at departementet var indforstået med, at jeg overtager Kutdligssat distrikt, hvilket vil sige hele Disko øen og den del af den nord derfor liggende Nugssuak halvø. Deroppe bliver jeg ene læge med et sygehus på 20 senge i Kutdligssat og et mindre på 6-8 senge i Godhavn, det sidste til daglig ledet af en sygeplejerske. Det bliver jo spændende, alene det at få sit eget sygehus, det kan man først få i Danmark, når man efter at have skrevet sjæl og ånd ud af kroppen, har nået det 45. leveår (jeg ved der findes undtagelser, men konkurrencen er nu meget hård). Klimaet i nordgrønland er fint, ikke den evige blæst, som i Ghb., som om sommeren har en meget stor nedbørsmængde i tilgift. Alle, som har været i nordgrønland, er begejstrede derfor, og regner slet ikke Ghb. for Grønland hvad man også hurtigt opdager, at det ikke er. Det er meningen vi skal rejse herfra i slutningen af maj. Også Gurli glæder sig meget.

Søndag 26/4-1953

Det er i dag det fineste vejr det har været i hele vores tid i Ghb. Blikstille, solen bager fra en skyfri himmel. Tove har været hos Rendal hele dagen; hun fortæller, at hun har været ude på Umanak med Rendal og Sten pr. rutebil.

Gurli, Anne Marie i legevognen og jeg trak ud til skibshavnen for at tage de sidste farvebilleder. På vejen mødte vi frk. Hansen, belæsset med bagerens bedste brød, og vi kom naturligvis indenfor i mågehuset, fik en kop eftermiddagsthe m. guavarom. Vandrede derefter videre til Umanak, hvor vi lagde vores breve i postkassen. Da vi kom hjem var der 28 gr. i stuerne. Jeg kunne i dag gå uden overtøj, hvad I sikkert har kunnet længe i Danmark. Og vores svinekød samt kalve-do er kommet i aften, nu skal vi have svinekoteletter til aften. Har allerede smagt en smule af det. Det smager underligt, helt anderledes end alke. Tænk, der var for 97 kr. kød.

Lørdag 2/5-1953

Det viste sig, at Tove aldeles ikke havde været på Umanak. Rendal havde ikke været med dem og sikkert heller ingen anden. Men da Tove hørte, at vi havde været på Umanak kunne hun naturligvis ikke tænke sig, at hun ikke havde været der, og derfor fortalte hun strax, at hun havde været der. Og der er ingen tvivl om at hun selv tror det. Hendes fantasi er meget livlig. Som bekendt har Rendal fået høns. Nogle dage senere en hane. Så kom Tove hjem og fortalte, at Rendals hane var fløjet ned til Suomi (formentlig Simony, af hvem Rendal fik den), og på vejen fløj den ned gn. bagerens skorsten så den blev sort over det hele, og nede i bageriet spiste den wienerbrød. – Jo, hun er begyndt at digte.

Vi har nu i lang tid haft det dejligste forårsvejr. Sneen er næsten væk, smeltevandet også. Vi har de skønneste solnedgange, man kan tænke sig. Foråret har ord for, at være den bedste tid i Ghb. Børnene leger meget ude og har fået en dejlig kulør i ansigtet. – I dag har jeg suppleret min garderobe med en hel kuffertfuld af tøj. Jeg har købt skindtøj, bjørneskindsbukser, bjørneskindkamikker og –vanter samt sælskindsanorak. Det havde jeg aldrig troet jeg skulle komme til at eje. I skulle se mig i det, det kan slet ikke beskrives, synet. Selv Gurli er vildt betaget, og hun har dog kendt mig i mange år. Jeg købte det af en grønlandsk telegrafist, han har selv skudt bjørnen i Scoresbysund i 1943 og har ikke brugt det siden 1945. De bjørneskindsbukser drømmer jeg om i nat. – I dag har jeg gravet kul, som en forsmag på Kutdligssat. Det er ikke få kilo jeg har kunnet finde udenfor kulkældervinduet. De lejede tager det ikke så nøje med hvor mange, der går ved siden af.

Mandag 18/5-1953

Måtte i dag expres en tur til Kangeq, udstedsbestyrerens kone var blevet syg pludselig. I løbet af en time havde Ole båden klar, og turen derover var den roligste, jeg har haft den vej. Selv i det forblæste, golde Kangeq var der i dag helt dejligt med sol, stille vejr og duft af lyng og mos fra fjeldene.

Torsdag 21/5-1953

Atter en af disse helt ubeskrivelige dage, og i dag er hele familien med for første gang. Kl. er 20., solen står endnu højt på himmelen, der er fuldst. stille, ”sigtbarhed ubegrænset”. Sidder på dækket på Æskulap og skriver dette. Naturen er så storslået her, man kan bedst forklare det hele ved, at man føler at man lever intenst, som om man er en del (ganske vist meget lille) af helheden (nu bliver jeg vist pantheistisk). Men tankerne går let på langfart, helt ind i den metafysiske verden. – Gurli og Anne Marie sover nede i kahytten, Tove sludrer med grønlænderne.

Mod syd har vi Skinderhvalen, mod nord Hjortetakkerne, vi er på vej hjem til Ghb. fra Færingerhavnen, hvor jeg på sygehuset har hentet en lille pige på 11 mdr., som af en eller anden grund var blevet indl. der. Lægen i Færingerhavnen (der er kun læge i sommerhalvåret, og han er kun læge for færinger og andre skibes besætninger, som kommer i havnen) mente hun havde medfødt hjertefejl, bad sygehuset i Ghb. modtage hende, og jeg greb strax chancen for endnu en tur sydpå og for at vise Gurli Færingehavnen og Utorqarmiut.

Vi lagde ud kl. 8,30 fra kolinihavnen i strålende sol, besøgte først Utorqarmiut, vores mindste boplads m. 4 huse, så deres konebåd, som skal være den sidste på vestkysten (kan ellers ses på Nationalmuseet, som så megen anden kultur), besteg et lille fjeld, hvor vi fandt små hvide blomster. Købte 2 tinguit (sællever) for 6 kr. til frk. Lykkeberg (som har inviteret os til middag på sællever, men ikke kunnet skaffe en sådan, hvad der ligner hende meget godt). Fra Utorqarmiut tog jeg 2 piger med som passagerer til Ghb. den ældste har lige ofret til havguderne, da vi rundede Skinderhvalen for lidt siden. Her er nemlig ingen skær, de store oceandønninger når helt ind til kysten. – Disse utorqarmiutere lever en rigtig fangertilværelse, fisker, jager (der er vilde rensdyr) og opretholder på den måde livet på den mest primitive måde som tænkes kan (de bruger dog naturligvis skydevåben, men fra kajak, og i et af husene står en fin radio, som en kontrast stærkt mod hele Utorqarmiut såvel i materiel som psykisk henseende). Men de har også langt til købmanden, ca. 45 km. ad søvejen til butikken i Narssaq. Tror faktisk de er tilfredse med deres tilværelse, de vil i det mindste ikke flytte, hvad man har tilbudt dem. Men deres hygiejniske forhold er næppe så gode.

Et stykke udenfor Utorqarmiut mødte vi en kajakmand, som berettede, at han længere ude havde set nisat (marsvin) og så stak vi til søs. Vi fandt også marsvinene, de legede som kun marsvin kan det, vi jagede dem i hen ved 1 time, men Ole kunne ikke ramme nogen af dem. Spændende var det.

Og så kom vi til Færingehavnen, hvor vi strax begav os til sgh., som er temmelig nyt og særdeles velindrettet. Der er plads til ca 20 ptt., sidste år var der 85 indlæggelser (altså i løbet af ½ år). Havnelægens største arbejde består i at behandle søfolk ambulant, spec. færinger, men også franskmænd, nordmænd og portugisere kommer dertil. Vi fik kaffe på sgh., snakkede med lægen, som havde praktiseret nogen tid i Danmark, men ikke kunnet udholde dette længere. Nu havde han købt et hus i Birkerød til familien og derefter taget dette job for sommeren. Vi sad ret længe og sludrede, Tove fandt hurtigt en lille pige at lege med (datter af sygeplejersken og telegrafisten, som altså er gift, vel at mærke med hinanden), men kl. 17 måtte vi af sted igen, vi måtte jo se at komme hjem med børnene engang. Sådan set er der intet i vejen for at sejle hele natten, det er rigeligt lyst til det. (Så det gør egentlig ikke noget, at vores styrbords lanterne sidder til bagbord og omvendt. Men for et par mdr. siden havde Æskulap kun en petroleumslampe dinglende i masten, så der er sket store fremskridt.) – Når vi nu var i Færingehavnen ville vi lige se asgricos anlæg; det er et privat selskab med norsk, dansk og færøsk kapital. Det er meningen de vil tjene store penge ved at handle, hovedsagelig med fisk og produkter heraf. Det er et ganske imponerende anlæg, mange bygninger, siloer og lign. Og et pust fra den store verden fik man ved at se en stor norsk båd fra Bergen ligge ved kajen, som i øvrigt er den eneste virkelige kaj, jeg har set i Grønland.

Så satte vi kursen nordpå, tog en grønlandsk sejlbåd med kajak ombord og 3 marsvin på slæb, så efterhånden er vi sit 20 mennesker ombord. Men med en kajak, 1 sejldugsbåd og en stor sejljolle er det vist heller ikke uforsvarligt.

At jeg betragter Æskulap som mit andet hjem er ikke mærkeligt, men også Tove føler sig fuldstændig hjemme ombord. Hun klatrer mange gange om dagen op og ned ad den lodrette trappe til lægekahytten, så godt som nogen helbefaren og hun står gerne alene i styrehuset sammen med rorgængeren, mens vi andre ligger og tager middagssøvn.

Kl. 24 er vi tilbage i kolonihavnen efter en virkelig fin 16-timers tur.

Onsdag 3/6-1953

Kl. er nu, da jeg sidder og skriver dette, 11, vi har lige forladt Egedesminde, som set udefra vandet er et temmelig kedeligt sted. Egnen heromkring er temmelig flad, man savner de høje fjelde. Kunne desværre ikke gå i land her på gr. af polio. Nu går vi til Christianshåb og Jakobshavn.

Det er jo en langvarig flytning. 1. pinsedag begyndte vi for alvor at pakke, 2. pinsedag ringede Egebjerg og spurgte om vi kunne være færdige til onsdag, så kom nemlig Jutho. Og så må vi jo være færdige, vi havde ellers regnet med, at rejse med Tikeraq om søndagen. Vi pakkede og pakkede, hentede flere trækasser på sygehuset, ind imellem drak jeg ½ fl. sherry og onsdag aften var det hele færdigt, torsdag morgen hentede de godset, i alt 46 colli og kørte det ud i skibshavnen. – Men så viste det sig at Jutho skulle have forbindelse med Dronningen i Gbh. I huset havde vi kun 3 madrasser fra sgh. samt vore soveposer og 4 tæpper. Fredag fik vi så lov at flytte om bord i Jutho, hvor vi fik en dejllig stor kahyt med rig. med gulvplads. Vi kan faktisk alle 4 være på gulvet samtidig. Det kunne vi ikke på Umanak. Til gengæld er her ingen varm vand. Forplejningen er for så vidt god (ikke på højde med Umanak), men vi savner meget et måltid om eftermiddagen. I lørdags kom så Dronningen til Ghb., afgik atter nordpå søndag kl. 13, hvorefter vi endelig kom af sted kl. 14.

I Ghb. gik min barbermaskine i stykker, lod radioteknikeren se på den, han kunne ikke reparere den, hvorefter jeg lørdag eftermiddag måtte gå på kæmnerkontoret for at hæve penge til en ny, som de heldigvis havde i butikken. Det er mig umuligt at undvære, får strax udslet, hvis jeg barberer mig med blad i flere dage. Også her på Jutho er der stikkontakt. De sidste dg. i Ghb. var vi på kost hos frk. Hansen, mågehuset. Her smagte vi bl.a. sælkød for første gang, og vi kunne lide det. Hvad der har stor betydning, når vi skal nordpå.

På turen nordpå sprang vi desværre Sukkertoppen over. Gik direkte til Holsteinsborg, hvortil vi ankom mandag. Holsteinsborg ser malerisk ud, husene ligger op ad ret stejle klipper, og her stiftede vi for første gang bekendtskab med grønlandske hunde, som ikke engang gjorde forsøg på at æde vore børn. Men forsigtig skal man nu være med dem. Det har jo været vores største betænkelighed ved at tage nordpå. Hvor var der varmt i Holsteinsborg, fortrød jeg havde taget frakke på i land. Men i Ghb. blæser det jo altid. Vi besøgte sygeplejersken, som vi kender fra Umanak, hun viste os sgh., som ikke er noget sygehus men et plejehjem for tuberkuløse. Så besøgte vi lægen, hvor vi drak kaffe.

Da vi kom til Egedesminde i går eftermiddags lå dr. Galster-Bach her i sin lægebåd og ventede på Dronningen. Vi fik så lejlighed til at snakke sammen et par timer nede i min kahyt. Han er meget begejstret for Kutdligssat, og mener, at vi vil blive det samme. Der er en god lægebåd m. 4 køjer, distriktet er stort, hele disko samt Sarqaq på Nugssuak. Det er et udmærket distrikt for en rejselysten.

I aften kunne vi have set midnatssolen, hvis vi havde villet, men først kl. 0045, hvis I forstår meningen. Sådan siger i det mindste kaptajnen, og det kan jo heller ikke være midnat over hele vestkysten på samme tidspunkt. I forgårs aftes så jeg solen gå ned i havet kl. 23, det er jo da også temmelig uvant. Og midnatssol får vi nok af i Kutdligssat.

Torsdag 4/6-1953

Nej, vi får slet ikke midnatssol at se i Kutdligssat, fjeldene tager den. Men vi får den jo nok at se på nogen af vore sejlture. Desuden har jeg hørt, at der ikke er badeværelse i huset, hvad jeg hele tiden havde taget for givet. Men vi klarer det jo nok. Vi er nu i Jakobshavn, her har vi ligget hele dagen. I morgen går vi til Kutdligssat, men da 5. juni pludselig er blevet helligdag i Grønland (vi er jo nu blevet et dansk amt), kan det næppe lade sig gøre at  losse skibet og altså heller ikke vores flyttegods, hvorfor Gurli og børnene tager med videre helt til Upernavik, hvorfra skibet returnerer til Kutdligssat. Jeg bliver desværre nødt til at stå af i Kutdligssat, det havde ellers været sjovt at se den nordligste koloni ved samme lejlighed (bortset fra Thule). Ganske vist siges Upernavik at være et trist sted, men det er altid sjovt selv at konstatere det.

I formiddags var vi på sygehuset, som man jo plejer heroppe. Her så jeg tilfældigvis hvorledes man vaccinerer mod kopper, det har jeg faktisk aldrig rigtig været klar over. Og det er jo noget jeg kommer til derovre på Disko.

Efter en fin frokost med masser af friske grønlandske rejer (det er årets første og fanget på bestilling til Jutho, vi købte dem ude i bugten i går eftermiddags) gik vi atter i land alle 4, op på en fjeldtop, hvorfra mægtig udsigt over bugten. Vandet blikstille, de hundrede af kæmpemæssige isfjelde (nu er vi klare over, at vi aldrig før har set isbjerge) i alle mulige fantastiske former spejlede sig og i baggrunden så vi let diset Diskos fjelde dækket af indlandsisen. Synet er ganske overvældende, man får en slags evighedsfølelse derved. Men Gurli har ganske ret i, at det hele er dødt, Grønland er netop et dødt land.

Det var også spændende sejllads at sejle ind til Jakobshavn i går, ind og ud mellem isfjeldene, som jo kommer inde fra Jakobshavn isfjord, her findes verdens største bræ. Ibland kan man høre dumpe drøn derindefra eller fra isfjeldene, som revner. Vi skal på i morgen kl. 6 for at se udsejlingen herfra. Set herindefra den naturlige havn er udsejlingen helt blokeret af is.

5 franskmænd fra victor-ekspeditionen er gået i land fra skibet her i Jakobshavn. De skal med en kutter ind i fjorden til deres opstigningsbase ved randen af indlandsisen. Gurli er i aften gået tur alene, op på et højt fjeld, hvorfra man skal kunne se bræen.

Mandag 15/6-1953

Ja, så sidder vi her altså, vi er faktisk kommet i orden i vort skæve hus her i Kutdligssat. Huset er hyggeligt, men vist ikke særlig godt, det er utæt både for vind og vand, nu skal vi se om det kan tætnes lidt, men det er ikke sikkert vi tør lade Gurli og børnene bo her i vinter. I så fald kommer de hjem sidst på året, men der er jo god tid til at afgøre det. Der er altså en vis mulighed for det.

Det er mærkeligt, men strax jeg gik i land i Kutdligssat, det var fredag 5. ds., syntes jeg ikke rigtig om det. Og jeg føler mig stadig ikke hjemme. Således som jeg strax gjorde i Ghb., men det kommer måske, skønt jeg tror det ikke. Vel var Ghb. noget underligt noget, lignede en krydsning mellem en byggeplads og en jernbaneulykke, men jeg befandt mig altid godt der. Jeg ved ikke hvad det er der gør, at jeg ikke bryder mig om Kutdligssat, om det er de høje fjelde, som her er nærpå, eller måske følelsen af at være afsondret, eller måske mangelen på mørke (som til gengæld kommer i rig. mængde til vinter). Selvfølgelig er det ikke værre end at jeg kan udholde det, men det er egentlig mærkeligt.

Søndag, altså for 8 dg. siden, kom så Gurli, børnene og vore møbler tilbage fra Upernavik, hvor Gurli så det flotte sgh., Grønlands fineste. Så stort at halvdelen af befolkningen kan ligge på shg., mens den anden halvdel kan leve af at hente vand til det. Allerede kl. 1 om natten blev de første af vores kasser bragt ud, man da det er lige så lyst som om dagen, tænker man ikke på det. Senere på dagen kom resten.

Vi har en flink kivfaq, Arnanguaq, hun stiller hver morgen kl. 8, vil helst bo hjemme, hvad vi er meget tilfredse med. Hun starter med at tænde op i kakkelovnene og komfuret, dækker derefter bord til os. Kl. 9.30 går jeg, så beg. nemlig konsultationen. Der har dog ikke været ret mange i de dg., jeg har været her. Sygebesøg er der ikke mange af, folk her er opdraget til at komme til lægen, og ikke omvendt. Det kunne også være tiltrængt i Danmark. Foruden at være distriktslæge her er jeg regnskabsfører ved sygehuset. Det er dog kun det allersnævreste sygehusregnskab jeg har, udbetaling af løn til kivfakker, betaling af butiksbogen, køb af grønlandsk proviant. Det kan godt betale sig, at føre regnskabet, det giver hjælp til rengøring af kontoret, indtil 75 kr. mdl., og dermed er kivfaklønnen betalt.

Vi har sået vores mistbænke til, ærter, radiser, salat, majroer, spinat. Nu skal vi se om der kommer noget af det op. Og i store trækasser inde i stuen har vi sået persille, purløg og blomster; disse kasser skal så senere stilles ud i solen. Nu til aften sner det, tp. er + 1. Det er ganske sjovt at se radiser mens man kigger ud over 10 store isfjelde.

Her er meget kønt, der er ingen tvivl om at det er et af de kønneste steder i Grønland, det kønneste vi har set. Der er en masse grønt op ad fjeldene, og meget mere kommer, når først rigtig det bliver sommer. Pragtfuld udsigt er her over vajgattet til Nugssuaqhalvøen, smalleste sted er 21 km. Men det tor man ikke når man ser det. Her er altid 20-30 isfjelde, nogle strandede.

Kolonien beherskes fuldstændig af kulbruddet. Naturlige levemuligheder for grønlænderne er her ikke, kun ringe jagt, slet ingen fangst, noget fiskeri. Kulbrydningen, som hidtil vist har været noget amatøragtig, skal nu rationaliseres, et dansk ingeniørfirma har overtaget brydningen. Her bor vel 40 danskere, men vore børn er de eneste danske børn. Til trods for at de fleste er unge mennesker. Den flotteste bygning her er kirken, ganske ny, plads til 350 personer, (ved dansk gudstjeneste var der engang 8 tilhørere) bygget i bedste københavnske forstadsstil fra Rødovre ell. Husum. Den er nærmest grim. Også skolen er ny, i det mindste bygget efter krigen, men ellers er det meste noget gammelt bras, altså også lægeboligen, som synker midtpå. Så vi kan rigtig mærke hvordan det er at gå op ad gulvet, det kræver faktisk flere kræfter end at gå ned ad gulvet. Linoleum på alle gulve, væggene oliemalede, der er pænt overalt og absolut hyggeligt. Men utæt. Ubegribeligt, at min forgænger har været så vildt begejstret for den gamle hytte.

Komfuret er jo noget for sig, men det kan dog bruges. Det er allerede lykkedes mig, at tage 4 ringe af på en gang, og navnlig at lægge dem på igen, det er nemlig det sværeste, men jeg synes jeg klarer det ligeså godt som bedstemoder. Sygehuskarlene står heldigvis til vor disposition. Den ene henter vand til både os og sygehuset i en nærliggende elv, den anden henter kul, sørger for optændingsbrænde og fodrer hundene. De er alle flinke til at opvarte os. Og Arnanguaq er også dygtigere end vore 2 kivfakker i Ghb.

Børnene har det fint, bortset fra at Anne er lidt forkølet, De finder sig strax til rette under de nye forhold, løber rundt efter hinanden i hele huset. Udenfor spisestuen er en lille hundegård, deri en hun, Sussi, med 5 hvalpe. Dem er børnene naturligvis meget interesserede i, navnlig Anne Marie kan stå i halve timer i vindueskarmen og betragte dem. Børnene skal have en af hvalpene at lege med, når de kan tages fra moderen. Udenfor huset er der så en noget større gård, hvori børnene og vi selv kan nyde solen, når den er fremme. I gården er en gynge, vi har fået lavet en sandkasse, desuden er der 2 store mistbænke. Men en kedelig ting ved Nordgrønland er det jo, at man ikke kan lade sine børn løbe frit omkring.

Tirsdag 16/6-1953

Var oppe ved midnatstid for at kigge ud bag rullegardinet, Det var atter helt klart med storslået udsigt ned langs vajgattet. Men nu til morgen atter overskyet, regn, + 2 gr. Det er nok det danske aprilsvejr, som er kommet hertil.

Torsdag 18/6-1953

I går blev vejret endelig nogenlunde, i dag er det simpelthen vidunderligt, solen skinner fra en skyfri himmel, og den bager, vi har siddet udenfor 2-3 timer i eftermiddag, drak vores the i det fri. Lågene kom af mistbænkene, det er om at udnytte solen, når den er her. Men det er den vist ofte her oppe. For tiden altså hele døgnet rundt, det kan være lidt generende om natten, heldigvis har vi vore rullegardiner, det hjælper lidt, men der er overhovedet ingen forskel på dag og nat med hensyn til lys. Nu er der atter lidt krusninger på vajgattet, men i eftermiddag var det næsten spejlblankt, fjeldene begyndte at spejle sig på den anden side. Der er ingen tvivl om at vejret betyder meget heroppe, det gør det naturligvis alle steder, men det at naturen er så ualmindelig bar og gold heroppe, gør at man trænger langt mere til godt vejr end i Danmark, hvor regnvejr jo kan have sin store charme, hvad det meget sjældent har på Grønland. Vi fik pludselig post i går, men at der ingen grammofonplader var med, er næsten mere end vi kan tage. En ringe trøst er det, at det er gjort i en god mening, men vi hungrer efter musik. Modtageforholdene heroppe er meget dårlige om sommeren, Godthåb kan overhovedet ikke høres, retransmissionerne over Godhavn er dårlige. Men lægebåden er gået til Egedesminde og Christianshåb eft. post fra Disko og formentlig Bjørn Clausen, så nu håber vi på i morgen.

Vi har heldigvis ingen polio her endnu, Egedesminde har stadig nyt tilfælde og har anmodet om flere læger.

Der har været båd fra Sarqaq i dag, (det kommer der ret ofte, for her kan de sælge næsten al proviant, bl.a. kan sgh. aldrig få nok af frisk proviant). Jeg købte 35 kg sælkød og 8 kg sællever, naturligvis til sgh., men lidt er der dog til os selv. I aften skal vi have stegt lever, som, det har jeg vist fortalt, er en herlig spise. I øvrigt spiser vi angmassater, det er vist en sildeart, men kun halvt så store som sild. Man køber en spand fuld ell. en skål fuld, spiser dem stegt, en 10-15 stykker pro persona, de smager herligt. At jeg spiser benene med, vil ingen, som har kendt mig tidl., tro på. Men man lærer meget heroppe.

En af hundene blev dræbt i går, den har bidt 2 af karlene, ikke alvorligt, men det er nok til at den må likvideres.

Ja, det var vel nok en lækker lever, Det er bare om at spise løs af den, ligeså meget man kan spise, det er jo begrænset hvor længe den kan holde sig. Vi fik lidt af den til frokost, og der er til middag en gang endnu. Og kun 1,35 kr. pr. kg. Og Gurli er blevet helt dygtig til at bokse med komfuret, hun plejer nu at gå ud af kampen som sejrherre på points. Det værste er når ringene fra de 2 store ildsteder bliver blandet sammen.

Lørdag 20/6-1953

Ja, vi kan næsten ikke tilgive fader, at han ikke har sendt grammofonpladerne, bare han dog ikke havde skrevet at det var med overlæg.

Nu er det sommer i Kutdligssat, i det mindste hvad vandforsyningen angår. Vandledningerne er lagt ud, ovenpå jorden, naturligvis, og lige udenfor vores hus er der en hane. Vandet kommer fra en elv. Nu behøver vi ikke længere spare på vandet. Her er vi i øvrigt ikke afhængige af en vandmand, vi behøver blot bede en af karlene hente en junge fuld af vand til os.

I går var Gurli sammen med koloniens ”damer” til fødselsdag hos vores nabo, lærefruen. Det var fint vejr, børnene og jeg drak kakao ude i haven. Og vi havde taget 2 af hvalpene ind til os. Den ene hedder Marie, ved det at den altså ligner Anne Marie, som til gengæld rigtig ligner en hundehvalp.

I går havde jeg tandpine, hvad der i sig selv naturligvis ikke er af større betydning, men dog ubehageligt. Det værste var at det var i den tand, som jeg fik rodbehandlet i Godthåb fra nytår og som først blev fyldt i maj kort før vi rejste nordpå. Derfor gør det mig lidt urolig, for hvad skal jeg gøre, hvis det bliver galt igen?

Tandlægen i Umanak er hjemme på permission, Egedesminde spærret, nærmeste tandlæge er altså i Ghb. – Det begyndte i øvrigt ved juletid 1952. Smerterne blev værre og værre, tanden kunne hverken tåle varmt ell. koldt, ej heller at tygge. Jeg måtte overgive mig, tage magnyl, codyl, coffiplex og pethidin, hvoraf efterhånden intet hjalp, til sidst sågar kokain i ren substans, som jeg lagde ned i caviteten. Nu spørger i hvorfor jeg ikke gik til tandlægen? Havde desværre selv været med til at lægge hende i sengen få dage i forvejen med årebetændelse. I min dybe fortvivlelse tog jeg en aften varmepude på kinden, hvad der er det værste man overhovedet kan gøre i et sådant tilfælde (det burde min fysiologiske viden have fortalt mig, men min cerebrum må have været sløret dels af smertestillende midler, dels af smerterne selv) for det blev tusindfold værre og jeg havde det som skulle jeg explodere. Nytårsaftensdag gik det op for tandlægen hvor galt det var med mig og hun lovede at åbne for tanden. Vi fik fat i en bil, som kørte hende over til klinikken, og aldrig har jeg syntes så godt om boreapparatet som den dag. Så oprettede vi en overenskomst, når jeg kom for at give hende penicillin, skulle hun skifte min tand, hvilket altså foregik på sengekanten. Senere bredte betændelsen sig til alveolen, og lige til midt i maj måtte jeg gå til skiftning 2 g. ugl. Det var første gang i mit liv jeg havde tandpine, men jeg føler mere med folk med tandpine efter dette.

Børnene finder sig fint til rette heroppe, de har aldrig leget så godt sammen som her. Hvad der er godt, for her er ikke andre danske børn, og jeg vil ikke have de leger med grønlandske børn her, hvor der er så megen tuberkulose. I Ghb. legede de med grønlandske børn næsten hver dag de sidste 2 mdr. Hvad jeg også synes de har godt, af, selv om de så skulle få en gang lus af det, hvad de dog ikke har fået. Men de sociale forhold blandt grønlænderne i ghb. er sandelig også meget bedre end her. I aften er det lykkedes os at bage et franskbrød i komfurovnen, som ifølge vore naboer skal være en meget dårlig ovn. Men det blev et fint franskbrød, der er vist også brugt mange kul, køkkenet var så varmt som i Kbhv. under en hedebølge. Det er meget vigtigt at kunne bage her, da man kun kan købe rugbrød i bageriet, og der er jo lidt langt til Jakobshavn.

Søndag 21/6-1953

Hurra – vi har fået en radise, eller i det mindste begyndelsen til en. I den anden mistbænk – den med ærterne – hænger jeg nu en petroleumslygte ud om natten, jeg synes det går lidt langsomt.

Tove og jeg har i dag hentet flere legevognlæs sand i en nærliggende grusgrav (det ligner det i det mindste) til børnenes sandkasse. Det er noget Tove kan lide. Og vi har været lidt oppe ad skråningerne, der kommer flere og flere blomster, røde, hvide og gule.

Opildnet af vores succes i aftes med franskbrødet, har Gurli i aften lavet mazarin, jeg grahamsbrød. Begge dele står i ovnen nu, Gurli ligger i vores største balje ved siden af og nyder det varme vand. Jo, det går tilbage, men det kan virkelig lade sig gøre at blive ren. Det har man ganske godt af at erfare.

Torsdag 25/6-1953

Så ligger vi i Jakobshavn med Holger Kjær, og her ligger vi godt og fast, isfast må det vel hedde, for udsejlingen er spærret af is. Kl. er nu 11, vi sidder alle 4 på dækket, som er fint indrette til samme brug, solen bager, myggene sværmer omkring os. Tove og jeg har lige været i land, i butik og hos bager. Bageren her, som har både wienerbrød og kransekage, tiltrækker folk fra hele Diskobugten, og det er faktisk også derfor vi er her. Har bestilt finbrød til sgh. samt 100 stk. kransekage til sygeplejerskerne og os selv. Det er lige godt den længste tur jeg har været efter brød; i Rinkenæs kørte jeg en søndag morgen til Gråsten efter rundstykker, i alt 8 km. Heroppe drejer det sig om i alt 16 timers sejllads efter brød.

Det er meningen vi skal ned til Claushavn, lidt syd for Jakobshavn, en af vore elever skal hjem på ferie der, og jeg skal købe ell. rettere bestille hundefoder, tørrede angmassater, og menneskefoder, frosne hellefisk, til vinteren. Jo, man har mange hverv her.

Vi sejlede fra Ktd. I går kl. 11 til Sarqaq, hvor jeg vaccinerede og trak tænder ud. Hannibal er i Danmark, men vi så hans drivhuse med både jordbær og roser. Så sejlede vi til Jakobshavn, hvortil vi ankom kl. 1 i nat, og nu ligger vi fast her. Gik i land i morges for at købe rundstykker, måtte nøjes med thebirkes, hvad heller ikke er at foragte; bageren siger, at det ikke kan betale sig at bage rundstykker, med mindre der er skib i havnen, han kan til hverdag kun sælge 10.

Holger Kjær er en elegant båd, men der er knap så god plads i den som i Æskulap, og den gynger betydeligt mere, hvad der værst for Anne Marie, som strax blev søsyg i går, så hun måtte ned at ligge.

Og så venter vi blot på at iskolosserne udenfor skal lette, så vi kan komme ud; imedens hygger vi os på dækket, Gurli strikker og jeg skriver.

Kl. 23 Sidder atter på dækket, det er en pragtfuld aften, som jeg ikke troede kunne indtræffe på Grønland. Inde fra land blæser en vind så lun, at man skulle tro det var umuligt og den er så fuld af stærke krydrede dufte, at man kan blive helt beruset deraf. Og det er jo lige så lyst som om dagen, og dog står solen ikke så højt på himlen som oppe hos i Ktd.

Har lige prøvet at lade min pirk hoppe op og ned i vandet, men det er for tidligt, torsken er endnu ikke kommet så langt nordpå, først i juli.

Vi har lige været i land, drak the hos udstedsbestyreren, Frits Fencker, broder til Hannibal. Hos ham traf vi de helt store eskimoforskere, Magistrene Glob og Helge Larsen fra Nationalmuseet. Deres båd, Daniel Brun, ligger her i havnen.

Allerede kl. 13 forsøgte vi at komme ud fra Jakobshavn, men måtte vende om, alle vegne var der spærret af isfjelde, det ene mægtige ved siden af det andet. Men ved 17-tiden bliver det højvande, så kommer der gang i dem igen. Så gik vi alle 4 i land, købte 1 ton friske hellefisk, traf den assisterende læge på gaden, hvorefter vi gik hjem til ham for at drikke the. Han bor i 514-hus, har et værelse mere end vores i Ghb., men ellers samme indretning. En ting mangler de, og det forstår man ikke, der er ingen indhegning om huset, hvor børnene kan lege i fred for hundene. Det har ikke kunnet bevilges. Kl. 18 startede vi så og denne gang lykkedes det for Holger Kjær at smutte mellem isfjeldene, efter 2½ times sejllads kom vi til Claushavn, som er et skønt sted.

Fredag 26/6-1953

Det var næsten umuligt at komme til køjs i aftes, så skønt var det. Vi startede kl. 0.30 fra Claushavn og tog så turen i et stræk til Ktd. Kort efter at være startet kom Severin, vores motorpasser, op med 2 stykker kogt laks til Gurli og mig, det smagte naturligvis meget bedre end den ørred, vi fik i Norge (for det er ikke laks, men ørred). Dejlig natmad var det. Kl. 12 var vi atter tilbage i Ktd. Turen op gennem vajgattet er eventyrlig skøn. Det er en stor oplevelse at se de kolossale ismasser ved Jakobshavn, men jeg foretrækker de mere spredte isfjelde i Vajgat. Og hele turen har været begunstiget af det fineste vejr man kan tænke sig. Børnene har da også fået en fin kulør. Og mange mygstik, især Anne Marie.

Lørdag 27/6-1953

Nu er den nordgrønlandske sommer vist begyndt for alvor. Solen skinner fra en fuldstændig skyfri himmel dag og nat, i aftes kunne vi næsten ikke sove for varmen i soveværelser (til vinter bliver det for kulden) vi fyrer ikke mere. Børnene leger udenfor i sommertøj, jeg har siddet 1 time udenfor i badebukser og kigget ud over isbjergene. Og vore urter skyder i vejret med en voldsom fart.

Arkæologerne fortalte os for resten, at Kutdligssat betyder stedet med de store lamper, hvad der så kan ligge i det.

Lørdag 4/7-1953

Det fine vejr bliver ved, solen skinner 24 timer i døgnet (hvad der er meget sjovt de første 2 nætter, senere ret irriterende, man kan ikke komme i seng og resultatet er at man er søvnig om morgenen). I dag er her undtagelsesvis søndenvind, så der er lidt koldt i vores have, ellers kan vi sidde ude det meste af dagen, jeg iblandt i badebukser.

I onsdags var Gurli og jeg på bjergbestigning, det er i det mindste det nærmeste vi har været ved den sport. Det var en 4 timers tur i fjeldet bag Kutdligssat, og efter vores forhold meget anstrengende. Gurli kom højest, så højt, at hun ikke turde komme ned til mig igen. Og når vi så står og ser det hele nedefra, ser det ud af ingenting. Det er utroligt så højt op der gror pil. Et stort vandfald er der deroppe, som forsyner vores elv med vand. Og en fantastisk mængde myg (de er ellers ikke så slemme i selve Ktd) på min venstre underarms overside talte jeg efter turen 25 mygstik. Kunne selvfølgelig have undladt de bare arme, men det var for varmt. Der hvor vi spiste smed Gurli alt undtagen brystholder og slacks. (På billedet man ser hvordan). Vi havde håbet at nå en sø, som ligger deroppe, men det lykkedes ikke, og Gurli tør ikke mere, jo mere hun tænker på turen, des mere bange bliver hun. Men skønt var der deroppe, og skønt er der i det hele taget i Vajgat. Vi har haft så mange pragtfulde oplevelser, at vi ikke fortryder vi tog nordpå, vi havde snydt os selv for noget ved ikke at se det.

I næste uge skal vi til Godhavn, der er 13 timers sejllads, derfra til Diskofjord, og måske hjem nord om øen.

Mandag 6/7-1953

I aftes kom Jutho, tudende sig ind til Ktd. gennem meget tæt tåge (vi kunne knap se sygehuset fra vores hus). Jutho kommer for at hente tub.-patienter til Danmark og vi regnede med at vores veninde fra Ghb., frk. Hansen fra Mågehuset, var sendt med for at tage sig af patienterne, så trods det at midnatstimen nærmerede sig stærkt, stak Gurli i gummistøvlerne (som er blevet gode efter at være blevet forsynede med skumgummisåler) begav sig ned til ankerpladsen, hvor det lykkedes hende at finde en båd, som kunne tage hende med ud til skibet, og der traf hun ganske rigtigt frk. Hansen, som hun så kom hjem med lidt over midnat. Og vi drak naturligvis the m. guavarom lige til kl. 4, mens vi sludrede om ”gamle dage i Ghb.”. Så gik Gurli og frk. Hansen tur, og for at vise hende Ktd., måtte de gå op over tågen, så de kom først hjem kl. 6 morgen. I morges kl. 9 tog jeg så ud på Jutho sammen med tub.-ptt., som jeg afleverede til kaptajnen, til gengæld modtag jeg 4 glas portvin (havde kun fået en kiks til morgenmad) i privaten oppe på broen. Så så jeg Kingmeq (kulbrudets motorbåd, som bruges som havnebåd, selv om her ingen havn er) komme, ville gå i land, men foran på Kingmeq sad de 3 små piger og så måtte Tove naturligvis med op til kaptajnen, hvor hun fik en drink, vi andre ligeså, og så var den formiddag gået.

Torsdag 9/7-1953

Så ligger vi fast igen med Holger Kjær, men denne gang vejrfast og i Godhavn, som bærer sit navn med rette, man ligger fint i læ her. Blæser, så vidt jeg kan dømme, styrke 6, og tæt tåge, så det var umuligt at sejle herfra til Diskofjord. Har lige været oppe på dækket for at fange uvakker, fik 2; nr. 1 gled ud mellem ræling og dæk, nr. 2 var for lille, så blev det for koldt og jeg krøb i køjen. Vi er alle 4 med denne gang også, det går fint. Gurli er glad for sin sovepose, den er dejlig varm, det er min efterhånden ikke, den er så flad af at være presset sammen i mange år, at der ikke er nogen fylde i fjerene.

Holger Kjær (opkaldt efter grønlandsk læge, som endte som medicinalkonsulent i styrelsen) har den store fordel, at der er opgang direkte fra kahytten til styrehuset. Dette er så stort, at vi fire og mandskabet kan være der på en gang uden at genere hinanden, og der er fin udsigt. Så selv i koldt vejr kan vi nyde turen.

Godhavn er et ganske kønt sted, nede ved stranden var vi ved at tro vi var i Danmark, sand og marehalm gled blikket henover, men så traf det 7-8 isfjelde, som lå lige udenfor. – Vi har efterhånden set mange kolonier (Gurli sågar Upernavik) og de ligner jo hinanden i forbavsende grad. Hvilket sådan set slet ikke er så forbavsende.

Vi startede kl. 15 i går, var først i Ujaragssusuk, hvor jeg vaccinerede og gav gode råd og penicillin. Videre til Godhavn i det fineste vejr man kan tænke sig, ankom hertil kl. 04.30 i morges. I formiddags holdt jeg konsultation på sgh., hvor den største begivenhed var, at jeg kunne blive barberet, da sgh. er en af de få institutioner, som har el.

Fredag 10/7-1953

I dag været i vores fjerneste udsted, Diskofjord, i godt vejr ca 18 timers sejllads fra Ktd. Man må håbe, at de ikke bliver akut syge derude. Det var en ret god gyngetur derud de tre små piger blev lidt søsyge, og lagde sig til at sove. Da vi kom derud dumpede jeg lige ned i en fødsel, efterbyrden var endnu ikke kommet, kastede mig over barnet med min calmettesprøjte. Det kan man da kalde et lynhurtigt lægevæsen. Så fik vi kaffe, hos udstedsbestyreren, en ung kvik mand, som talte fint dansk, og så glad og tilfreds ud. Til gengæld så konen træt og udslidt ud, 3 små børn og det fjerde godt på vej. På væggen hang for resten en gammel bekendt: kan du inte tala? – Så holdt jeg konsultation, der kom bl.a. en dame, der spyttede blod, jeg sagde der var intet i vejen, hvad skal jeg ellers sige, og hvad skal jeg gøre med hende. Hun må blive gående hjemme på udstedet og smitte en halv snes andre. Akja!

Vi sejlede tilbage til Godhavn, heldigvis i fint vejr. Og til aften har jeg fanget 4 torsk samt en ulk, de sidste blev sat ud igen. På ulken sad for resten en torsk, men den gled af, da jeg trak den op.

Søndag 12/7-1953

Vi havde ingen brød i morges, måtte sende bud til sgh. før vi kunne får morgenmad, fik til gengæld et halvt franskbrød ud, samt naturligvis rugbrød. Men franskbrød er vi jo ikke forvænte med. Holdt atter konsultation, spiste middag hos sygeplejersken, hvor jeg derefter traf ”min” sundhedskommission i Godhavn, bestående af palase (præsten) og bogtrykkeren.

Palase startede med at sige: De er en ung en! – Og jeg måtte naturligvis spørge ham hvor ung han troede. – 28!! Trøstede ham med, at jeg fyldte 33 om få dage. --- De var begge meget bange for polio, hvad der er meget naturligt. Egedesminde er jo strengt afspærret stadig, men varer må man gerne få derfra. Der var imidlertid kommet rugbrød derfra, dette blev af sundhedskommissionen erklæret smittefarligt, og under iagttagelse af alle regler sænket i havnen. Nu vil drilagtige hoveder i Godhavn, spørge om fiskene må spise rugbrødet, og om beboerne derefter må spise fiskene.

Om eftermiddagen gik vi ud til Gelting, mag., dr.phil., botaniker, bestyrer af arktisk station, som for årtier siden blev grundlagt af mag. Porsild. Han har boet der i 5 år, arbejdende på flora grønlandica. Hans kone er svensk, også botaniker. Han er en morsom mand, hyggelig, noget ejendommelig, kendte onkel Carl (”en af de få virkelig verdensberømte danske botanikere”). Vi drak the derude, børnene legede med deres børn, piger på 4 og 6 år. Utroligt som Geltings store pige lignede Tove ganske som man kan tænke sig Tove vil se ud om 2 år.

Arktisk station er et stort komplex, stort laboratorium, med store samlinger, bibliotek. Utroligt frodig er terrænet lige omkring, masser af blomster og andre væxter. Man på stationen har man ikke el-installation, hvad der hæmmer arbejdet meget om vinteren. Så gik vi med fru Gelting tur hen til røde elv, som ikke er rødere end vores egen elv. Det røde skyldtes ler-, sand- og andre partikler, som af strømmen føres med et stykke ud i havet. Dalen, som elven gennemløber, er pragtfuld, ganske som man tænker sig en canyon i Amerika; lun, frodig, slet ikke barsk, som ellers de fleste steder heroppe. Ved 18-tiden sejlede vi fra Godhavn tilbage til Ktd. Ved midnatstid lagde vi ind til Skansen, hvor jeg holdt konsultation. Kunne I lide, at lægen kom kl. 24 og tog blodprøver på jer. Heroppe generer det ingen. Tror ikke grønlænderne sover om sommeren. Og så videre til Ktd. En eventyrlig skøn nat, havet fuldstændig stille, hvalerne på jagt efter angmassater, som sprang i flok op over vandet, og isfjeldene i alle mulige farver i den blå del af spektret. – Jo, det er et skønt distrikt med skønne naturoplevelser, som vi begge nyder. Vi fortryder ikke vi tog til Ktd.

Og kl. 9 i morges var vi hjemme igen, jeg kastede mig strax over min have, vandede, tyndede ud, gødede. Nu har jeg jo lige set Geltings mægtige radiser, majroer o.a. Der er for resten en masse is på vej herop sydfra. Det ser flot ud. Når man ser ud over det, tror man det ikke muligt at sejle i det, man når man er i det er det slet ikke slemt. Det lykkedes mig for resten slet ikke under turen at købe noget grønlandsk proviant, hverken til os selv eller sygehuset. – Lægegerningen er jo en blandet forretning. Det egentlige, behandling af ptt., tager den mindste tid; meget mere tid går med at skaffe kost til sgh., skaffe folk, føre regnskaber, passe hunde o.m.m. Det er morsomt og afvexlende, idet mindste for et par år, men jeg tror alligevel tilværelsen heroppe bliver for ensformig i det lange løb. Det er sådan noget man opdager efterhånden.

Mandag 13/7-1953

Da vi vågnede i morges lå der et stort skib på reden, vistnok Lilly Nielsen, og vi håbede også på post. Vore forhåbninger blev opfyldt, over al forventning. Tschaikowskys 5. symf. Lyder som sød musik i vore øren, hvad den jo også gerne skulle, alle tre plader er kommet godt herop. En trøst er det at høre, at modtageforholdene til vinter bliver fine, man kan få en masse europæiske stationer på mellembølge.

Købt hundefoder, ell. rettere bestilt, i dag: 1000 kg. tørret hellefisk, jo det er en blandet forretning. Desuden været med på brandinspektion sammen med brandinspektøren for Vestgrønland, overingeniør Thomassen, som fandt de fleste skorstene på sgh. under al kritik. Han skal i øvrigt låne Holger Kjær i morgen, den skal til Jakobshavn og Sarqaq. Han lovede at købe brød til os i Jakobshavn.

Det er jo flot at få post 2 dage før sin fødselsdag heroppe. Som I måske husker fik Gurli post lige på sin fødselsdag.

Man kan nu få blå bånd hønsekødssuppe i butikkerne, vi bryder os beklageligvis ikke om den. Til gengæld er aspargessuppen dejlig, den skal vi have flere af.

Lørdag 18/7-1953

Så har vi også været i bio på Grønland, og det var en succes. Så ”Kvartet” af Somerset Maugham, glimrende film. Og man så godt i den lok. bio, sad nogenlunde, hørte fint, hvad er nødvendigt, for der er aldrig danske tekster på de film der kommer herop. At så biografen desuden tjener som lagerskur gør ikke fornøjelsen mindre. Da lyset atter blev tændt opdagede vi, at der i sidegangene stod pakkasser, tømmer og baller. Men det mærkeligste ved det hele var for os begge at komme udenfor igen, i blændende dagslys kl. 23 og med udsigt over flere hundrede isbjerge, efter i 2 timer at have levet i London og Monte Carlo.

Mandag 17/8-1953

Det er faktisk længe siden, meget længe siden jeg har skrevet noget, og der er unægtelig sket en del siden sidst. Vi befinder os begge meget bedre heroppe nu, om det nu er tilvænningen der gør det eller det at midnatssolen er forsvundet, for den er vel nok irriterende. Vi nyder hver aften, når vi ved 22-tiden tænder lyset inde i stuen (nu er kl. 21 og jeg sidder og skriver dette uden kunstigt lys). Aftnerne heroppe, nu da det mørkner, er ved 23-tiden så ubeskriveligt skønne (det er nu lettest at bruge ordet ubeskriveligt, så sparer man en masse adjektiver og evt. sammenligninger), der er ingen tvivl om at vi har en af grønlands skønneste udsigter, vi kan fra vores hus overse næsten hele Nugssuaq, til Sarqaq kan vi se, og det skulle ikke undre mig om vi kan se fjeldene ved Jakobshavn dernede i syd. Hele landskabet kommer mere til sin ret, nu da solen ikke mere er så skarp. I aften blæser det meget stærkt, men en utrolig (for os) varm vind, +14 gr.

Mit fra Ghb. medbragte tempo, som ikke kunne stå mål med det danske, har vist sig at være for voldsomt for Nordgrønland. Når man går med dette voldsomme Godthåbstempi i kroppen, men ikke kan få udløsning for det, opstår der et misforhold, og det skal nok give sig udslag i en neurose. Det var da en fin forklaring. Ja, Grønland er et mærkeligt land, undtagen naturligvis for grønlænderne.

Vi har opdaget at verden er lille. At kæmneren her, Rosenørn, er en slags fætter til P.E. Rosenørn er der ikke noget særligt mærkeligt i, men når jeg i Ktd. træffer en dame, i hvis hjem i Washington Vilhelm har været gæst under sin studierejse, så er det nu et mærkeligt sammentræf. Damen, som hedder fru Friedmann, er dansk, men amr. statsborger, ansat i landbrugsministeriet i Washington, og i Grønland på studierejse (det må være for at studere landet med det mindste landbrug i verden).

I øvrigt har vi lige haft tandlægen fra Egedesminde på besøg en uges tid, han boede i mit kontor. Han var en meget hyggelig og morsom mand. Var her mest for at efterse skolebørnenes tænder. Gurli gik også lavet et par stykker.

Tandlægen fra Jakobshavn, nylig udsendt hjemmefra, har også været her. Han turede rundt til alle kolonierne i bugten, for han var kommet hjemmefra uden sit udstyr. Det er meget typisk, når man har været heroppe kort tid, trækker man lidt på skuldrene og siger, hvis man gider: Grønland!! Men ærgerligt er det nu for den pågældende og dyrt for samfundet at have specialister gående heroppe i 6 uger før de kan komme til at arbejde.

Torsken er også kommet til Ktd. Jeg har allerede hevet adskillige op fra Vajgat, store fyre på 7-8 kg. Og der er mange af dem. 15 på en eftermiddag er meget almindeligt, men er dog ikke lykkedes for mig endnu. Det ville ellers være billigt hundefoder. Det er jo ikke nogen helt almindelig lægelig institution jeg er kommet til at lede, bedømt efter danske forhold. Lad gå med et sygehus og 22 ptt., men dertil 3 karle, 30 hunde, 1 lægebåd (som p.t. ligger på bunden af Vajgat) 2 joller og snart 8 høns (som er mit eget private foretagende, da vi har et fint hønsehus her, hvor dr. Berg fra Brædstrup for resten har holdt høns). Jeg skal sørge for proviant til sygehus og hunde og senere hønsene. Det er i sandhed meget alsidigt.

Ja, det med Holger Kjær var virkeligt tragisk. Mandagen den 10. august blev den set liggende for anker på sin normale ankerplads på normal måde. Kl. var 23, da den sidst blev set. 23.30 var kun styrehuset over vandet og i midnatstimen tog den billetten til bunden af Vajgat. Og ingen ved hvorfor. Muligvis isfjeld, men man har ikke set den kollidere med noget. Nu ligger den på 18 m vand. Man forsøgte at hæve den i fredags, men fik kun knækket masten. I dag er kommet dykker fra Holsteinsborg, så skal vi se om det går bedre. Ja, den kommer jeg ikke ud at sejle med mere i år. Nu skal jeg til at låne, det bliver ikke let, for Ktd. har kun 3 både, hvoraf Holger Kjær altså er sat ud af spillet, og af de 2 andre, som tilhører kulbruddet, kan kun den anvendes til mine ture, og den er samtidig slæbebåd for kulprammene. Umanaks lægebåd kommer vist forbi Ktd. i overmorgen med passagerer til Godhavn, muligvis tager jeg med.

Sidst jeg var i Godhavn var det med udrykning: lille pige med tarmslyng. Kl. 22 fik jeg iltelegram fra sygeplejersken og kl. 23 lå Kingmeq (kulbruddets slæbebåd) parat ved stranden. Holger Kjær havde jeg desværre lånt ud, derfor måtte jeg selv låne. Vi sejlede i en tåge så tæt som næsten tænkes kan, utroligt de kunne finde frem, men næste dag kl. 14 var vi fremme i Godhavn. Pigen måtte opereres, fjernede et stort stykke tyktarm, syede tarmen sammen igen, gav transfusion, men desværre døde hun dagen efter, trods penicillin, streptomycin og saltvand. 15 timer er jo en langvarig udrykning, men det hører jo til de hårde vilkår som bydes livet på Grønland.

Radioen er blevet meget fin heroppe (i forhold til i sommers), i aften går en tysk station lydefrit (hvis det er det rette udtryk) igennem. Også Ghb. kan høres nogenlunde, men kun via Godhavn. Det var dejligt at få grammofonpladerne, vi glæder os til næste sending.

Og trænger meget til post. Det har været noget småt. I morges lå både Jutho og Tikeraq i havnen, hvis man kan kalde Vajgattet en havn, Tikeraq ligger der endnu, tager sig fint ud med tændte lanterner. Vi venter spændte på Sigrid S, som kommer nordfra, den har været rundt i Thuledistriktet, mest centralt beliggende del af Grønland, og har masser af post til Ktd. Også Else Nielsen, som nu er i Ghb., har 10 postsække til os. Selveste Umanak var her i slutningen af juli, blev modtaget med 3 sprængninger fra kulbruddet, det så virkelig flot ud, da den kom glidende ovre fra Sarqaq over Vajgat. Ombord var det kgl. Grønlandske styrelsesråd, altså for handelen, skibet tilbragte hele 6 timer i Ktd., så de skal nok have fået et fint indtryk af Ktd. Til mig var landslægen og overlæge Toftemark fra Sundhedsstyrelsen ombord, de kunne lige nå at se sygehuset, efter at vi ved en kop the havde drøftet de mest presserende problemer, Eska Brun dukkede også op på sgh., senere Kristine Ladefoged, grønlændernes folketingskandidat, og skibslægen, dr. Gudrun Christiansen fra Haderslev, tidl. Distriktslæge i Umanak. AW var også ombord, men kom ikke til os, heldigvis. Er der noget han opnår, så er det at gøre sig forhadt på Grønland. Men man må ikke glemme, at det at bringe orden i et foretagende som den kgl. Grønlandske, hvor alt er gået i svang og sving tidl., er en meget utaknemmelig opgave, som kræver en hårdhudet person.

Vi har været til middag hos kulbruddet, fik rensdyrsteg, dejligt. Der var hele byens ”upper-ten” undtagen kæmneren. Her må spidserne jo siges at være kolonibestyreren, driftsbestyreren og lægen. I gamle dage var det jo således at kolonibestyreren og lægen enten i fællesskab eller i argeste fjendskab regerede hver koloni, men også på Grønland bliver tilværelsen sværere og mere indviklet.

Vi har lige fået sildepisker, det er en hval på 3-4 m som vi ofte har set fra Holger Kjær i farvandet syd for Disko. Det er det lækreste kød jeg har fået heroppe (alkene var vist også det lækreste, og ryperne), men meget fint er det, uden fascier og sener og så mørt at det næsten falder fra hinanden. Det er utroligt at få noget sådant for 85 øre kiloet. Det bliver en drøj overgang at komme hjem igen. Vi var så heldige at få det mens vi havde tandlægen, det er ellers ikke helt let med frisk proviant heroppe. Vores grøntsager er meget gode, men det bliver ingen ærter. De er først i dag begyndt at blomstre, men nu spiser vi bladene og stilkene, de er meget lækre. Vores hundehvalpe er blevet store, nu skal de snart ud, når hønsene kommer. Sussi, deres moder, er blevet en rigtig kælehund, kommer altid springende, når jeg kommer. I det hele taget synes jeg meget bedre om hundene nu, Cognac er en flot tæve, Sussi ligeledes.

Ja, Holger Kjærs forlis var meget trist, vi skulle have været til Ritenbenk for at fange ørreder på spinder, og købe flere til nedsaltning. Heller ikke bliver det til noget af en tur til Umanak, som skal være den i alle måder bedste af Grønlands kolonier (har faktisk aldrig hørt noget ufordelagtigt om Umanak, og det vil sige en del). Der var for resten søforhør i anledning af katastrofen, det fandt sted i lørdags i forsamlingshuset og jeg var første vidne. I løbet af 2 timer lykkedes det at fastslå officielt at Holger Kjær var sunket og det var dog en del.

Onsdag 19/8-1953

Gurli og jeg har været ude at pilke i dag, det er første gang Gurli er med, men næppe sidste. 7 torsk var udbyttet, den største på 8 kg tog jeg, desuden var der 3 på ca 5 kg og 2 småfyre, deraf den ene så lille, at hundehvalpene fik den hel. Vi ville så gerne have en havkat på, de er så grimme, hvæser, kan bide en finger af, men smager herligt.

Dagens begivenhed i ktd. er så ubetinget, at Holger Kjær er blevet hævet. Nu ligger den lige i strandkanten med et hul i siden. Om dette er fremkommet under bjergningsarbejdet eller har været årsag til forliset, diskuteres ivrigt. – Det lykkedes dykkeren fra Holsteinsborg at lægge en trosse om skuden, hvorefter bulldozeren slæbte den på land ved hjælp af en lang trosse. Og nu ligger den der og ligner sit egen genfærd. Uden mast og med knuste ruder, men det er såmænd det mindste af det hele. Hvordan ser maskinen ud, den elektr. installation o.s.v.

Til middag naturligvis torsk, stegt med løg, det er den form vi efterhånden bedst kan lide. Og så gælder det jo om at spise så meget torsk som muligt og spare på kartoflerne. Det er lige det modsatte af hjemme. Som så meget andet heroppe.        I øvrigt skal jeg i denne uge bestille generaltakstvarer til sygehuset for 1954. Hvor mange ruller lagenlærred, toiletpapir, hvide bændler, hvor meget skurepulver, dameundertøj og hvidtøl o.s.v. Jo, det er en meget blandet forretning.

Fredag 21/8-1953

Atter en af disse pragtfulde, vidunderlige dage med kilometerhøj himmel, bagende sol, stille, og en udsigt, som man i forvejen ville tro umulig.

Kommer som sædvanlig lettest om ved det ved at sige: det er simpelthen ubeskriveligt. Man føler grønlands uendelige skønhed og storhed, og af det Grønland jeg har set, er Vajgattet det absolut skønneste. Hvilke farver.

Det var havblik, Gurli og jeg for ud på søen med pilke, men ak, kun 2, ganske vist pæne torsk var der tiltænkt os. Og det var mig, der krogede begge. Krogede et par stykker til, men de sprang af på vejen. Det er også lang vej at hale op, vi fisker på 50 m vand, til tider mere.

Og nu til aften er her om muligt endnu mere vidunderligt, i syd de fineste og sarteste røde farver både på himlen og Vajgat, i nord er både himmel, fjelde og vand holdt i grå og blå toner. Jo, her er skønt i vajgat kommune, Det er sådanne dage og aftener vi senere altid vil længes efter. Og den stærke duft af lyng, mos og bær.

Men en dag skal ikke gå hen uden skuffelser. Vi fik ingen post i dag. Deri ligner dagen ganske vist så mange andre dage, men vi så skibet med postsækkene, Else Nielsen, gå op gennem Vajgat i dag på vej til Upernavik. Måske er sækkene lagt af i Jakobshavn, som lige blev anduvet, måske er de med til Upernavik. Her i byen er vi alle meget oprørte over den dårlige postforsyning vi får. Etly Nielsen og Sigrid S har lige begge været her, og begge uden post.

Vore ærter blomstrer nu, men det er vist til ingen nytte, der kommer næppe ærter denne sommer, for snart begynder nattefrosten.

Det er ved at blive fint med radioen, i aften er der flere fine stationer at vælge imellem. Vi har lige hørt vejrmelding for København og Kattegat på tysk. Så sluttede de af med Deutschland über alles – og sagde godnat. Klokken var ét og her er den kun ni, jeg kan sidde og skrive uden kunstigt ys.

Vi bager i aften, formkage, grahamsboller og 2 brød af rug- og hvedemel. Så er der varmt i køkkenet.

Huset er blevet malet udvendigt, det har pyntet på det gamle skur. Hønsehuset er blevet beklædt med nyt tagpap, for tiden er det ved at blive omdannet til jordhytte, det bliver sikkert husets varmeste rum til vinter. Nu bliver det spændende om der kommer nogen æg derude.

Nå, nu skal vi have the med nybagt kokoskage til. Og hvad bedre er: med god musik til. Det betyder så meget for os, at vi kan høre de tyske stationer så fint, de går lige så fint igennem som hjemme.

Søndag 23/8-53

I går kom Rudolf, Umanaks lægebåd, forbi på hjemvej fra en tur til Godhavn. Kom lige til frokost, så vi havde lægen og frue til frokost. De havde endda medbragt et rugbrød fra Egedesminde, hvor de også havde været: de var ikke klar over, at vi her i Ktd. har rugbrødsbageri. Lægen hedder Simmelsgaard, han kone er engelsk, han har været ass. læge i Umanak indtil distriktslæge Øllgård for et par mdr. siden hjemsendt til efterbeh. for polio, som hen erhvervede sig i vinter. Siden har så Simmelsgård været alene deroppe, men distriktet er også mindre end mit. Nu havde han været i godhavn for at orientere sig om boligforhold og sygehusforhold, da han muligvis skal forflyttes hertil. Der har i mange år været tale om læge i godhavn, og nu ser det altså ud til det bliver til noget. Måske allerede i efteråret. Så bliver mit distrikt lidt mindre. Det var i øvrigt morsomt at snakke med en kollega, det er ikke ofte der er lejlighed til det.

Han fortalte, at der var fine arbejdsforhold og fint sgh. i Umanak, men befolkningen var så ussel, at det i længden var deprimerende at arbejde med den. Tilfældet er der det samme som i Upernavik: ingen naturlige levemuligheder; fiskeri og fangst er der næsten intet af. – I Ktd. er der som bekendt heller ikke meget fiskeri, men her er dog kulbrudet, som giver til livets ophold til ca 1000 grønlændere. I begyndelsen syntes jeg også, at der her virkede noget deprimerende, men nu har jeg vænnet mig til det.

Kl. 18.30 gik vi til middag hos læreren, hvor vi morede os til kl. 4 morgen, Hvor var fjeldene på Nugssuaq dog skønne i de forskellige belysninger natten igennem. Smukkest, da de var violette.

Og i morges lå Etly Danielsen for anker hernede, men den har squ heller ingen post med.

Mandag 24/8-1953

Vi har været på Vajgattet hele eftermiddagen, Gurli og jeg, hvad vi jo efterhånden tit er. Vejret så skønt som tænkes kan, det har faktisk været fint en hele uge nu, vi har nu oplevet at den arktiske sommer virkelig er vidunderlig. Man ak, så kort. Og i en lille jolle ude på det næste stille Vajgat befinder man sig dejligt. Fangsten blev på 9 store torsk, den største på 8 kg. Og det blev mig, som tog dem alle. Gurli var lige ved at græde, da hun så mig trække den ene efter den anden op. Jeg tror strømmen har været for stærk for hendes 100 g pirk. Jeg fisker med en stor pilk, som bedre går til bunds. Torskene har jeg solgt til sygehuset, som netop intet har til middag i morgen. Den store beholder vi selv. Det kan være jeg kan få en god indtægt ad den vej. Desværre kan jeg ikke lade de danske priser gælde, her er prisen for en torsk 1 kr. – Jo, vi befinder os godt heroppe nu, forhåbentlig varer det ved.

Vores hundehvalpe er ved at blive store, men er stadig kælne, de kommer altid springende, når vi kommer ud. Det samme gør Sussi, deres moder, hun er blevet rigtig kælehund. Nu er de smidt ud af hundegården, som skal være hønsegård, Hønsehuset er lavet om til jordhytte, hvad jeg vist har fortalt før. I dag er det blevet kalket indvendigt. Nu skal jeg bare have lavet nogle reder og siddepinde. Det bliver spændende om de får nogen æg. Men lad os nu først få hønsene, håber ikke de dør af søsyge på vejen herop.

I morgen er her valg; hvem skal vi dog stemme på? – Kristine Ladefoged er den eneste vi kan sige vi kender, da hun har drukket et glas vermouth hos os, dengang Umanak var her på lynvisit.

Tirsdag 25/8-1953

Det var altså den første grønlandske valgdag, og vi stemte begge på den tykke vermouth-drikkende Kristine Ladefoged. Hende ”kender vi”, de andre kender vi ikke. Det er rigtig lillebys politik. Nu kl. 23.30 hører vi netop slutresultatet for Vajgat kommune i radioen, Kristine har fået 17 stemme. Frederik Lynge, tidl. kolonibestyrer i Ktd., fører klart heroppe.

I aften tog Gurli og jeg ud på Vajgat i jollen, Gurli ville have revanche for i går og prøvede den nye 200 g pirk vi købte i dag i butikken. I nat har hun kun drømt om torsk, som vel at mærke, jeg trak op af Vajgat. Der var vidunderligt stille derude (Arnanguaq bagte boller til os derhjemme så længe). Og først heroppe forstår vi helt meningen med de grønlandske farver, som folk taler om. Men det er håbløst at beskrive, vidunderligt er det eneste ord, der dækker. – for at holde mig til den mere prosaiske del af turen: Gurli fik hurtigt 4 gode torsk, men nu er hun også bidt af en gal torsk. Vi skal ud i morgen igen. Det værste var at få torskene hjem, vi har jo ingen karle om aftenen, og lade fisk ligge i båden natten over, er alt for venligt mod hundene. Vi gjorde som grønlænderne, trak alle 4 torsk på en åre, tog hver en ende af åren på skulderen, og traskede op gennem kitdlerpait med vor fangst. Det er der absolut ingen grønlændere, der tager notits af, men jeg ville ønske I kunne have set os. Desværre blev der ikke taget et billede.

På hjemvejen traf vi Røntgenras (Grønlands røntgentekniker Rasmussen), som rejser rundt og inspicerer, reparerer, installerer røntgenapparater. Han var lige kommet fra Jakobshavn, og vi tog ham med hjem til the. Vi har jo en slags åbent hus heroppe, og synes begge det er sjovt at få gæster. (Vi er for resten kede af, at der ikke kommer nogen lægespecialister i år). Og da vi kom hjem lå der post til os, den var vel nok ventet med længsel. – Der er absolut ingen grund til at være bekymrede for os, ingen af os har lyst til at rejse hjem nu. Men bekymringer skal man jo skaffe sig; vi spekulerer nemlig nu på, hvordan vi dog skal kunne forlade Ktd. næste sommer, hvis min forgænger skulle komme tilbage. Det ved man nemlig ikke, men som bekendt er der aldrig nogen som ved noget heroppe, det gør faktisk tilværelsen meget lettere at leve. – Ja, menneskene er mærkelige, ell. rettere grønland er et mærkeligt land, derom er ingen tvivl.

Onsdag 2/9-1953

Ja, så er Tove også fortabt, hun er indrullet i lystfiskernes brigade. Hun har fanget en torsk på 5-6 kg. – Vi var alle 3 ude på Vajgat i dag i det herligste vejr, det vejr som jeg plejer at kalde ubeskriveligt, men for fremtiden vil kalde grønlandsvejr, og som karakteriseres ved havblik (gatblik?), sol, høj himmel og stille vejr samt et væld af skønne pastelfarver såvel i vandet, som over bjergene og isfjeldene og på himlen. Der lå for resten 3 store isfjelde lige underfor Ktd. i dag, så vi måtte manøvrere os ud i det frie. Udbyttet var kun 6 torsk på 3 timer. Det regnes for sløjt heroppe, måske også på Øresund. Men Tove vil selv have pirk og snøre nu. Jeg har købt amerikanske sailorbenklæder i butikken, i overallsfacon, meget svære, uldne indvendigt, bomuldsgarbardine udvendigt. De er meget varme, meget praktiske, vel anvendelige til det megen udendørsarbejde man har heroppe. Også til sejllads. Og koster kun 40 kr. Tove har lige været vågen, hun sagde til Gurli: var det dig der fangede den store torsk? – der er ingen tvivl om at hun drømmer om store torsk.

Kl. er nu 23.30, vi kan ikke komme i seng, for radioen spiller hele aftenen musik fra Tyskland, og vi har så længe savnet musik. Har lige været ovre på sgh., de kom bærende med en mand ude fra minen, han var besvimet. Det er ellers forbavsende så få ulykker der sker derude. Men de overanstrenger sig heller aldrig. Hvad der altså betaler sig. Rent helbredsmæssigt.

Dagens begivenhed er at Holger Kjær er søsat igen efter endt reparation. Det er gået hurtigt, nu kan vi snart komme ud at sejle igen. Havde ellers troet det var slut for i år med sejlladsen. Nu ser den finere ud end nogensinde før.

Vejret var hele sidste halvdel af august meget fint. 31. august kom her skydække af lavthængende skyer, 200 m ell. deromkring, men 1. sept. hævede de sig allerede igen og da de helt forsvandt som tæppet på teatret, viste der sig helt nye kulisser: det øverste af fjeldene var snedækkede. (De allerøverste toppe, 12-1600 m, har hele sommeren været snedækte, og i dalen bag os hænger et par bræer) Jo, det er blevet vinter, i morges var luften også helt anderledes end blot for et par dg. siden. Det er sikkert nattefrosten. Så får vi ingen ærter i år, de blomster ellers voldsomt nu, men vi spiser bladene og stænglerne, som smager godt.

Nordlysene er kommet (de har formodentlig været her hele sommeren, blot har vi ikke kunnet se dem), men de er meget svage.

Hønsehuset er nu sat i stand til at modtage sine beboere, hønsegården ligeså. Jeg har bygget 4 reder, fyrer dagl. lidt i kakkelovnen for at tørre huset helt. Disko kommer om en uge, vi håber så inderligt at hønsene er med, hele familien bliver skuffet, hvis de ikke er der.

Søndag 6/9-1953

Ja, så blev der altså alligevel familieforøgelse på Grønland. Fra at være 4 vil vi nu for fremtiden være 12 levende væsener i lægeboligen i Ktd. (rent bortset fra hundene, men de bor udenfor). Men Disko kom altså i går, og med den hønsene. Disko kom kl. 18 i går, på hjemrejsern skal den være rent hospitalsskib, medførende polioptt. og tub.-ptt. Vi havde regnet ud, at vi kunne ikke risikere at få besøg af nogen fra skibet, der var jo ingen passagerer ombord, heller ingen skibslæge, jeg havde derfor lagt mig til at sove, havde tilmed mine gamle beskidte fløjlsbukser på (hvad jeg har så ofte på Grønland her er man ganske gået bort fra at imponere hinanden ved hjælp af tøjet, det kender man alligevel hinanden for godt til, - og der er efter min mening noget tiltalende ved det) jeg havde nemlig dels fisket om eftermiddagen, dels arbejdet på hønsehuset. Men altså, mens jeg ligger og slumrer blideligt, strømmer det ind med mennesker. En poliolæge og do-sygeplejerske fra Egedesminde, en massøse sammesteds fra, i øvrigt den fra Godthåb af os velkende frk. Albertsen, og endelig vores gode veninde fra Godthåb, sygeplejerske frk. Hansen. De tre første stak nu hurtigt af igen, da de havde set sgh. og beundret det. Det er også fremragende i sammenligning med Egedesminde. Frk. Hansen blev naturligvis og fik en kop the. Hun skal tage sig af tub.-ptt. ombord, helt til Kbhvn., derefter rekreere sig, idet hun efter mislykket forlovelse i Ghb., forsøgte at skyde genvej til Vorherres lille urtegård. Dette lykkedes det dog dr. Rendal at forhindre ved hj. af en mavesonde m.m. Nu havde hun det helt fint, ville absolut tilbage til Grønland igen. – Og i Egedesminde havde der været samme vrøvl med polioholdet, som med det tilsvarende hold i Ghb. i vinter. Og distriktslægen derovre blev forlovet med en massøse fra holdet, til trods for at han lige havde sendt sin kone hjem pr. fly (men det har aldrig været hans kone, hvad alle har troet, for han er nemlig endnu ikke skilt fra sin første kone.) Jo, det har sikkert været hyggeligt.

Men hønsene, de er så søde, brune italienere, der kom med lastbil i formiddags. I et stort bur. Så var der problemet med at få dem ind i huset (Gurli kommer lige nu og fortæller mig, at wc-døren er faldet af – jo, det er et godt hus vi bor i. For resten har vi fået bevilget et nyt wc, af elsan-sypen, inde i huset på 1. sal.) og det skete da også at en af dem fløj helt op på taget af hønsehuset, og hundene var der naturligvis strax. Men – som sædvanlig var jeg lynhurtig som selve fantomet – jeg fik fat i benet på fyren hvordan ved jeg egentlig ikke, men den blev ikke til hundefoder denne gang. Og når jeg nu tænker tilbage og for mig ser hønen oppe på taget bliver jeg helt svedt i håndfladerne, for at sige det mildt. – Vi har fået 200 kg hønsefoder med, men endnu ingen æg, hvad der skal være dem tilgivet de første par dg. Det er en stor omvæltning for 8 små høns. Men de er nu søde, når de sidder på deres pind og sover. Vores nabo, lærer Lemvig, har også bestilt høns, han får dem fra Ghb. + hane (jeg fortryder vi ikke bestilte hane), nu har vi tænkt på at danne en fjerkræavlerforening for Ktd.  og udsteder. Disko havde for resten også kaniner med, til Hannibal I Sarqaq. – Her i Ktd. findes kun vores høns, og snart lærerens, ellers er det jo ret almindeligt med høns på Grønland, mest i syd. Men lægen i Jakobshavn har høns, og Gurli fortæller at hun så høns hos lægen i Upernavik. Også i Egedesminde findes høns.

Må ikke glemme at fortælle at vi i går fik 6 torsk, ikke meget på 2 timer. Jeg tog dem alle, Gurli fik mærkværdigvis ingen.

Tirsdag 15/9-1953

Så fik vi da æg nr. 2 (nr. 1 kom i søndags på ugedagen for hønsenes ankomst til Ktd.) Nu skal vi have frisk æg til frokost i dag, det er vel nok længe siden. I øvrigt er det blevet vinter, nattefrosten er begyndt, der er ikke mere vand i rørene og i dag sner det tæt. Det bliver en meget lang vinter. Det værste er at vi er kommet i julestemning, og det bliver vist lidt svært at holde stemningen i 3 mdr.

Holger Kjær er heldigvis i orden igen, den har lige været en tur i Godhavn med en embedsmand fra ministeriet. I overmorgen rejser jeg selv derover. Det skal blive dejligt at sejle igen.

Vi har fået rensdyrsteg til middag og nu er vi begge så udmattede og trætte af at æde. Der kom en dreng med en rensdyrkølle i går, 6 kg a 5 kr. Det er heroppe en meget høj pris (sæl 1,10 – sildepisker 0,85), men hvad gør man ikke for at få frisk proviant, især når man er lidt træt af sælkød. Når man tager anstrengelserne i betragtning, er der ikke noget at indvende mod prisen. Jægeren skal først over til Nugssuaq, det er det mindste af det. Så skal han opspore dyrene, det tager ofte dage, evt. forfølge dem i et par dg., og efter at have skudt dem, slæbe kødet ned til kysten. Men det er vist også kun danskere, som køber det. Det var umådeligt lækkert, med ribsgele og solbærsyltetøj samt rødvin, som blev tempereret i løbet af 2 timer i varmt vand, men den blev også noget mere end tempereret, hvad jeg dog anser for bedre end lidt mindre. Ih, hvor er jeg mæt. Vi spiser det jo som grønlændere (vi spiser altså ikke grønlændere) d.v.s. næsten uden kartofler. Det er jo om at få kødet spist mens det er frisk, og vi har jo tænkt os at sejle til Godhavn i denne uge. En skam er det, at der ikke er noget frysehus ell. fryseboks her. Det er en gammel vittighed, at den sælger som kan sælge fryseskabe på Grønland, er ikke født endnu, men den passer ikke. Der er stort behov for det, fordi forsyningerne er så uregelmæssige. Man må købe, når man kan få noget, og så savner man et sted at opbevare provianten.

Mandag 21/9-1953

Så har vi været ude at sejle igen med Holger Kjær, og det var dejligt. Hele familien, men det bliver nok sidste gang i dette år, nu bliver det for koldt for børnene. Men jeg kan blive ved at sejle i det mindste nov. med, muligvis noget af dec.

Efter i løbet af 3 dage at have spist for 30 kr. rensdyr startede vi fredag morgen til Godhavn, skød 2 sæler på turen, ankom til Godhavn kl. 1 nat i buldermørke og uden lanterner, idet sikringerne var gået ombord (altså ikke i et andet skib, men ganske simpelt gået). Lørdag holdt jeg så konsultation på sygehuset, barberede mig, gik på sygebesøg sammen med frk. Petersen, fandt et barn med udtalt rachitis, som vi tog ind på sgh. Søndag morgen startede vi på tilbageturen, havde med os en dansker, assistent ved magnetisk observatorium, samt hans eskimokone fra Scoresbysund, og yderligere deres nyfødte. Han var for et par år siden på vejrstationen i Scoresbysund, der har han så truffet hende. Da han så kom til godhavn, rejset hun over til ham, hvilket er en meget lang rejse, idet den går via Danmark. Hun er den første eskimopige, vi har set, skæve, mandelformede øjne, bredt ansigt, meget rene træk, på sin vis særdeles pikant. Hun taler kun lidt dansk, han lidt mere grønlandsk, men man kan ikke undlade at tænke på hvor mange problemer der vil opstå i et sådant ægteskab fremover. Og disse problemer vil de jo have meget svært ved at diskutere.

Turen hjem gik fint, bortset fra at vi alle var søsyge lige eft. afgangen fra Godhavn, selv jeg mærkede en lille smule, det må være fordi det er så længe siden jeg har været ude at gynge med Holger Kjær. Tove kastede rigtig op. Anne Marie bliver gerne bleg, kniber munden krampagtigt sammen, og kaster ikke op. Hun er den mindst søstærke af os. Det viste sig at vore passagerer ikke havde mad med, vanvittigt i betragtning af at turen varer mindst 13 timer. Og uforståeligt, når man ved at han har boet et par år i Scoresbysund. Men vi inviterede dem naturligvis med glæde til frokost i vor kahyt.

Eskimopigen havde i tilslutning til fødslen knuderosen, og skulle derfor gennemlyses, og hendes mand ville absolut have at det skulle ske i Ktd. hvor de havde tænkt sig at bo ved jeg ikke, kender man ikke nogen er det meget vanskeligt at få husly. Sygehuset har absolut ikke plads. Nå, det endte med at vi inviterede dem til at bo hos os, god plads har vi da. – Men det var mærkeligt så ubehjælpsom han virkede, trods det at han har boet i Grønland 2-3 år. Og det lærer man almindeligvis en del af, navnlig i retning af at klare sig selv.

Det må bemærkes at turen gav i alt 6 sæler til mandskabet. Heraf fik vi en lever og et stort stykke kujak, det er lændestykket, som danskere sætter mest pris på. Det er jo sådan set heller ikke mere end rimeligt at de betaler lidt for at få lov at sejle rundt med min båd i 2-3 timer på jagt.

Og da vi kom hjem i huset var der rasende koldt, ikke fyret i 3 dg.

Fredag 25/9-1953

Mere familieforøgelse, Cognac har fået hvalpe i nat; jeg vil naturligvis slå dem ihjel, da jeg ikke vil fodre på alle de kreaturer, men må selvfølgelig ikke for børnene. Hønsene går det fint med, under vores Godhavntur gav de 5 æg, og nu giver de 2 ell. 3 æg dagl. Det var rart at komme op på 4 æg dagl., men det er måske vanskeligt på denne årstid. De får ellers kraftfoder, korn og sågar kogt torsk, som jo her er det billigste man kan få, især når man selv fanger. Og den har høj proteinværdi.

I dag skal vi have blødkogt æg for første gang, vi har samlet 5 sammen.

Sælleveren fra turen blev til leverpost, den er god, men man tror ikke der er sæl i. Også kujakken har vi spist, i går som benløse fugle, i forgårs som bøf a la Lindstrøm, begge dele fint. Det tiltalende ved sælkød er at det er så umådeligt reelt og mørt. Blot man vander det ud og spiser det hurtigt, smager det overhovedet ikke trannet.

Ja, sådan et blødkogt æg med karse gør frokosten til et festmåltid (de andre æg har vi spist overskårne), vi har ikke gået blødkogt æg siden vi spiste frokost hos fru Holm i Kapisigdlit.

Vejret meget fint i dag, 12 gr varme i solen. Nattefrosten er konstant nu, som regel -2, så nu er det sket med det rindende vand. Alt vand skal nu hentes i junger fra elven. Det var såmænd helt anstrengende at have en hel familie boende, de skulle være rejst igen onsdag med Holger Kjær, men det var umuligt at sejle på gr. af høj sø. I morges lykkedes det så, Holger Kjær går til Godhavn, derfra til Holsteinsborg, hvor den skal have indlagt radio. Hvor ville jeg gerne med på hele turen, men det er for lang tid at være borte fra distriktet, især når man faktisk kan vente polio hvert øjeblik. Jakobshavn er som bekendt ramt nu.

Lørdag 26/9-1953

7 hvalpe blev det til. Børnene er begejstrede, de har allerede haft 2 af dem inde i stuen. Vi bliver nok nødt til at beholde et par stykker. I dag fik jeg iltelegram fra sygeplejersken i Godhavn; hun havde en ptt. med ansigtslammelse og feber, et barn, så der er en ret god mulighed for polio. Det kommer imidlertid ikke mig ved, da jeg ved at tage til Godhavn i poliotilfælde afskærer mig selv fra Ktd., som jo med 1000 indbyggere ikke kan være uden læge.

Søndag 27/9-53

9 hvalpe, hvis der nu i morgen er 11, skriger jeg højt. Børnene har haft 2 af dem inde i eftermiddag, de fik tur i dukkevognen og meget mere. Da de var kommet ud igen kom Anne Marie løbende med en navlestreng og sagde: ”se – hundevalle tabt”.

Hønsene har i dag præsteret 4 æg, det er rekord for én dag.

Og i eftermiddag kom til sygehuset en lille pige, som var blevet overfaldet af hunde. Alle sår var overfladiske, men der var mange af dem; 7 lange sår måtte sys sammen.

Et sår var i lysken, temmelig dybt; havde det blot ramt lidt ved siden af var pulsåren blevet perforeret og så havde det sikkert været forbi. Nu klarer hun det sikkert fint, takket være penicillin. – I øvrigt har der ligefrem været ulykker de sidste dage. I går en mand med hjernerystelse og en anden hvis fingre havde været i for nær kontakt med en rundsav, uden dog at senerne var skåret over.

I et sådant tilfælde bliver alle hundene, d.v.s. hele spandet, slået ned. Det forlanger loven, men jeg tvivler dog på den præventive betydning heraf.

Lørdag 3/10-1953

Så blev altså spændingen udløst, på den skønne efterårsdag, det var i går, fik vi vort første poliotilfælde i Ktd. Jeg havde den tvivlsomme ære at diagnosticere det første poliotilfælde i denne epidemi på Grønland, det var i Ghb. i nov. 52, og det ser ud til at jeg også skal med til slutningen, idet kun Upernavik endnu er gået fri. (Og så Ivigtut og Thule, men de indtager en særstilling).

Det var et højst malignt tilfælde i går, ung mand 16 år. Da jeg blev tilkaldt havde han været syg ca 20 timer, var nu lam i begge arme, og så snart han kom på sgh., udviklede der sig hurtigt fremadskridende respirationsparese. Fik snart ilt fra kulbrud, lavede sammen med Kern Jespersen et primitivt apparatur til kunstig ventilation, idet jeg regnede med at måtte tracheotomere. Også vores støvsuger blev taget i brug til sugning af sekret fra svælget, den virkede helt godt. Havde strax iltelegraferet til poliolægen i Jakobshavn, for at få hjælp. Hun meldte sig kl. 21,30 i telefonen (radiotelefonen naturligvis) samtalen gik fint. Hun frarådede trachcotomi, tilrådede indtrængende overflytning til Jakobshavn strax, til trods for at jeg ikke mente pt. kunne tåle transporten. Holger Kjær i Holsteinsborg for radioinstallation, men er strax hjemkaldt øjeblikkelig, fik så kulbruddets Kingmeq, som er en fin båd, men uden varme og med kun lille hul til kahytten. Men eneste mulighed. Kl. 1 nat startede de, og heldigvis var det blikstille, ellers havde vi aldrig fået pt. ombord, der er jo ingen havn ell. blot anløbsbro her. Lige før han skulle fra sygehuset var han ved at blive kvalt i sit eget sekret, fik kramper, og så sugede vi voldsomt med støvsugeren, gav kunstigt åndedræt, det hjalp, men der er mindst 10 timers sejllads til Jakobshavn. Der var 3 iltflasker med i båden, desuden ældste elev og en ung mand under hendes kommando til at assistere navnlig ved kunstigt åndedræt, som sikkert bliver nødvendigt mange gange undervejs. Vi er i dag meget spændte på om pt. er kommet levende frem. Tvivler stærkt. Ja, den slags er på grønland altid et par grader mere dramatisk end hjemme. Alt på Grønland, lige meget hvad man skal foretage sig, er 2 ell. 3 gange så svært som hjemme, og transportforholdene er umådelig langsomme. Nogen menneskeliv går der jo tabt på den måde, men det er jo vilkårene når man lever på Grønland. I dag ikke et nyt tilfælde, det er dejligt ovenpå gårsdagens spænding, men der kan komme tilfælde hvert øjeblik naturligvis.

Pt.s fader var fuld hele dagen, da han kom om formiddagen for at hente lægen, da sønnen rejste, og for resten også i formiddags, da han var på sgh. i anden anledning. – I onsdags måtte jeg rykke ud til Sarqaq med Kingmeq, hundekold tur, trods særdeles solid påklædning. Traf den berømte Hannibal, flink lille mand, meget gæstfri, virker noget barnlig; stor udflydende, grønlandsk kone, ser 10 år ældre ud end manden, opholdt sig næsten hele dagen i køkkenet. Han var dybt bekymret for sine grønlændere derovre, de var begyndt at drikke voldsomt mens han havde været i Danmark. Han mente spiritussen blev grønlændernes ruin. (også i Ktd. drikker de bravt). Vi fik hundesuppe til middag, fortalte han, senere røbede han at det var jagtsuppe, kogt på tejst. Suppen var god, hvad det end var, men jeg kunne lide de store klumper røget flæsk deri. 138 kg sælkød fik jeg med hjem, samt 5 levere, hvoraf 2 til os selv, den ene er blevet til leverpostej, den anden til stegt lever. Et stort stykke kujak tog vi også til os selv, er blevet til bøf lindstrøm, og i morgen til benløse fugle.

I dag skal danmarkspost indleveres, Umanak kommer snart til Egedesminde.

Søndag 4/10-1953

Pt. døde 2 timer før han nåede Jakobshavn. Og i aftes optrådte lille Lars, som siden juni har ligget på sgh. for lungetuberkulose, med en slap venstre arm. Kl. 18,30, da han blev madet var der intet i vejen, kl. 19,30 var armen helt slap. Han er kun 2 år gammel.

Og på denne skønne efterårssøndag fik vi så tilfælde nr. 3, ung mand med lammelse af højre ben. Han kom strax ind på sgh., udviklede så i løbet af eftermiddagen lammelse af venstre ben, hvorfor jeg bestemte mig til overflytning til Jakobshavn. Men med hvad? Kingmeq var ikke kommet tilbage fra første tur endnu, ingen vidste om den overhovedet var startet, den kan jo blive lukket inde af isen i Jakobshavn. Vi vidste skonnerten Hvidfisken skulle komme hertil mandag, men vidste ikke om den endnu var afgået fra Umanak. Og ville den og kunne den lade sig omdirigere til Jakobshavn? Der blev telegraferet og telegraferet, men ingen svar, da dukkede Kingmeq op kl. 18, med liget af den første pt. ombord. I løbet af 2 timer ville den kunne være klar, det bestemte jeg mig så til, hellere det sikre frem for det usikre, selvom Hvidfisken naturligvis er en del bekvemmere. Vi skulle jo også nødig blive ved at sende Jakobshavn døde ptt. Kl. 20,30 kom han af sted, og denne gang tror jeg det går godt. Det troede jeg absolut ikke sidst.

Mandag 5/10-53

Oh, what af beautiful morning, kan man med fuld ret synge til morgen, der ser pragtfuldt ud nede i syd, hvor solen spejler sig i Vajgat, og i forgrunden har vi Hvidfisken. Den kom kl. 10,30 i aftes, dr. Simmelsgaard var med fra Umanak. Han har været vik. distriktslæge deroppe, skal nu være distriktslæge i Godhavn (som altså bliver frataget mig), og grundet polioen i Godhavn er hans afrejse fra Umanak blevet stærkt fremskyndet. Vi ventede ham med thebord, og han havde også ventet natmad. Vi sad til kl. 3 og snakkede, der kan jo være en hel del at snakke om, når man overdrager et distrikt (idet mindste den sundhedsmæssige del deraf) til en anden.

Om natten har vi nu -8, solen forsvinder allerede kl. 14, jo det går mod mørketid.

Tirsdag 6/10-1953

I morges optrådte lille Lars min sandten med en slap højre arm, havde ellers troet ham udenfor al fare, men en lumsk sygdom er det jo. Åndedrættet er påvirket, vi har givet ham varme pakninger på brystkassen hele dagen. Om det har hjulpet ved jeg ikke, men har det lidt bedre til aften, og alene det at hen efter så mange timer ikke har det værre, er et stort lyspunkt. Hvidfisken havde meldt sin ankomst hertil til kl. 16, men er endnu ikke kommet. Har telegraferet efter den hele dagen for at høre om den vil gå til Jakobshavn strax, men der bliver nok ikke noget af det i dette døgn. Det er dog heller ikke så nødvendigt mere, men derover skal han, hvis ikke vi får et poliohold forinden. Fik iltelegram fra landslægen i går aftes, poliohold bestående af læge, sygeplejerske, massøse, med fly via Reykjavik hertil. Det er dog umuligt at lande her for tiden, i morges var her mere is end vi nogen sinde før har set. I aften læser vi imidlertid i radioavisen, at det for departementet er meget vanskeligt at skaffe læge, men man håber at kunne udsende massøse og sygeplejerske. Jeg har ellers haft travlt med at skaffe logi til dette hold, det er meget vanskeligt, Vi har heldigvis en tom økonomabolig i sygehusets elevbolig, der kan bo i det mindste et menneske, men det er meget vanskeligt at få anbragt de andre. Kulbrudet udvider nemlig, med Umanak kommer en engelsk mineingeniør, samt en mekaniker, og de skal jo også have bolig. Vi skulle jo nødig have en boende i lægeboligen alt for længe.

Jo, jeg har virkelig travlt i disse dage, der er jo mange sygebesøg som følge af poliotilfældene, der går meget tid med at passe hønse-, syge- og hundehus. Arnanguaq er syg i dag, det er ikke godt, hun er faktisk uundværlig; har set til hende i dag. Og viet hende penicillin. Det er i det mindste ikke polio.

Vi befinder os ellers særdeles godt i Ktd., begge to. Det er vist egentlig det sted vi overhovedet har befundet os bedst. Jeg savner absolut ikke Godthåb længere, og regner heller ikke mere med at komme tilbage dertil. Jeg forstår så glimrende, at folk kan længes vildt efter Grønland. Og en af grundene til at jeg finder mig så godt til rette er: sygehuset – det er mig! – Alligevel vil vi ikke blive på Grønland, grundene er flere, bl.a. disse: vore børn skulle gerne leve en lidt mere naturlig tilværelse, her må de faktisk være indespærrede (hundene); vinter ¾ af året er vist for meget i det lange løb. Det kniber, for ikke at sige det er umuligt, at få den kost, som jeg mener man skal have: nemlig rig. med rå frugt og grøntsager.

Telegrafisten har snakket med Holger Kjær i dag, den ligger vejrfast nord for Holsteinsborg, så den har altså fået radioen installeret.

Onsdag 7/10-1953

I morges kom endelig Hvidfisken, og lille Lars blev ekspederet til Jakobshavn. Han kunne nemlig i morges heller ikke løfte højre ben, så der var al mulig grund til at få ham overført, da tilmed respirationen stadig var påvirket. Kl. 11 blev han ført ombord, og atter var vi begunstiget af stille vejr. Er der dønninger, er det næsten umuligt at få en båd ud. Og vi fik ham fint anbragt i kahytten, som naturligvis er opvarmet, det er jo en ret stor skonnert. Betydelig mere komfortabel end Kinmeq, som dog er god nok i nødstilfælde. Han får ilt hele vejen, og jeg regner bestemt med, at han kommer godt derover.

Heldigvis kommer snart Holger Kjær hjem, den er indrettet til patienttransport, og så har man jo de andre både i reserve. Det er nu alligevel første gang jeg har chartret en skonnert – forretningen bliver større og større. Men forhåbentlig bliver det også sidste – i den anledning.

Og dog – i dag blev Katrine, en af vore elever syg, lumbalpunkterede hende, der var masse af celler, så diag. er sikker, hvad også den ydre undersøgelse tydede på. Og i aften fik jeg iltelegram fra landslægen: poliohold pr. fly opgivet – af radioavisen fremgår, at det kniber med at finde læger. Derimod lover landslægen et hold med Dronningen, som kommer henimod slutningen af måneden; inden den tid kan der ske en del.

Fik brev fra poliolægen i Jakobshavn i dag. Vores pt. nr. 2 var kommet fint derover. I øvrigt havde de derovre 6 ptt. med respirationspareser, foruden en hel del andre.

Lørdag 10/10-53

Så måtte Katrine også overføres til Jak. I går morges havde hun parese af begge ben, begyndende parese af højre arm. Holger Kjær endnu ikke hjemkommet, hvorfor Kingmeq atter måtte en tur derover.

Mine briller er ikke briller mere. Ramlede med panden mod en dørstolpe, og så knustes stellet og den ene glas. Har telegraferet hjem eft. nye, men det er noget vanskeligt, da jeg ikke kender graden af min bygningsfejl.

Søndag 11/10-1953

Holger Kjær hjemkom efter den lange rejse. Det hjalp ikke meget at jeg kaldte den hjem, den lå vejrfast op imod 2 døgn undervejs. Men den havde brød med til os fra bageriet i Egedesminde. Dog ikke de 200 stk. kransekage jeg havde bestilt. Og i aftes kom så den store høvding i den endnu større høvdingebåd til Kutdligssat, som han faktisk aldrig tidl. har besøgt grundigt. Rink (det hedder høvdingeskibet) ankom kl. 19, og som institutionsleder måtte jeg jo ned for at tage imod, sammen med Rosenørn, Kern Jespersen og Øster-Jørgensen (handelschefen). Vi havde ventet at afdelingschef Fin Nielsen ledsagede ham, med hvem var med? Vor gode ven Karup Petersen, fuldmægtig i administrationen i Godthåb. Og så begav man sig i samlet flok til handelschefen hvor man (d.v.s. jeg) havde ventet et bedre kaffebord ell. lign., men blev bænket ved et aftensbord af de bedre. Og det efterfulgtes af kaffe, cognac, likør og lign. Kl. 4 kom jeg i seng.

Mandag 12/10-53

Det må nu være anstrengende at være høvding, selv om det kun er over 22.000 sjæle, thi disse sjæle bor ualmindeligt spredt. Og en masse af dem vil absolut invitere deres høvding på middag, frokost ell. lign., så den stakkels høvding dårlig nok kan få tid til at sove. Som sagt, lørdag nat (ell. rettere søndag morgen) blev klokken 4 før undertegnede kunne krybe under dynen, og i aftes var der institutionsledermiddag hos Kern-Jespersen fra kulbrudet. Vi var 12 herrer (idet der her ingen kvinder findes i ledende stillinger), der var selvfølgelig en masse at snakke om, og klokken blev atter 3 før jeg kom i seng, og så kunne jeg ikke sove, men opdagede hurtigt det var fordi jeg var sulten, hvorefter jeg måtte op igen for at fylde maven med sigtebrød fra Egedesminde. – Ja, dette at være institutionsleder er nu ganske morsomt, man kommer til at tage stilling til en masse problemer, man får en udtalt følelse af at være med i det hele, en følelse, som sikkert aldrig vil kunne blive så stærk i Danmark. Og man er virkelig i stand til at præge sin ”institution” personligt, enten det nu er ved sin sløvhed ell. det omvendte. (At præget går over i historien, blot den lok. byhistorie, bilder jeg mig dog ikke ind (selv om ens ry ell. rygte kan leve mange år heroppe), man kan ellers ret let miste sansen for proportionerne heroppe, måske skyldes det den ”herrementalitet”, som endnu, om end i aftagende, existerer heroppe eller det skyldes de mægtige linier, som findes i såvel klima som natur, man kan jo gå en tur på 20 kilometer, og dog er man ingen vegne kommet, det er stadig det samme man ser. Eet år i Grønland, og man er allerede præget af det.

I dag var det så vores tur, vi havde høvdingen til frokost sammen med lærer Lemvig og frue og sygeplejerske frk. Andersen. Og så selvfølgelig var Karup med. Vi havde det hyggeligt, havde på fornemmelsen at høvdingen nød at slappe af i rolige omgivelser. Traktementet var ikke meget originalt, det er vanskeligt at variere kosten på grønland, men jeg tror ikke han ofte har fået nylagte æg på sin tur. Endvidere sild, svinetunge m. grøntsager, havkat med mayonaise, bl. frugter m. mandler i creme, 3 slags ost. Derefter kaffe med cognac, vermouth, cherry-brandy.

Vi, der bor på Grønland, er faktisk alle meget interesseret i landets fremtid. Den tilsvarende interesse hjemme er vist ikke nær så udtalt. Og man har heroppe også fornemmelsen af at være med til at forme landets fremtid (hvordan den end nu vil blive, god ell. dårlig). Tro nu ikke at jeg har storhedsvanvid, min andel er mikroskopisk, men fornemmelsen er nu ganske tiltalende. – Men hvad skal der så blive af dette folk? De lever i et af verdens barskeste lande, naturen er hård her, giver ikke meget fra sig, tager til gengæld så meget mere. Erhvervsmuligheder er meget vanskelige at se. (I Godhavn har de løst problemer på den måde, at alle, som om vinteren ikke har noget at leve af, bliver sat til at kaste sne, - og det med at kaste sne på grønland er faktisk et projekt af større rækkevidde end noget menneske vist tænker sig!!!) Meningen med det hele skulle jo være at give grønlænderne en højere levestandard. Det kan let gøres ved at ansætte de fleste i offentlige stillinger, gøre dem til bestillingsmænd, resten kan så bære vand til dem. Men det virker jo lidt kunstigt, endvidere vil finansudvalget næppe gå med til det. Man bygger noget erhvervsliv op på fiskeriet, på torsken, som desværre svigtede noget i år. Men det kan være tilfældigt, dog er alle kyndige inde på, at grønlænderne må ud på havet efter torsken, det er ikke nok at sætte langliner og pilke, det giver kun til familien og hundene. Men at få grønlænderne ud med trawler kræver opdragelse og kapital; det sidste er måske det letteste at skaffe.

Ktd. er et af de få steder på Grønland, hvor der virkelig produceres noget, selv om det hidtil har givet drønende underskud. (Kryolitten går uden grønlands arbejdskraft). Ja, her er mange problemer, næsten ligeså mange som isfjelde i Vajgat.

Fik brev fra Jakobshavn, Katrine var kommet lige netop levende derover. Da hun rejste herfra var hun lam i 3 lemmer, ved ankomsten lam i alle 4 samt i åndedrætsorganer og svælg. Det kunne ikke være værre.

Tirsdag 13/10-1953

Holger Kjær måtte til Sarqaq i dag, for at hente en dame som siden august har ligget med gulsot, tænker det er en cancer. Men nu må hun over til undersøgelse. De fik heldigvis også noget sælkød, det er ellers vanskeligt, da vi jo nu er afspærrede fra Sarqaq på gr. af polio. (Ja, disse afspærringer, som ingen tror på, men som vi opretholder næsten med sværdet i hånd.) Og så var der 5 vildgæs med hjem, levende, det er nogen Hannibal fanger og opdrætter, de skal smage godt. Kun de 2 er til mig, resten til kulbrudet. Jeg slap den ene af mine ind til hønsene, men det var ikke så godt, hønsene blev helt tossede, flløj omkring, væltede vand og mad så snart denne grå fyr begyndte at strække halsen lidt; værre blev det, da den gav sig til at baske med sine store vinger. Det kunne altså ikke gå, vi kunne jo risikere, at hønsene holdt med at lægge æg (de giver ca 2 dagl. for tiden og det er vist helt pænt; høvdingens giver slet ingen). Så fandt jeg en stor tremmekasse til dem, så kan de i det mindste ikke løbe fedtet af sig. Kassen står så i bryggerset.

Mandag 26/10-1953

Ja, så kom altså polioholdet og rejste strax igen. Har vist tidl. fortalt, at det strax i begyndelsen af vores polio var meningen jo at et hold skulle komme per fly, som samme aften jeg modtog telegrammet, ville lande i Reykjavik. Hvorfra viderebefordring med danske Catalina direkte til Kutdligssat. Og jeg fik travlt med at skaffe indkvartering til holdet, der blev sat extra pres på med at lave nye lærerbolig færdig, for at benytte et par af værelser der til holdet. Flyveturen blev dog hurtigt aflyst, næste telegram lød på, at holdet (3 personer) ville ankomme til Egedesminde med Dronningen, hvorefter jeg sendte Holger Kjær ned til Egedesminde for at hente dem og posten. Og vi ventede i spænding Holger Kjærs ankomst. Og så pludselig 23 ds. Om formiddagen ringer telefonen, det var polioholdet, som var ankommet fra Egedesminde med skonnerten Fylla, som skulle hertil for at hente kul. Og posten var også med, så Holger Kjærs rejse var altså helt forgæves, men jeg havde ikke i forvejen kunnet få oplyst, at der var en anden forbindelse heroptil. Jeg forstår godt polioholdet hellere ville med Fylla. Man bliver sikkert lidt betænkelig, når man ankommer fra København med Dronningen og i Egedesminde ser, at der er omstigning til Kutdligssaatlinien, som er på størrelse med en lille linie otte. Også jeg havde i den situation taget linie Fylla.

Nå, holdet ankom altså, og ikke så snart var de ankommet før de fik telegram fra landslægen, om at de skulle placeres i Upernavik, hvorhen Fylla netop skulle. Holdet bestod, da det endelig ankom kun af en læge med frue, som er massøse. Han hed Heilskov (hun naturligvis også), var 3-års kandidat, kom fra Marselisborg hospital, var ved at blive ked af hospitalskarrieren, da han ikke syntes han havde albuer og psykisk kraft til at gennemføre denne, hvorfor han var meget glad, da denne chance pludselig kom. Det er faktisk fint, at komme ud som specialist 3 år eft. examen, løn 100 kr. om dagen i de første 3 mdr., derefter løn som ass. læge (en sådan mangler netop i Upernavik, så departementet slår 2 fluer med et smæk: får en ass. læge i det mægtige distrikt og samtidig en poliospecialist, idet Upernavik er den sidste by uden polio på vestkysten. Man venter polio kan komme der i vinter, og så er der ingen mulighed for at send et hold derop.) De blev så indkvarteret i vores tomme økonomabolig og spiste hos os. Det var vældig hyggeligt, det er morsom at snakke med en kollega, når det går så sjældent på. Men det er jo uhyre let, at have gæster, når man kan give dem egen lejlighed.

Det var for resten slet ikke let at komme af med dem igen. For da vi skulle sætte dem ud til Fylla søndag formiddag, var der så store dønninger, at jollen strax fyldtes med vand, da den lå og huggede ved strandbredden. Så måtte vi have den ind på land for at tømme den for vand.

Havde ellers tænkt, at Heilskov skulle have vikarieret for mig, mens jeg tog til Jakobshavn for at få ordnet min tand. Jeg tager nu derover alligevel. Vil nødig gå en lang polarvinter i møde med tandpine. Havde tænkt mig at sejle i morgen, men det blæser meget voldsomt i dag, vi kan ikke engang komme ud til Holger Kjær, så nu har jeg udsat det til onsdag.

Og i aften skal jeg til møde i det kulturelle råd, som jeg er blevet medlem af. – Le dig hellere ihjel!!!

Klokken er nu 17, Danmark går meget fint igennem på radioen.

Ja, nu skal de dæleme ha’ kultur heroppe!!! – Jeg blev valgt til redaktør af det uge- ell. 14-dagsblad som skal til at udkomme i Kutdligssat, i stil med Kamikken i Godthåb, men dog hverken kvalitativt ell. kvantitativ på højde med denne. Jeg skal dog dele værdigheden med palase (præsten). Jeg kan jo altid finde på at skrive nogle artikler om ernæring og anden hygiejne, - så kan palase skrive om den åndelige hygiejne. Det sværeste bliver nok at få andre til at skrive noget.

Tirsdag 27/10-1953

Mørketiden er begyndt – men foreløbig kun for mig. Mine sidste briller er gået i stykker, nu er der kun tilbage solbrillerne, som også sidder særdeles godt på mig, men giver mig et noget dystert indtryk af det hele. Mine solbriller er nemlig meget mørke.

Børnene leger hver dag med Cognacs hundehvalpe, de er også umådelige søde. Der er næsten altid en hundehvalp eller 2 i huset, om ikke andet finder man en liggende og sove under komfuret. Da hundehvalpene ikke altid lugter godt, gælder det samme børnene, de stinker værre end en aljetøndekusk.

Vi har en del sne, har gerne slæden med, når vi er ude at gå med børnene. I forgårs var jeg med begge to ude bag huset, hvor der er en skrænt, vi kørte ned ad den på slæde, Tove alene, Anne Marie med mig, og begge morede sig dejligt. – Vandhentning til sygehuset foregår med slæder, ligeledes afhentning af varer fra butikken. Det nyder jeg godt af, idet jeg også driver vognmandsforretning med mine hunde. Sygehuset har selv et spand hunde, men kan slet ikke klare sig dermed. Derfor lejer jeg et spand ud for 75 øre i timen. Det bliver ca 6 timer dagl. Hvis ikke jeg havde denne indtægt var det også for kostbart at holde så mange hunde, som jeg gør. I øvrigt solgte jeg for nogen tid seks af hundene til præsten i Umanak, men der er 13 tilbage, foruden 2 store hvalpe og seks små.

Med vand har vi det betydelig bedre her end i Ghb. Karlene sørger for vand, og har vi intet beder vi blot om at få tønden fyldt op. Det er nu meget rart, når det nu engang skal være besværligt.

Mandag 2/11-1953

Det bliver samfundet en dyr tand, min 5+ som efterhånden har givet mig adskillige søvnløse nætter, - siden december 1952. Mig koster den kun 15 kr., (guldet skal man selv betale på Grønland og min guldværdi er steget 1½ g.), derimod statskassen (som jeg ganske vist selv er medindehaver af) ca 1000 kr., idet det efterhånden er blevet til en 7-dagestur. Diskobugten på denne årstid er noget andet end Godthåbsfjorden. Sidste måneds tid temmelig ofte tandpine, én nat åd jeg 3 magnyl + 3 saridon ganske uden virkning. Så besluttede, at nu skulle det være. Vinteren her er for lang at gå med tandpine i. Og på denne årstid bliver det vanseligere og vanskeligere at komme ned til Jakobshavn, som ellers kun ligger 10-12 timers sejllads borte.

Nu, da jeg skriver dette ligger vi vejrfast i Ritenbenk. på hjemvej fra Jak., kun 6 timers sejllads fra Ktd., men vejret er elendigt derovre, vi kan overhovedet ikke komme i land, selv om vi kunne komme derover.

Skulle være sejlet hjemmefra allerede tirsdag 27. okt., men det var meget uroligt vejr med store dønninger og brænding, så blot det at komme ud til Holger Kjær var umuligt. Så skulle vi af sted onsdag morgen, men det var ligeså umuligt. Kl. 13 lykkedes det imidlertid at komme af sted. Fik en god gyngetur til Ujarassusuk, hvortil jeg havde 2 passagerer med. Forsøgte så at komme ud over diskobugten for i det mindste at nå Ritenbank, men den stærke søgang gjorde det helt umuligt. Vi måtte så gå tværs over Vajgat til Sarqaq, hvortil vi ankom med vindstyrke 7-8, efter en god hoppetur over Vajgattet. Det var jo ikke nogen større dagssejllads.

I Sarqaq har de lidt nat. havn, desuden er der temmelig meget is udenfor, det tager af for søgangen. Hannibal var heldigvis hjemme, og gæstfri som altid, inviterede han mig til at sove i gæsteværelser, til trods for at han allerede havde 3 liggende gæster. Erik røde var nemlig kommet samme dag fra Jakobshavn med folk fra den kgl. Grønlandske, de skulle lave regnskaber med Hannibal.

Hele torsdagen lå vi så vejrfast i Sarqaq, Vajgattet var voldsomt oprørt. Og jeg oplevede for første gang et rigtigt grønlandsk lokum. Udvendigt minder om et dansk landligt do, men det er udstyret med træk, men ikke med slip. Når man tager låget af kassen derinde ser man strax en stor hund som sidder parat bagved. Og så er det klogt at lade lemmen glide ned før man tager plads. Ellers kunne hunden, af frygt for konkurrenter, let finde på at komme den ædle giver i forkøbet, og en grønlandsk hund tager hellere lidt for meget end lidt for lidt. Når man har besørget, trækker man i snoren, lemmen glider op, hvorefter hunden stikker hovedet ind og slikker godterne i sig. Sådan er det altså hvad enten man så kan lide beskrivelsen ell. ej. Og det er en effektiv renovation. Kun kedeligt at hundene ikke fortærer konservesdåser.

Vi fik gåsesteg til middag den dag, meget lækker konstaterede jeg med tilfredshed, for jeg har 2 gæs af samme slags gående hjemme i hønsehuset. Hannibal fanger gæslinger derovre om foråret, og feder dem så op, dels til sig selv, dels til salg.

Amalie, Hannibals kone, er meget dygtig til madlavning, men hun viser sig næsten aldrig i stuen. Man har nærmest indtryk af at hun er Hannibals husbestyrerinde, dansk taler hun desværre ikke. Til gengæld taler Hannibal for 2. Han spiser kolossalt, er godt i stand, Amalie er for godt i stand, og ser ud til at være ældre end sin mand. Grønlænderkoner ældes hurtigt, selv om de lever under gode kår.

Fredag morgen fint vejr, helt stille med skønne farver over Diskobugten. Havde en fin tur til Ritenbenk, der skulle mandskabet nemlig ind for at købe sukker. Det kan grønlændere ikke undvære, hvad man også ser på tænderne. Videre til Jakobshavn, men den 4-timers tur blev den værste jeg har været ude for. Heldigvis ikke spor søsyg, hvad jeg konstaterede med tilfredshed. Hvad enten man ligger, står ell. sidder, må man holde sig fast, næsten med arme og ben. Jeg er dog gerne i styrehuset i sådant blæsevejr, for ikke at sige stormvejr, jeg kan godt lide at se hvad der sker. Heldigvis var der ingen is dernede, ganske vist havde vi projektøren tændt, men det er vanskeligt at se noget for skumsprøjtet. De sidste par timer var det bælgmørkt, og jeg var ærlig talt glad for at se lysene i Jakobshavn. Der er en meget fin naturlig havn, der kan vist ikke komme en krusning på overfladen selv i orkan. Nå, jeg kravlede op til Kiilerich, tandlægen, som strax styrkede mig med en stor gin + vermouth. (Kan godt forstå søfolk skal have rom ell. lign.). Så vandrede vi ud til sygehuset, hvor vi fotograferede tanden, billedet viste, at rodkanalerne overhovedet ikke var fyldt. På sygehuset hilste jeg på vore 3 poliopatienter, Katrine stadig med delvis respirationslammelse. De skal alle tre til Danmark, og har stor udsigt til at blive invalider.

Heller ikke i Jakobshavn fik jeg lov at sove på Holger Kjær. Fik en sovesofa hos bageren og hans kone, som er vældig søde mennesker. Og fik naturligvis hver morgen friske rundstykker. Lørdagen gik med tandbehandling. Det er en dejlig klinik han har fået derovre, alt er nyt.

Han giver musik til behandlingen, det synes både ptt. og han selv godt om. Han synes selv han arbejder bedre til musik. Hver gang han sagde vær så god og skyl, betød at jeg skulle gå ind ved siden af og skylle en gin + vermouth ned, imedens tog han så en anden pt. Det bliver nu dyrt hvis alle pt. skal skylle så grundigt. Nå, alle rodkanaler blev godt renset, fyldt igen, røntgenkontrol viste at det var tilfredsstillende, hvorefter der blev taget aftryk til guldindlæg.

Lørdag aften var vi hos Kofoed, ass. læge i Jak. Han skal hjem med Umanak om 14 dg., hvad han er meget ked af. Men han har fået et 2-kronest. infiltrat i den ene lunge, og specialister siger at han skal tage hjem til behandling. Han hører til de mennesker, som ikke kan blive positive trods flere calmettevacc. Han var naturligvis bekymret, ikke så meget på gr. af sygdommen som på gr. af alle de praktiske vanskeligheder den medfører: ingen bolig hjemme til familien (2 børn har han), måske opsigelse fra departementet, stor skat at betale. Hos Kofoed traf jeg for resten Holger Kjærs søn. Holger Kjær, altså den levende d.v.s. nu afdøde, var i en menneskealder distriktslæge i Nordgrønland, endte som medicinalkonsulent. Foruden gennem sin lægegerning har han tillige som så mange andre danske heroppe, gjort en indsats for raceblandingen på Grønland, og bl.a andre har hans kivfaq måttet stille sig til rådighed for denne indsats, således som det heroppe har været kivfaqkers lod i et par hundrede år. Resultatet blev godt, for så vidt som sønnen, Marius Sivertsen, er formand under den kgl. Grønlandske handel i Jak. og desuden medlem af landsrådet. Det var for resten ham, der fik ideen med at opstille Kirstine Ladefoged i Nordgrønland.

Søndag støbte Kiilerich guldindlæget til mig, det passede fint, sidder nu på plads. Så var vi lige indenfor hos byggelederen, hvor vi fik en cognac, derefter hos telegrafbestyreren, hvor vi gik 3 cognac, så spiste vi middag hos Kofoed, hvor vi efter middag fik mange cognac. Det er måske derfor jeg er lidt træt i dag.

Og nu er jeg på vej hjem, ligger vejrfast i Ritenbek. Har for 100 kr. brød med til sygehuset og os selv fra bageriet i Jak., så vi skal ligge vejrfast her mange dage før jeg udgår for proviant. Vi har lige kaldt Kutdligssat pr. radio, men kunne ingen forbindelse få. Severin kommer nu og fortæller mig, at han i land har hørt, at det blæser 7-8 i Ktd., Umanak og Egedesminde.

Onsdag 4/11.1953

Hjemme igen, det blev til 8 dg. i alt. Hele tirsdagen måtte vi ligge i Ritenbenk. Ritenbenk har tidligere været en koloni, nu er den degraderet til udsted med lidt over 50 indbyggere. Udstedsbestyreren, Hans Fleischer, taler fint dansk, spiste både frokost og middag hos ham. Købte 1000 kg. tørrede angmassater hos ham, 35 øre pr. kg., til hundefoder og tog de fleste med Holger Kjær hjem. Hjemturen gik godt, søen nogenlunde rolig, men alligevel blev jollen fyldt med vand, da vi sejlede ind til stranden i Ktd.

Det var en lang og drøj tur (og dyr) blot for en tands skyld. Men en hel vinter med tandpine er ikke sjov.

Torsdag 5/11-1953

Ja, det er ofte nogle bizarre fornøjelser, man har heroppe. Det sidste er, at vi i dag har indviet vores nye elsantoilet. Det ligger på 1. sal, i et lille rum, som er blevet bygget ved siden af soveværelset. Der bliver ikke frostvejr foreløbig, hvad der allerede er på det gamle lokum i bryggerset. Det er en meget stor behagelighed. Jeg forstår blot ikke, at elsan ikke er indført i Danmark, ude på landet, hvor man ikke vil have septictank ville det være ideelt.

Vi har fået vores vinterproviant hjemmefra, kolonivarer for ca 1000 kr., desuden æbler, appelsiner og grøntsager. Så mangler vi kun kødet.

I dag har solen skinnet, ca 1 time, men nu varer det omtrent 4 mdr. før vi ser den igen, den går bag fjeldene. Foreløbig kan vi se den skinne på Nugssuaq, hvis det ikke er overskyet. Den egentlige mørketid begynder først omkring 30. nov.

Lørdag 21/11-1953

Så fik vi endelig Umanak expederet. Den sidste aften, ell. rettere nat, før sidste postindlevering sad jeg til kl. 3 og skrivemaskinen næsten glødede.

I går, fredag kom Umanak, og torsdag aften kl. 22 fik jeg et iltelegram fra skipperen, at endnu en patient med skulderlidelse, som er indstillet til hjemsendelse, kunne medtages til Danmark denne gang. Jeg sendte strax bud efter hende, og så viste det sig, at hun var taget med Holger Kjær, som er udlånt til præsten, til Qeqertaq. Derfra er i bedste fald 6 timers sejllads, men da der sikkert nu er megen is derovre, ville turen tage mindst 10 timer, Nå, jeg bad telegrafstationen kalde Holger Kjær (der er nemlig ingen radiostation i Qeqertaq), men der blev naturligvis ikke svaret. Og så kom hun ikke til Danmark denne gang.

Men det var Umanak, den kom i går kl. 17,15 og kastede anker. Jeg havde 3 tuberkulosepatienter, som skulle med; ville desuden gerne hilse på Kofoed fra Jakobshavn, som jo også er en slags tub.-patient, så jeg tog med derud; Gurli også, hun ville gerne igen betræde Umanak, som vi jo har en særlig forkærlighed blandt skibene. Vi gik ombord i en af de store kulpramme på land, ventede 20 minutter på den ene af patienterne, som vel ikke kunne får kysset færdig, og da hun så endelig ankom, efter at jeg havde måttet ind på kulbrudskontoret for at bede sygehuset sende bud efter hende, tog den store kran, som står lige på stranden, prammen og svingede den ud i vandet. På den måde foregår godsudvekslingen meget ofte i Ktd., da selv små dønninger gør det umuligt for prammen at ligge ved en lille træbro, som kan skydes ud i vandet. Så kom Kingmeq og tog os på slæb ud til Umanak, og der lå vi så og vuggede i en lille time, alt mens dønningerne blev større og større. Det var ikke muligt at komme ombord, dønningerne var for store til at vi kunne komme over i Kingmeq og fra den i Umanak, så vi måtte stå dernede og råbe op til forskellige bekendte deroppe. Det blev en kold omgang, - og imens blev vinterens kødforsyning sat ned i prammen ved hjælp af et stort net, når nettet så blev trukket op igen, var der atter kød i, men denne gang levende, idet patienterne måtte op på den måde, oven på postsækkene. Men de kom da alle levende op.

Vi var alle meget spændte på om Umanak havde posten med hertil ell. havde sat den af i Egedesminde. Posten var med, allerede kl. 20,30 kunne vi hente den. Al godset til Ktd. er sat af i Egedesminde, deriblandt juletræerne; Det går så videre med skonnert nordpå. I dag har vi så fået pakkerne, og aldrig har vi fået så mange før. Jeg tror der var 20. Der gik flere timer med at pakke ud. En meget stor del deraf er naturligvis lagt hen til jul. Tove snakker ikke om andet end jul. Og er meget utilfreds med at juletræet ikke er kommet endnu. Hun bygger juletræ af connector, klipper hjerter og vil så gerne begynde at lukke julekalenderen op.

Søndag 29/11-1953

Kolonilivet blomstrer: vi har været til flere selskaber, morer os glimrende; koloniens ”damer” samles hver tirsdag eftermiddag til kaffe- og syklub, læsekredsen (prisværdigt initiativ fra den kgl. Grønlandske) er i gang. Udenfor stormer og sner det næsten hver dag. Måtte i morges grave mig ind til hønsene, som trives fint. Den ene gås er slagtet, plukket, ligger nu stivfrossen på altanen; den så meget lækker ud, da den var helt renplukket, fed og gul.

I aftes havde vi vores første rigtige fest. 12 personer, kl. 20 ost på 20 måder (kun en af gæsterne kunne tåle nogen form for ost) med rig. rødvin, derefter kaffe med likører og cognac (der går en del cognac heroppe, men den koster kun det halve af prisen hjemme) så nogen timers dans med punch og frugt ind imellem. Kl. 4 i morges sluttede vi af med the (som nogen fik blandet op med rom) og grahamsbrød med sælleverpostej og spegepølse. Det var vellykket alt sammen.

I onsdags måtte jeg en tur til Sarqaq, tilkaldelse til dårlig finger. Benyttede samtidig lejligheden til at give befolkningen 3. indsprøjtning af difterivacc. Havde regnet med en to-dagestur, men man skal aldrig regne med noget heroppe, det blev til 3 dage, for på gr. af stormvejr kunne vi ikke komme hjem igen før fredag. Det er nu ikke det værste sted at blæse inde, for Hannibal er umådelig gæstfri, jeg boede i hans gæsteværelse og fik alle dagens måltider hos ham. Og de sidste er lige så solide som Amalie; forstår godt Hannibal er trivelig, han trænger til nogle slædeture. Tværs over Nugssuaq. Erkendte endnu engang at verden er lille: Hannibals fætter bor i Madvigs Allè nr. 11 og hedder Edgar Fencker. Hannibal er en omdiskuteret person, det bliver man jo, når man ikke er som alle andre. Der er så få heroppe, der ikke kan lide ham. Kender ham kun som vært, og som sådan er han overordentlig tiltalende. Men nogen siger, at man skal være læge, kolonibestyrer ell. konge for at han kan udfolde disse egenskaber. Hvad jeg ikke er klar over, er om han er ægte, når han snakker om ”sin befolkning” og om at ”gøre den færdig” o.s.v. Han kan da ofte virke krukket. – Mon jeg har fortalt om Hannibals nye hus? Det er hans eget private, som han vil trække sig tilbage til, når han får pension. Det er for det første stort. Bygget af ham selv og grønlændere, kun trappen kunne de ikke klare, den måtte de have en dansk håndværker til at lave. Huset er isoleret med et 10 cm tykt lag, bestående af grønlandsk mos, og der er så varmt derinde, at yderdøren ofte må stå åben, og selv da er der for varmt for mig. Opvarmningen kommer fra centralkomfur, og de bruger kun 1-2 spande kul i døgnet. Vi bruger 10-15, alt efter hvor meget det blæser.

Der var overflod af kød i Sarqaq, da jeg var der, så jeg havde over 300 kg sælkød med hjem til sygehuset, og mange levere.

Mandag 14/12-1953

Megen is er drevet gennem Vajgat siden jeg sidst skrev, og nu har den lagt sig stille over meget store arealer. Holger Kjær måtte sande det i går, den havde besvær med at komme hjem fra Sarqaq, hvor den var med en patient, udskrevet fra sygehuset. Men hjem kom den da, og i dag har jeg bedt om at få den sat på land. Der bliver ikke mere sejlads i år, desværre. Det har frosset hårdt længe nu, omkring -20, hvad ikke er almindeligt her så tidligt. Fik brev fra Hannibal i dag, han skrev, at alt tegnede til rigtig isvinter. Så vi får da prøvet noget.

Indendørs har vi det dejlig varmt, den nye kamin kom med sidste forbindelse. Den er ikke just skøn at skue, mest fordi den er lyseblå (minder i formen lidt om et fryseskab), men den er særdeles god, giver en meget fin varmecirculation i stuen, og så længe det kun fryser 20, er det ikke vanskeligt at holde tp. oppe indendørs. Nu har vi også fået gode kakkelovne i alle rum, og de mange forbedringer på huset i sommerens løb har hjulpet ganske utroligt. Meget glade er vi stadig for vores indendørs wc, der brænder gerne en alm. staldlygte døgnet rundt, så er der lunt.

Vi er ved at komme i julestemning, sidder og hører julehilsener til Kutdligssat. Der er ingen til os, hvilket ikke gør spor, vi får så meget konserves heroppe. Hvis I skulle finde på at sige lidt til os næste jul, så må I love ikke at hulke, det er slet ikke morsomt at høre på for dem heroppe. Og husk, at alt hvad I siger kan høres over hele Grønland, og bliver kommenteret. Der var en her i Ktd., som fik besked om at huske et isbjørneskind; en anden fik hilsen på (rædselsfulde) vers, og familien glædede sig til at se hans kone, som han endnu ikke er gift med, men har en dreng på 4-5 år med; de skulle bare se hende, hun har ingen tænder og er jaloux som alle grønlandske ”koner” med danske mænd. – Nå, dette for at I kan se hvordan vi er heroppe. Men selvfølgelig er det hele sendt i en god mening.

I dag har Gurli lavet julekagedej, børnene har sammen med en lille grønlænderpige klippet julestads. Tove er meget glad for Peters Jul, her kan hun rigtig forstå den, for gåsen har vi slagtet, vi har både pige og karle og juletræet ligger ude i sneen. Kun juleneget må vi mangle.

Vi fik et juletræ fra Anton Nielsen. Og det var en hel tragedie. Toppen var brækket helt af, der var ingen nåle på, og de der var faldt af så snart man så på træet. Så spurgte jeg den kgl. Grønlandske om der ikke skulle være et til overs. Og et par dage efter fik vi anmodning om at hente et træ formedelst 5 kr. Og det var et rigtigt juletræ, næsten til loftet og med nåle på.

Mørketiden i Ktd. er absolut ikke slem, det er lyst et par timer midt på dagen; så bort set fra, at vi måske er lidt mere dovne end ellers (hvad man jo efter er hjemme i disse måneder) påvirker den os ikke. Både Gurli og jeg synes bedre om mørketid end om midnatssol. Nu er der kun en uge til vintersolhverv, så det kan nu ikke blive ret slemt med mørket.

Søndag 20. december

Ja, så har vi vintersolhverv, og her på 70 gr. nordlig bredde er det stadig lyst et par timer midt på dagen. Nej, mørketiden her er intet at tale om. I Upernavik, hvor der er mørkt hele døgnet rundt i 6 uger, skal det være betydelig værre; der bliver mange en del påvirkede deraf. Vi har fuldmåne for tiden, der er på himlen døgnet rundt; og det er morsomt at se den stå og spejle sig i Vajgat ved middagstid, så lidt mørkt må det altså være. Havde en ordentlig gang tandpine natten mellem mandag og tirsdag. Den sædvanlige tand. Første 3 uger efter hjemkomsten fra Jakobshavn var jeg helt fri for smerter, men siden har det jævnligt været galt, men kunne dog standses med magnyl. Mandag aften tog jeg i alt 10 tabl. (4 codyl og 6 magnyl), men det virkede kun et par timer. Sove kunne jeg ikke, jeg for rundt i sengen, Gurli var helt bange for mig, men jeg turde ikke tage flere tabl., havde allerede voldsom øresusen. Så tog jeg penicillin, udfra den betragtning, at der jo må være en betændelse, og i løbet af 2 dage hjalp det, og nu er der intet i vejen. Men tanden er vist færdig, jeg vil blot så nødig miste den, før jeg kan få en bro ell. lign. til erstatning. Bliver det helt galt må Hannibal trække den ud.

Tove har fået sælskindsanoraq, ser dejlig ud i den. Nu får de snart begge to hundeskindsbukserne, så kan de komme noget mere ud. I øvrigt er det ikke koldt, selv om det stadig fryser 20 gr., det blæser næsten aldrig mere.

Cognacs hvalpe er det gået ilde: der er kun 3 tilbage, dem har vi så taget ind i bryggerset, hvor de er ivrigt beskæftiget med at æde seletøj, indtil de får smæk. De andre er frosset og ligget ihjel, en er blevet bidt. Det er et hårdt liv at være grønlandsk hund. Her overlever kun de stærkeste.

Nu er kl. 13, det er ved at blive mørkt igen. Vi skal til at spise middag. Det bliver lammefrikadeller og citronfromage. Citroner har svært ved at holde sig, så vi må se at få dem spist i en fart. Appelsinerne holder sig ret godt, æblerne kun nogenlunde. Al frugten ligger i børnenes soveværelse, men det er ikke til at holde temperaturen nede, og undlade fyring helt tør jeg heller ikke, så bliver der frost.

Vi er ved at fryse vores danmarkskød ned i store isblokke, efter først af have delt det i mindre stykker. Hver mørbrad lægges i en kageform, sættes ud i frosten efter at være overhældt med vand. Efter en dags tid kan man tage blokken ud, og lægge den næste ned. På den måde holder kødet sig bedst, og tager ikke skade, selv om der skulle komme tøvejr et par dage i vinterens løb.

Vi har fået stegt flæsk, med det resultat, at jeg knækkede et stort stykke af en kindtand i undermunden på et stykke svær. Jo, jeg er heldig med mine tænder heroppe. Skal vel have protese, når jeg kommer hjem.

Onsdag 23/12-1953

Så blev da juletræet sat på fod (det var svært at finde ude i sneen, måtte grave længe før jeg så en grankvist stikke frem) og øllet bragt i hus. Det store øjeblik er virkelig indtruffet: jeg har købt en kasse øl; det var det vi i gymnasietiden så ofte snakkede om, men ikke havde midler til; nu er det altså blevet virkelighed her i Ktd. Men i år kan øl måske fås helt til marts, ellers plejer det at slippe op allerede i januar.

Modbydeligt vejr i dag, blæst, fygning, -20. Havde for første gang i vinter mine lange underbukser på, da jeg skulle i butikken m.m. forsyningerne skulle suppleres med en flaske cognac, og en bourgogne til julegåsen af den gode årgang 1947(altså ikke gåsen). Da jeg kom hjem fra turen, som også havde omfattet sygebesøg hos Maren og forretningsbesøg hos Rosenørn havde jeg kamikposten med til Gurli:

Der var jo bryllup i byen, i lørdags, borgerlig vielse med Rosenørn som giftefoged. Gommen dansk mineformand, bruden hans husbestyrerinde og moder til hans barn, datter af Peter Rasmussen, hvis øgenavn (vi har alle øgenavne heroppe, men det er næsten umuligt at få dem at vide) på dansk betyder: ham der lugter af røv (undskyld!!) Han har nu 2 døtre gift med danske i Ktd., den tredje er gift med den nye kateket, søn af pastor Heilman i Ghb.; kateketen blev forflyttet til Ktd. på gr. af druk, det rette sted at flytte hen til, men det må være for at han ikke skal påvirke uskyldige sjæle til druk, for sådanne findes næppe her. Brylluppet begyndte godt, fru Rosenørn knuste en tåre; men det endte skidt. Ingeniør H., som tidl. har fået øretæver af fru L. på grund af nærgåenhed, var i fuldskab ved at komme op at slås med smedeformand Karl C., og blev til sidst bevidstløs båret hjem. Har selv været sammen med H. et par gange. Første gang sov han det meste af aftenen, næste gang gik hen hjem før midnat. Han udtaler foragteligt, at disse kvinder i Ktd. ikke er til at komme nær (med kvinder mener han danske fruer). Da han selv har en ganske sød lille grønlænderpige (hvis eneste interesse i verden er at komme til Danmark) kan han jo være ligeglad. – Der var 35 gæster ved brylluppet, der blev drukket imiak af flasken, lille Abraham der nylig har haft sin første gonorre dansede hele aftenen med fru G., Peter Rasmussen med fru R.

Også på ”slottet” har der været øretæver. ”Slottet” er den tidl. driftsbestyrerbolig, bruges nu til anbringelse af ugifte kulbrudsfunktionærer. Bl.a. bor her T., bums og bisse m.m., af den slags som kun vasker sig indvendig, og da kun med alkohol. Han så sig gal på Peter V., kontorassistent, pæn ung mand, rev knapperne af hans jakke, stak ham et par, og smed ham hen ad gulvet. Og nu tør Peter ikke sove hjemme mere. – 2. juledag skal der være kulbrudsfest, alle danske funktionærer og de ledende grønlandske. Det kan blive godt. Vi skal til middag hos Rosenørn, det bliver sikkert hyggeligt. Han er vældig rar, nøjagtig lige så ubegavet som andre rosenørner, hans kone sød og ligetil. Nytårsaften skal vi formodentlig selv have gæster, ikke mange, for vi vil ikke have stor fest, og jeg vil ikke have at nogen skal drikke sig fuld for mine penge. Det bliver sikkert kun Rosenørn, Lemvig og frk. Andersen.

Det var lidt koloniliv!!

Onsdag 13/1-1954

Så er det ved at blive forår, selv her nord for polarkredsen. Det vil naturligvis gå uhyre langsomt, men der er ubedragelige tegn derpå: børnene har i dag været ude at lege for første gang i flere måneder, de var ude en hel time og så dejlige ud i skindtøj; hønsene har i dag lagt 3 æg, det er ikke sket siden i begyndelsen af nov.; det bliver lysere og lysere for hver dag. D. 15. er mørketiden forbi, men solen kommer først i begyndelsen af febr. Rigtig mørkt har det slet ikke været, og vi har intet mærket til mørkepip, som man taler så meget om.

Jeg har travlt i denne tid, folketuberkuloseundersøgelse med gennemlysninger hver eftermiddag; og her må jeg jo tage dem alle selv, det bliver ca 1000 mennesker. Desuden skal årsberetningen udarbejdes, det er også et stort arbejde, men ganske sjovt, vel nok til dels fordi det er ”mit eget” sygehus og distrikt. Lysregningen for okt. kvartal, det mørkeste, har vi lige fået, kun 74 kr. Og det skønt lysstofrøret i køkkenet brænder fra tidlig morgen til sen aften, og hønsene har lys ca 12 timer i døgnet.

Har føjet endnu et hverv til mine mange heroppe: er begyndt at indkalde kul til sygehuset. Der findes i Kutdligssat mange små minegange, hvor befolkningen selv kan gå hen for at bryde deres kul. For tiden er der en hel del arbejdsløse i Kutdligssat; for at støtte dem (og for at spare kommunehjælpen) har kommunebestyrelsen henstillet til institutionslederne, at de opkøber kul fra denne private brydning til 6½ øre kg. Syntes tanken var udmærket, sygehuset har jo et meget stort kulforbrug, og jeg indrykkede en annonce i radioavisen, om at sygehuset køber kul fra privat brydning, men kun kul af bedste kvalitet. Der kom også kul, omkring 1000 kg har jeg indhandlet, men de kommer ikke fra de arbejdsløse, det er skam de arbejdende, som i deres fritid går ud og bryder for at lidt extra fortjeneste. Således kom en af sygehusets karle, som tjener 90 kr. om ugen, i dag med 400 kg; nej, de som er sløve, fortsætter med at være sløve, og intet kan vække dem. De vil hellere få kommunehjælp uden at levere noget til gengæld.

Søndag 17/1-1954

Mit sociale juleforetagende blev ikke rigtig nogen succes, kullene var ikke af tilstrækkelig god kvalitet, hvorfor jeg i går satte annonce i radioavisen, om at indhandlingen til sygehuset var standset. Dårlige kul giver for stort fyringsarbejde i sygehusets 15-20 kakkelovne, og på konsultationsstuen, hvor vi selvfølgelig også har komfur, kan vi ikke vnete over ½ timer på at vandet skal koge. Arnanguaq (tænk vi har nu haft hende i over 7 mdr.) sagde også ”ajorpoq” om kullene, når hun skulle tænde op om morgenen hos os.

Det har blæst meget siden jul. I dag har vi en stiv sydvest, tp. er kun -10. Vi har flere gange haft Nunasarneq, det er meget voldsomme fønvinde indefra landet, d.v.s. indefra Disko. Første gang vi havde den var i begyndelsen af januar, om natten, huset knagede og bragede, ved særlig voldsomme vindstød kunne man på 1. sal mærke, hvorledes det rystede. Fik ikke sovet meget, dels på grund af stormens hylen, dels fordi jeg lå og ventede på, at taget skulle ryge af huset; hvilket dog ikke skete.

Julen og nytår gik fint. Kl. 14 juleaftensdag var jeg på sygehuset, palase holdt en kort prædiken, man dansede om juletræet, patienterne fik gaver, og gik så hver til sit, de havde fået fri indtil juledag kl. 15, undtagen et par meget syge. Kl. 16 gik Tove og Gurli i kirke, mens Anne sov og jeg passede gåsen i ovnen. Det var sarqaqgåsen, den smagte dejligt, men er ikke større end til 3 personer. Gurli og jeg delte en flaskebourgogne til den, hvor blev vi dog søvnige senere på aftenen deraf, der måtte flere kopper stærk the til før vi blev kvikke igen. Julegaverne gik jeg op og hentede, kom ned igen i bjørneskindsbukser og sælskindsanoraq og med gaverne i en sæk på ryggen. Gjorde stor lykke hos børnene, som dog først blev lidt bange for denne skindklædte person. Julegaveudpakningen var det sædvanlige orgie, vi savnede far til at samle papir op. Det var næsten umuligt at huske, hvem der fik hvad, og helt umuligt at finde ud af hvad børnene fik af hvem. Og så var Gurli og jeg pludselig så søvnige, og måtte drikke stærk the.

Juletelegrammerne blev udbragt af Nikolaj Kleist himself, telegrafbestyreren. Han var drivende fuld, han kan kom med dem. Det plejer han at være, når han juleaften når ud til denne del af byen. Han får gerne en øl hvert sted han er inde med telegrammer. Der fortælles, at han et år på vejen ud med telegrammer, satte sig ind i et tomt hus for at hvile lidt, så han kunne drikke nogle flere øller. Han faldt i søvn, tømte i søvne sin blære, og kunne, da han vågnede, ikke komme op igen. Da huset var uopvarmet, var han ganske simpelt frosset fast til stolen på grund af de våde bukser.

1. juledag gik vi alle 4 i kirke, altså også jeg, til dansk gudstjeneste ved den grønlandske præst. Havde ellers svoret, at jeg ikke ville gå, men palase er et meget tiltalende menneske, og jeg syntes, det var synd for ham hvis der kun skulle komme 7 mennesker som sidste år til den danske gudstjeneste. Den præst, som var der dengang, havde dog heller ikke meget kontakt med danskerne. Der var over 20 mødt op, så han kan ikke forlange mere. Bagefter var vi alle til kaffemik hos præsten, det var vældig hyggeligt, og en god ide af ham. Spiste så middag hos Golodnoff, 2. juledag spiste vi hos Rosenørn, nytårsaften fejrede vi i stilhed, havde Rosenørn og Lemvig til middag. Men holdt trods stilheden ud til kl. 2.

Mandag 18/1-1954

Dejlig mildt vejr i dag, kun – 5, så får man forårsfornemmelser. Vi har nogen dejlige solopgange et stykke op ad formiddagen, d.v.s. solen kommer altså ikke, men det røde skær i syd er pragtfuldt. Sarqaq og Godhavn har sol nu, også for Ktd. er den egentlige mørketid forbi, men vi ligger nærmest på nordsiden, så det varer endnu 14 dage før solen kommer. Det bliver dejligt at se den.

Vajgattet er endnu ikke lagt til, ofte har isflagerne ligget så tæt, at man ikke har kunnet se vandet, men så er der kommet storm, og så er det hele spredt for vinden. Og så længe det kun fryser 10-15 gr. bliver der heller ikke islæg.

Har rent glemt, at nytårsaften indledtes med et meget flot bål i Kitdlerpait (den bydel som ligger nedenfor sygehusbakken). Det var Isak Jeremiassens hus, som gik op i flammer, og når noget brænder her, så brænder det grundigt. Brandvæsenet rykkede ud, lægen også (det skal han ifølge brandinstruksen). Lægen kom først, brandvæsenet består af en håndsprøjte, som læsses op på en af lastbilerne (kolonien har 2), og selvfølgelig kørte lastbilen fast i dyb sne, da den kom væk fra den rigtige vej. Ved huset stod et par mennesker og kastede sne på ilden med skovle, men til ingen nytte, vinden var helt god. Langt om længe rykkede bulldozeren ud, den går jo lidt langsomt, men det var ganske imponerende at se, hvorledes den med sin mægtige skovl væltede den ene snevold efter den anden ind over det brændende hus, og derefter jævnede det hele med jorden. Det, det først og fremmest gælder om heroppe, er at hindre ilden i at brede sig til andre huse, og det lykkedes altså.

Gurli og jeg går til grønlandsk heroppe, hver tirsdag, og under langt hyggeligere former end i Ghb. Vi holder det nemlig rundt omkring i hjemmene, drikker the og evt. en øl bagefter. Palase er lærer for os, og jeg lærer meget denne gang. Men det er jo også anden gang, jeg gennemgår det.

Tirsdag 19/1-1954

I dag skinnede solen på de højeste toppe på Nugssuaq. Det så dejligt ud, langt dejligere end jeg på forhånd ville have troet.

Fredag 22/1-1954

En høne er død. Den havde fået sit øje hakket ud, fik en stadig tiltagende hævelse på stedet, og i går morges lå den død derude. Vi får ellers nu 2-3 æg om dagen, håber snart vi kan komme op på 4.

I aften, da Gurli og jeg gik hjem, vi havde drukket en kop the hos Andreas Hansen og frue, så vi et meget flot nordlys. Ikke det største, vi har set, for i Ghb. var ofte hele himmelen oversået med vældige tæpper af nordlys; men dette var det farverigeste, stærke gule, røde og grønne farver, det var umådeligt skønt. I morgen skal jeg på slædetur til Ujarasugssuk, har fået 2 breve dernedefra om jordemoderens søn, som er syg, så nu må jeg af sted.

Mandag 25/1-1954

Der er 35 km til Ujarasugssuk, altså i alt 70 km slædekørsel, og det blev en herlig tur. Startede herfra kl. 9 om morgenen, 2 slæder, den ene som forkører med min bagage den anden med mig som bagage. Havde selvfølgelig kusk med på min slæde, jeg kan ikke klare sådan en tur alene, det meste er landkørsel og meget anstrengende for kusken, som ofte skal rette slæden op, hænge i opstanderne, når det går stejlt ned ad bakke, tæve hundene, rette skagler o.s.v. Men også passageren får en god løbetur, eller rettere mange ved landkørsel; når det går stejlt opad, kan hundene ikke klare det, så må man af og gå; når det går stejlt ned, kan men heller ikke sidde på slæden, så må hundene gå bag slæden og kusken hænge i opstanderne og slæbe efter. Men der er også lange strækninger hvor både kusken og passageren kan sidde på slæden og nyde udsigten bl.a. se solen skinne ovre i Sarqaq, når ikke hundenes voldsomme udtømmelser de første 1½ time forstyrrer idyllen.

Havde selvfølgelig bjørneskindsbukserne på, indenfor et par gamle fløjlsbukser, undertøj som sædvanlig. På overkroppen sælskindsanoraq’en, indenfor denne blot skjorte. På benene sælskindskamikker med hundestrømper. Man skal ikke have for meget på, så kan man ikke udholde det for varme. Hvis man kommer til at fryse, springer man blot af slæden og løber bagefter. Nu skal det bemærkes, at tp. var kun få gr. under frysepunktet, da vi startede.

Første 7 km til Kutdligssarqat, hvor der ligger 3 huse og en skole, kørte vi på Vajgattet langs stranden, men så måtte vi op på land, og blev resten af turen. At køre på is er ikke anstrengende, heller ikke for hundene, de har en vældig fart på. På land er der slædespor hele vejen, der er allerede kørt mange slæder den vej i vinter. Grønlænderne elsker jo at tage på besøg. Sporet var absolut ikke svært at følge, selv jeg kunne have gjort det. Øde kan man egentlig ikke sige der er, vi mødte da et par modgående slæder, og hver gang drejede hundene til venstre, her gælder højrekørslen åbenbart ikke. Desuden er der på vejen 2 små bopladser, Kutdligssarqat og Unartoq. Så selvom både hunde og slæde løb fra en, ville man ikke være prisgivet, man ville altid kunne nå frem til beboelse.

Et sted måtte vi vade gennem en elv, som løb, så man fik forårsfornemmelser; det er utroligt, at disse elve kan løbe om så det fryser 20 gr. Men det er nu betydelig lettere at vade gennem en elv end at krydse en bredt, frossen elvleje. Det er genre så glat at hverken hunde eller mennesker kan stå fast, og da de gerne skråner ned mod Vajgattet, kan man faktisk godt ved et uheld få så megen fart at man havner i Vajgattet. Men vi klarede os da over hver gang. Undervejs spiste vi kun en gang, i Unartoq. Allerede kl. 15 var vi i Ujarasugssuk; da jeg kørte op foran udstedsbestyrerboligen, gled flaget til tops, vi kom indenfor, fik et glas Imiaq, derefter kaffe med franskbrød. Det var første gang jeg skulle besøge en rigtig grønlandsk udstedsbestyrer, for både i i Kapisigdlit og i Fiskenæsset var bestyrerne jo lige så danske som grønlandske. Men Rakel, konen i huset, var helt rørende i sin omsorg for mig, jeg havde ganske vist også en plade chocolade med til børnene og en dåse abrikoser til hende, og grønlænderne sæter meget pris på, at gæsterne kommer med gaver.

Så så jeg på de syge sammen med kateketen, den eneste som taler og forstår dansk; jordemoderens søn var naturligvis blevet rask, det er det sædvanlige heroppe: når lægen kommer, er patienten gerne blevet rask, hvis ikke han er død. Men der var flere andre syge, nogle spædbørn blev vaccinerede, fandt en kone med en stor svulst i maven, men hende var der ikke noget at gøre ved, hun fik jerntabl. En lille pige havde en sammentrækning af musklerne i hoften, hende gav jeg ordre til at bringe til sygehuset så hurtigt som muligt, håber hun kommer i denne uge.

Jordemoderen dernede, fortalte kateketen, havde været fuld ved de sidste 2 fødsler, så nu bliver vi nødt til at afskedige hende. Hun er også 66 år, så hun kan få pension. Udstedsbestyreren var mærkværdigvis slet ikke fuld under mit ophold.

Til middag fik vi så rissuppe med rosiner og svesker, det ville have smagt overordentlig godt, hvis ikke jeg havde fået en ske, som de plejede at tage levertran med. Derefter sælkoteletter. Om aftenen var vi 5 mennesker om at dele en flaske gammel vin. Det sidste holder grønlænderne meget af, den er af sydfynsk oprindelse, efter sigende fremstillet ved sammenblanding af frugtvinsrester tilsat lidt æblemost og ensilage. Den hældes på flasker, som forsynes med en flot etiket, hvorefter de sendes til Grønland, hvor salget går strygende. Har også smagt den hos Hannibal, hvor jeg måtte drikke en hel flaske. Tror den bliver serveret, for at få gæsten til at give noget, der er bedre. – Sov glimrende på en divan, i hvilken ikke én fjeder var hel. Idet hele taget tror jeg ikke der var et helt møbel i huset, og det drejede sig ikke om småskrammer: stolene manglede armlæn, skrivebordet, skabsdøre o.s.v. Det er naturligvis ikke let at få repareret et sted som Ujarasugssuk, han skal sikkert selv gøre det, men det skyldes sikkert den almindelige og ophøjede grønlandske foragt for slige småting, som jo kun tjener til at gøre livet surt, hvis man taget det højtideligt. Morgenmaden kunne der ikke klages på, først havregrød, så franskbrød m. pålæg. Efter et par sygebesøg startede vi kl. 9,30, hjemturen gik fint, lidt koldere; når vi kom til bakker så stejle, at jeg ikke kunne sidde på slæden, satte jeg mig gerne på min med bjørneskind beklædte hale og kurede ned. Det gik hurtigt og fint. En gang ville jeg glide ned på kamikkerne med bøjede knæ, men fik overbalance og gled med en voldsom fart ned mod Vajgat på maven og med hovedet forrest. Det var mig ganske umuligt at få benene forrest, men jeg kunne se, at helt nede ved vandet var en stor snevold, som ville standse mig. Jeg kom dog ikke så langt, for pludselig gled jeg ind over løs sne og der blev jeg liggende.

Da jeg på hjemvejen passerede Kutdligssarqat, så jeg, at der udenfor Peter Brønlunds hus lå et hundespand med en slæde, og hele ekvipagen forekom mig ganske bekendt, hvilket ikke var så underligt, for det var mine egne hunde. Og et øjeblik efter viste sig Thomas, en af vore sygehuskarle, sig i døren. Der var sikkert ingen, der havde ventet mig hjem så hurtigt, og derfor havde han regnet mat at han roligt kunne ”låne” mit køretøj og køre sig en søndagstur. Havde dog ikke tid til at skælde ud, jeg skulle til frokost hos butiksbestyreren, vi kørte videre med det samme og kl. 14,30 var vi i Kutdligssat efter kun 5 timers kørsel, tilmed anstrengende landkørsel. Fint præsteret, men hundene var også trætte. – Denne frokost, herrefrokost endda (Gurli og koloniens øvrige damer skulle til frokost hos lærerinden, som fyldte 30) havde jeg været inviteret til i flere dage, og det ærgrede mig derfor lidt, at jeg blev nødt til at tage til Ujarasugssuk netop på det tidspunkt. Men jeg stod altså af slæden undenfor butiksbestyrerens hus, og gik til frokost i bjørneskindsbukser. Selve frokosten var naturligvis forbi på det tidspunkt, de noget oprømte herrer sad ved kaffen og cognac’erne. Straks kommet indenfor døren skyllede jeg en snaps ned, det gjorde godt, for jeg havde intet fået siden vi forlod Ujarasugssuk. Så blev der dækket op til mig, og i løbet af kort tid nåede jeg op på siden af de øvrige 6 deltagere både hvad angår alkoholconcentration i vævsvædskerne og udspiling af mavesækken.

Onsdag 3/2-1954

Så kom solen – efter 3 måneders forløb. Kl. 11,20 dukkede den op over en bjergkam i syd og viste sig med 1/3 af sin skive. Det så pragtfuldt ud, har aldrig vidst, at noget kunne skinne og stråle så stærkt. Det er jo en stor begivenhed, frk. Andersen ringede til Gurli og fortalte hende det, hvorefter Gurli ringede ned til Rosenørn, hvor Tove og jeg opholdt os. Kun 5 min. så vi den, medens den vandrede hen langs bjergkammen, så mødte den en stejl fjeldvæg, og forvandt bag den. – Det er nu godt at vi ikke bor i Ujarasugssuk, den ligger mere nordvendt end Ktd., hvorfor solen først kommer 24 febr., hvilket vil sige 14 dg. senere end i Thule.

Et rygte har nået vore øren, et rygte, som ikke rigtig huer os: Arnanguaq er gravid. Nu, da vi har hørt det, kan vi se, at der faktisk er ting, som tyder derpå: hun er hævet i ansigtet o.s.v. Hun har i forvejen en dreng og en pige, på vistnok 2 og 3 år, for resten med samme mand, som nu er til uddannelse i Danmark. Og nu skal hun have nr. 3, kun 22 år gammel og (naturligvis) ugift. Gad vidst om det er røde Frederik, der har været på spil. Han har et glimt i øjnene, som ingen piger kan stå for. Men vi er nu kede af at skulle af med hende, for hun er en sød pige, altid villig (åbenbart for villig til visse ting) og vældig sød ved børnene.

Mandag 22/2-1954

Så blev det da endelig ordentlig vinter i Ktd. Hele januar og begyndelsen af febr. havde vi den ene snestorm efter den anden, sydvester, nunasarneq’er temperaturen for op og ned fra 0 til -20, men de sidste 10 dage har vi haft -20 - -30. Trods alt er der gået lidt forår i os, vi har allerede sået tomater, grønkål og purløg, og i dagligstuen står en blå hyacint og dufter. Lyset er meget stærkt nu, det er lyst fra 8 til 18, man har helt glemt, at der er noget som hedder mørketid. Solen ser vi for lidt til, og det er nu ærgerligt. Mens den endnu var under horisonten savnede vi den slet ikke, men nu da den står højt, vil vi gerne nyde godt af dens varme. I morges havde vi en meget smuk solopgang, men 1 time efter forsvandt solen i skyer.

Med proviant begynder det at knibe. Hvilket ikke betyder, at vi sulter, eller at vi kommer til det. Men butikken er udgået for mange varer (af hvilke vi dog har stort lager i vor kælder), og frisk proviant er faktisk ikke til at få. Hvis nogen fanger en sæl, spiser de den selv. Og fugle er her næsten ingen af. Heldigvis har sygehuset nogen tusind kilo frosne hellefisk, dem nyder vi også godt af, vi får fiskefrikadeller af dem 1 gang hver uge, og det er virkelig lækre frikadeller, når der kommer godt med løg i. Der er også stor efterspørgsel efter disse hellefisk, det sker daglig, at der kommer en grønlænder i konsultationen, og spørger om han må købe 3 kg hellefisk, men jeg vil nu ikke sælge af dem endnu, vi må først se hvor mange sygehuset skal bruge. Vore høns er vi meget glade for, vi får ganske vist kun 10-12 æg ugentlig, men de er en meget kærkommen afveksling i den noget ensformige kost. Heldigvis har børnene lært at drikke mælk, og de drikker meget, men de vil kun drikke kondenseret mælk, hvilket er dyrt; hver liter kommer til at koste 1,25.

Onsdag 24/3-1954

I dag meldes fra Danmark +17, og her melder vi -17, og børnene bliver hver dag iklædt skindtøj før de skal ud at lege. Solen står højere for hver dag, først kl. 1 forsvinder den bag fjeldene og dagen er nu mere end 12 timer lang. Man venter der skal ske noget, men der sker absolut intet, altså i naturen. Det er stadig vinter sneen ligger meterhøjt, - intet liv, undtagen en sjælden gang en ravn.

Måtte søndag morgen til Ujarasugssuk (var kommet i seng kl. 4 efter fest hos lærerinden, hvortil alle europæere i kolonien var inviteret) for at tilse en mand i Unartoq og samtidig vaccinere befolkningen i Ujarasuggsuk. Vi kørte derned på 4 timer, og det eneste tegn på liv var det vandløb, som vi også sidste gang måtte vade igennem, det løb stadig trods -15. Ikke så meget som en snespurv, ikke et rypespor. Heller da jeg faldt i vandet mærkede jeg noget til liv, tværtom vil jeg sige, mine fødder føltes alt andet end levende. Det skete på hjemturen (som kun tog 3 timer), vi krydsede et spejlglat frossent elvleje, hundene kunne ikke holde fast længere, slæden gled sidelæns med god kraft udover isfoden, jeg faldt af, ville strække benene og strakte dem ned mellem havisen og isfoden til knæene og fik kamikkerne fyldt med vand. At det var koldt kan ikke undre. Da jeg var trukket op igen, trøstede Ole mig med, at han engang ovre ved Qingartut havde siddet i vand til halsen, da han var faldet af slæden. (Radioen har spillet Godthåb radios nye rædsel: kære john, - den er faktisk så forfærdelig, at man kan nyde sin egen irritation over den, men jeg er sikker på, at grønlænderne vil elske den; og nu spiller de Julen har englelyd!! Ja, på grønland er der nu intet der er som andre steder). Det var ved Kutdligssarqat jeg faldt i, derfra var kun ½ times kørsel hjem, og mens vi kørte for fuld knald sad jeg på slæden og gjorde gymnastik med fødderne. Forsøgte også at hælde vandet ud af kamikkerne ved at løfte benene, det resulterede blot i at det løb op i bjørneskindsbukserne, så jeg også blev våd på lårene. Nå, jeg fik hurtigt tøet fødderne op, da jeg kom hjem, havde blot ondt i hælene resten af dagen.

Men liv er der altså ikke meget af; heller ikke kolonilivet er der meget ved i det lange løb: hver lørdag ser man de samme mennesker i det samme tøj og med de samme meninger – det er s’gu ikke ophidsende i det lange løb (d.v.s. på nogen virker det netop meget ophidsende) her går det dog forholdsvis fredeligt af. Nu er vi nu absolut ikke ude hver lørdag, der kan gå både 3 og 4 lørdage uden vi er ude, heldigvis, det andet kunne vi ikke holde ud. Men nogen flasker cognac er jo blevet tømt i vinterens løb, her i lægeboligen, og lørdag ¾ har vi tænkt os at holde stor middag på vores skinke. Det er meningen vi skal være 14.

Ellers har vi haft damen med børn til fastelavn, til Annes fødselsdag. I torsdag havde Gurli koloniens damer til eftermiddagskaffe (Ktd. kællingeklub, som jeg tillader mig at sige, men ikke højt). Gurlis fødselsdag spiste vi kalvekoteletter, det var meningen vi skulle have delt en flaske rødvin, men i aftenkonsultationen kom naturligt vandrende ind en mand med en oplagt appendicitis, som jeg måtte operere kl. 19, så jeg gik ikke så hårdt til rødvinen. Det var også uheldigt, at blindtarm netop skulle komme den aften.

Islæg bliver der ikke i år, isen kommer og går; i mandags, da jeg kom fra slædeturen var der fuldst. isfrit i Vajgat, men i dag ligger isen tæt pakket, dog slet ikke så man kan køre på den tværs over til Sarqaq. Det var ellers meningen, at Gurli og jeg skulle have været derover for at besøge Hannibal. Og det er 5 år siden, der sidst ikke blev islæg. Det er specielt ærgerligt, da det bliver vores eneste vinter i Ktd., næste vinter bor vi i Godhavn. Min forgænger kommer nemlig tilbage til Ktd. fra sin permission i sept.-okt., så får jeg Godhavn i stedet. Vi kender jo begge Godhavn ret godt, vi kommer til at bo i den gamle landsfogedbolig, meget herskabelig, hvilket sikkert vil klæde vore møbler godt, hvis vi kan finde dem i de store rum. Men et badeværelse får vi, jeg er ærlig talt også snart træt af at bade på køkkengulvet. At flytte bliver jo ikke spændende, der er ingen af os, der er begejstret ved tanken, men det bliver også sidste gang på Grønland. For når vi så har siddet i Godhavn næste vinter rejser vi hjem i juni-juli og så er vores grønlandstid forbi. Det er nu dejligt at vi får sommeren i Ktd., for her har vi Holger Kjær og robåden, som er to fine aktiver.

Jeg skrev ovenfor, at her er -17, men når solen skinder kan vi have 0, og endda +5 en gang imellem. Gurli lå da også ude i går og sov i hundeskindsposen, men jeg gravede sne med kun en pullover på, og med bar arme. Og solbrændt bliver man på denne årstid.

Fredag 2. april 1954

Så går vinteren på hæld i Ktd., endda meget mere end den plejer på denne årstid. Der kom båd over Vajgattet i aftes, fra Tartunaq nær Sarqaq, medbringende 2 hvalrosser til den altid trængende befolkning i Ktd. Vi, d.v.s., alle byens danskere var til fest hos Øster-Jørgensen, som havde 25 års jubilæum indenfor den kgl. Grønlandske handel, da pludselig en af deltagerne kom ind og sagde, at der sejlede en motorbåd derude. Ingen andre kunne høre det, og det blev opfattet som aprilsnar, men i morges lå båden dernede ved iskanten. Så vidt man kan se herfra er Vajgattet helt isfrit nu, her ved Ktd. ligger isen på et sted nogle hundrede meter ude i vandet. Det er noget ganske uhørt her, at der kommer båd fra den anden side så tidligt, men vinteren i år er uhørt mild. Det siges at Karl Jørgen, Hannibals båd, er gået nordpå i Vajgat på fangst. Jo, nu må vi se at få Holger Kjær i vandet, det skal bliver herligt, efter den lange vinter (som altså er kort) at komme ud at sejle igen. Dog kan Holger Kjær ikke være klar før i begyndelsen af maj, men der kan let komme is igen i vajgat, en stiv norden skal nok fylde det igen.

Der er skudt 2 hvidfisk her, også store begivenheder for den hungrende befolkning her på stedet, hvor der nu i 3 mdr. ikke har været frisk proviant at få. Af disse har sygehuset fået usle 16 kg., samt lidt spæk og mataq, og af de 16 kg skal vi have 1 kg., som vi skal have til middag i dag, så der bliver ikke meget til hver patient.

Gurli har været på sin første slædetur, kun til Jutdligssarqat, hvortil jeg blev kaldt i onsdags, men hun nød turen og fik lyst til at komme til Ujarasugssuk snart.

Der kommer tandlæge til Ktd. i sommer, han udrejser allerede 29. ds., skal være her ½ år, så han kan da nå noget. Så slipper vi, og andre, for at tage til Jakobshavn for at få tænderne gjort i stand.

Mandag 12/4-1954

Så har vi også smagt hvalroskød og dermed været igennem største dele af det almindelige repertoire indenfor den grønlandske dyreverden. Bjørn, moskusokse og hund har vi endnu ikke smagt, det sidste er vor egen skyld, det er ikke længe siden vi slagtede en hvalp. Sælkød kan være umådelig lækkert; sildepiskerkød er det mest møre kød vi nogen sinde har været ude for; hvidfisk er hårdt, smager ikke af meget, trænger til engelsk sauce; hvalroskød er også temmelig hårdt, smager lidt af kål, som man altså ikke behøver spise dertil; så er der ryper, alke og edderfugle, ingen af dem er til at få i Kutdligssat; de er alle meget lækre, hvis endelig der bliver nedlagt fugle, er der aldrig mere end folk selv kan spise. Fiskene er ikke særlig forskellige fra fisk i Danmark; torsk, hå-issinger, havkatte, hellefisk og – flyndere samt de dejlige angmassater, der kun fås først på sommeren.

Jo, der er ved at komme gang i sejlladsen, Hannibals båd kom hertil med 9 hvalrosser, og i torsdags kom Gideon Geisler, stor privat motorbåd fra Egedesminde, med masser af hvalroskød. Det må være derfor der er så mange tilfælde af mavepine, for selvfølgelig æder de for meget kød, efter at de hele vinteren har levet af kiks og the.

Vi har fået ny kivfaq, Katrine Lyberth, 16 åg og ingen børn, hun lader til at være flink. Hendes far, Karl Lyberth, har lige fået en danmarksrejse for 25 års lang og tro tjeneste (når han altså ikke er fuld) ved kulbruddet. Ikke alene får han rejsen, men 1800 kr. til udgifter foruden sin løn som bestillingsmand, gratis rejse også til konen samt 1000 kr. til påklædning af dem begge. Øster-Jørgensen, som lige har haft 25 års jub. i kgl. Grønlandske handel, bemærkede bittert, at han fik et telegram på 35 ord! – Vi har for resten beholdt Arnanguaq, så nu har vi 2 kivfakker, det er dejligt, og vi har benyttet lejligheden til at gøre hovedrengøring, - det er s’gu nødvendigt i et hus med kakkelovne. Vore høns har i dag lagt 5 æg, det er meget flot præsteret af 6 dyr. Vi spiser også meget tit blødkogt æg.

Har fundet et tilfælde af tyfus, og satte strax annonce i radioavisen, hvori jeg indtrængende opfordrede til almindelig vaccination af befolkningen. Og der mødte ca 125 op, hvilket er sløjt præsteret af en befolkning på næsten 1000. Hertil kommer ganske vist, at alle 200 skolebørn blev vacc. i december, altså i alt 325, alligevel er det ikke meget, men man kan sikkert ikke vente mere af den samling sløve individer, som bebor Ktd. At der mødte op mod 800 op til folkeundersøgelsen i jan. skyldes kun, at hvert hus får besked om hvilken dag og hvilken time de skal møde til gennemlysningen. Nej, fordrukne, beskidte, dovne, er de adjektiver, der passer bedst på beboerne i Ktd. I 1953 har disse mennesker i butikken købt for 125.000 kr. øl og spiritus samt for 250.000 kr. tobak. Det går pengene nemlig først til, derefter kan man tænke på mad og klæder til børnene. Sådan er nemlig grønlænderne, men det hører man ikke så meget om i Danmark. Nu kommer finansudvalget på en dejlig kysttur med Umanak i sommer (naturligvis kommer de ikke til Ktd., et af de få steder heroppe, hvor der virkelig er en produktion, som ifølge den engelske mineingeniør vil kunne bringes op på flere hundrede tusind tons pr. år (nu efter nationaliseringen er målet 12.000 tons på et år) og det er gode kul det drejer sig om), men mindst 2 af dets medlemmer skulle have lov til at overvintre i en nordgrønlandsk koloni (eller by som det nu hedder), så kunne de se hvorledes penge blev anvendt. Men nok om det.

Onsdag 28/4-1954

Nu er det altså blevet forår! Snespurvene er kommet, der er gået båd fra Sarqaq til Umanak, Gurli ligger i natkjole om natten, i mandags drak vi for første gang the ude på afsatsen. Og børnene har brune og røde kinder, de er ude det meste af dagen. De får lov til at løbe en del omkring om dagen, når de store hunde er ”på arbejde”, kun hvalpene er så hjemme. Og de gør absolut ikke noget. Også i hundene er der gået forår, den ene efter den anden af tæverne løber, for tiden er det Potter, snart kommer Cognac og Soussi; det er en værre redelighed hele natten: når 2 hunde hænger sammen står resten af spandet, d.v.s. 10-12 hunde og hyler over dem, som var det et ritual, hvad det måske også er, En anden virkning af foråret er, at det næsten er umuligt at høre radio mere. Europa kan vi slet ikke høre, der er kun enkelte amr. stationer og iblandt Godthåb. Vi hørte dog i dag at båd fra Jakobshavn er på vej til Qutdligssat for at hente rugmel, som de er udgået for derovre. Desuden har den sikkert danmarkspost med, al den post som kom i december og ikke nåede længere end til Holsteinsborg. Det skal nu være rart at få lidt julepost inden den friske post snart kommer med Umanak, det varer sikkert kun 3 uger.

Kl. er nu 23, det er stadig lyst, men jeg må dog have lampen tændt. Udenfor er der +5, det er ikke godt for vores skinke, som først skal spises mandag. Den er ganske vist frosset ind, men i morgen vil vi forsøge at få den ned i kulbruddets fryseboks. Vejret er ganske simpelt vidunderligt i disse dage, man kan overhovedet intet vidunderligere tænke sig. Det er mærkeligt med Grønland, der er så store udsving på alle områder: ligeså vidunderligt der kan være den ene dag. Ligeså modbydeligt og trist kan der være den næste, så man overhovedet ikke i sine tanker kan tænke sig noget værre. Og menneskenes sind kan ikke undgå at følge med, meget mere end i Danmark. For tiden synes vi her er ovenud pragtfuldt, som vi i vinterens løb flere gange syntes her var skrækkeligt. Det er de store modsætningers land. – Gad vide om grønlænderne lader sig påvirke på samme måde som vi andre? Det er måske en (af de mange) forklaringer på deres voldsomme drikkeri, som vist i Qtd. er værre end de fleste andre steder (måske blot fordi der her er flere penge mellem folk).

På sygehuset er vi begyndt at sælge ud af vores hellefisk til hundefoder. De kan naturligvis ikke holde sig længere i denne varme. Der nogle hundrede kilo tilbage, vi sælger dem for 15 øre kiloet, men jeg er ganske sikker på, at en meget stor del af dem bliver brugt til menneskefoder.

Har telegrafisk bestilt for 300 kr. long-playing plader, så får vi dem forhåbentlig med Umanak. Skulle jeg have bestilt pr. brev. Havde vi først fået dem i juli, og det er nu, da vi ikke kan fange noget i æteren, at vi har brug for dem.

Der er så skønt ude i Vajgat i aften, jeg gør hvad jeg kan for at skynde mig på Holger Kjær, men det tager jo sin tid at få den i stand. Vi længes efter at komme ud at sejle mellem isbjergene. Nu kan vi høre en motor derude, det er en stor båd, det må være Angmassak med juleposten fra Jakobshavn og Danmark.

I nord har himmelen de skønneste sarte farver, man kan tænke sig, midnatssolen er allerede begyndt i Thule.

Tirsdag 4/5-1954

Ja, så fik vi altså den længe ventede julepost. Det er ganske sjovt, at sidde og læse blæksprutten og svikmøllen på denne årstid, samt diverse julebreve. Men godt, at det kom før forårsposten. Også Illums julekatalog er jo en stor oplevelse.

Må i øvrigt fortælle, at vi har fået et æg på 105 g, dagen efter kom der et på 25 g; gad vide om det er samme høne, som har delt 2 æg på denne lidt usædvanlige måde. Vi får ca 1 snes æg om ugen af de 6 høns vi har.

Vi har lige læst en bog: Salamina af en amerikaner Rockwell Kent, som i 1932 ell. 33 tilbragte nogle mdr. i udstedet Igdlorsuit i Umanak distrikt.  Den giver, synes jeg, et fint billede af grønlænderne, således som de var i 1933, og således som de stadig er trods bulldozers, aftenskole og jakkesæt. Grønlænderne er et både tiltalende og charmerende folk – indtil de skal til at bestille noget. Det gider de nemlig lige så lidt nu som dengang da Rockwell Kent byggede sit hus i Igdlorsuit. – Men arbejdet skal nu engang udføres, og man må være over dem altid, det samme skal siges om og om igen, og de griner bare. Meget charmerende, men også irriterende, når man er institutionsleder: en meget væsentlig del af ens tid går med at få andre til at bestille noget. Og arbejdet går altid i samme langsomme tempo, det som jo er det sundeste for mennesket utvivlsomt, men som jo i det mindste aldrig kan bringe øget produktion og dermed øget velstand. Til gengæld heller ikke så mange neuroser!!! De danskes levevis er jo grønlængdernes forbillede, det er der ikke noget mærkeligt i, men de mangler jo komplet forudsætningerne derfor. De tror, at med nyordningen kommer det hele af sig selv: store huse, fine radiogrammofoner, støvsuger o.s.v. At der skal præsteres et arbejde for at opnå alt dette, indser de ikke. Og arbejde er de ikke synderlig egnede til at præstere, slet ikke systematisk arbejde. Som typisk eksempel kan nævnes, at en grønlænder hellere tænder op 4 gange om dagen i sin kakkelovn, end han sørger for at holde ilden ved lige. Den slags småting bekymrer dem ikke, Og at man ikke kan få mere i fattighjælp, aldersrente og hvad nu de sociale ydelser hedder, det er bestemt Rosenørns skyld, for han har jo hele pengeskabet fuldt af penge! – Nu skal man jo være forsigtig med at generalisere, der er også forskel på grønlændere, stor forskel endda. Jeg tror de sociale forskelle bliver meget udtalte heroppe; her er en lille overklasse, som betragter de andre med ringeagt, som sørger for at deres egne børn kommer på efterskole, seminariet, danmarksuddannelse. Og man kan vel ikke undre sig over, at den store hob ikke kan følge med: de har indtil for ganske nylig, levet næsten på et stenalderstadium bortset fra jagtgeværet.

Jo længere man er heroppe, des mere synes man den sætning passer, som man så ofte har hørt hjemme: grønlænderne er store børn. – De er barnligt tillidsfulde, men ligeså barnligt nærtagende, og de er ganske uden forståelse for alle de simple ting, som vi andre synes er så logiske, (men som vi jo har fået ind gennem vor opdragelse), men det kommer vel også heroppe i løbet at et par generationer. Koncentrationsevne har de ikke, systematik i arbejdet heller ikke, de farer gerne fra det ene til det andet, ganske uden plan. Og det samme kommer frem, når de er under lægebehandling.

Naturligvis bliver man træt af så mange ”børn” i det lange løb, og jeg er ærlig talt også træt af grønlænderne. Hvilket jeg ikke giver grønlænderne skylden for, den kan lige så godt ligge hos mig, som altså ikke har den nødvendige tålmodighed. Men det er der ikke mange, der har. Der er to yderpunkter heroppe for danskerne, når de har været her i mange år: enten bliver de ligeså sløve og ligeglade som grønlænderne, eller også skælder og smælder de fra morgen til aften, får mavesår, forh. blodtryk og muskelgigt, og hvad ellers en konstant psykisk spænding kan give. – Nok om grønlænderne, dem kan man diskutere i timevis også heroppe, medens formodentlig grønlænderne sidder rundt omkring i hytterne og griner af danskerne.

I mandags fik vi endelig spist vores skinke, vi var 10 om det, fik som hors d’oeuvre frisklagt æg med rejer; det sædv, at drikke, nemlig hvid bourgogne, rødvin, madeira, cognac og likører, whisky og øl senere. Til sidst the med kiks. Vi har nylig brygget imiaq, den er blevet god denne gang.

Tirsdag 11/5-1954

Så kom vi endelig ud med Holger Kjær igen. Gurli og jeg tog af sted i går morges til Sarqaq for at hilse på Hannibal og se til befolkningen. Det blæste en god norden, så vi fik en gyngetur derover, men dejligt var det alligevel. Der var en masse gonorrhoe derovre, så jeg måtte undersøge alle de ugifte. Med hensyn til grønlændernes sexualliv – nej, det vil vist føre for vidt at komme ind på det nu (men pigerne har meget svært ved at sige nej; og sexualproblemer som i den mere civiliserede del af verden eksisterer ikke her, for børnene ser forældre og ældre søskende foretage, hvad der skal foretages, og praktiserer det formodentlig selv, når de får lyst, så teknikken læres gennem erfaringen; og ægteskabelig eksisterer formodentlig for langt de fleste kun i biblen, så jeg forstår godt, at man var meget betænkelig ved at tillade skilsmisse efter et enkelt tilfælde af utroskab: det vil føre til et utal af skilsmisser, når fællerne blev gale på hinanden, og ganske givet fornyet ægteskab mellem de samme to.) – Må da for resten lige fortælle, at det største seksualproblem heroppe, er de mange udenfor ægteskab fødte børn; de har aldrig tidligere været noget særligt problem, men nu forlanger vi danske jo en fader til hvert, og denne skal være bidragspligtig og det er en værre forestilling at finde den rette. Blodtypebestemmelser bliver gjort i mange tilfælde og lægen tjener 10 kr. på hver prøve, så det er god fortjeneste, jeg havde da mindst 100 kr. sidste år.

Hannibal havde det godt, han var ked af, at de drak så meget derovre, men det er det samme overalt. De havde fået 7 hvidfisk (= hvidhvaler), vi fik hvidfiskesteg til middag, spækket med røget flæsk. En motorbåd kom ind med en hvidfisk, vi så den blive flænset på stranden, og for første gang i vor tilværelse heroppe, så vi grønlænderne udføre et arbejde lynhurtigt og præcist. Det er noget de kan og noget de kan lide.

Vi startede kl. 23 for hjemadgående, medførende et stort stykke mataq (hvalhud) og et stykke fin hvidfiskekød. Det blæste godt, vi forsøgte at komme ud over Vajgattet, men måtte opgive det og lægge os i læ nedenfor Tartunaq. Vejgattet er meget lunefuldt, og selv om vi jo nok kunne være kommet over, så ville det være umuligt at komme i land i Qutdligssat på gr. af søgangen. Vi sov helt godt, selv om vi hverken havde soveposer eller noget andet med os, heller ikke meget mad. I morges var det stille og vi gik fint til Qutdligssat.

Fredag 14/5-54

Der var 6 med gonorrhoe derovre, og jeg stak i går over til Sarqaq for at behandle disse gonorrho’ister. Tog af sted alene, det var en skam, for det var strålende vejr, men Gurli havde ikke rigtig tid. Turen derover var så vidunderlig, at det er umuligt at give en beskrivelse deraf; solen skinner, på det spejlblanke Vajgat, hvori fjeldene på begge sider spejler sig; det er så klart, at man kan se begge ender af Vajgattet. Det er en af de dage, man vil kunne græde af længsel efter, når man er kommet hjem. Jeg lå længe på dækket og lod mig bage af solen.

I Sarqaq så jeg to hvidfisk blive trukket op på stranden; de er, som navnet siger, skinnende hvide. Fik igen et stykke mataq; det smager dejligt, dels råt, dels kogt og derefter grillet.

Hannibal inviterede mig med på gåsejagt i dag, men jeg skulle også spise varme hveder (hjemmebagte) hos Gurli, så jeg tog af sted, men selvfølgelig blæste det op og Severin begyndte at snakke om, at overnatte i Ataninercluk. Vi kom dog godt over og godt i land i Qutdligssat.

Søndag 23/5-54

I tirsdags kom Holger Kjær med tandlægen og brevposten fra Umanak. Stakkels tandlæge, han har for resten kone i 5. md. med, han havde været søsyg det meste af turen med Umanak, og fra Egedesminde havde de haft en skrap gyngetur med Holger Kjær, som jo er meget let til bens (ell. til køls). De havde måttet ligge ovre på den anden side Vajgat, der hvor Gurli og jeg på vores hjemtur fra Sarqaq, i et helt døgn og det var vist ved at gå dem på nerverne. Bølgegangen i Qtd. var den dag lige netop ikke værre end at de kunne komme i land. Men de fik da prøvet Grønland fra begyndelsen. Og nu vil han absolut flyve hjem.

Ja, posten – pakkerne og tryksagerne kom et par dage senere med Bjørnen – den var enorm. 22 pakker fik vi, deraf dog 10 med aviser, som vi ganske opgiver at læse forfra, vi begynder med marts. Man blive faktisk ganske forpustet over alt det, som strømmer ind til os, vi er så uvant med det. Men sjovt er det.

I onsdags fik vi årets første friske fisk. Gurli m. 2 børn og 2 kivfakker tog om formiddagen ud for at pilke fladfisk, det var meget fint vejr, men det gav intet udbytte. Men da de var kommet hjem stillede der en dreng med et bundt fladfisk, som vi straks købte, hvorefter vi sendte bud efter 5 fl. hvid bourgogne og inviterede tandlægen og Golodnoff til middag.

Og Rosenørn har fået edderfugle, dem var vi nede at hjælpe ham med at spise i lørdags. Det har vi ikke smagt siden Godthåb.

6 long-playing plader fik vi med posten. Long-playing er dog en herlig opfindelse, især når man sidder radiofonisk isoleret heroppe. Først i slutningen af august kan vi høre radio fra Europa igen.

Fredag 4/6-1954

Fint vejr i flere dage, det er dejligt. Vi har været ude at fiske flere gange, fået fladfisk på pilk. I dag har tandlægen og jeg været ude, vi fik hver en fladfisk, så begyndte det at blæse fra nord, og mens jeg havde kunnet sidde i jollen med bare arme, så blev det nu så koldt, at jeg ikke kunne holde varmen ved at ro af alle kræfter, - og så gik vi hjem og drak the i stedet. I mandags var hele familien i Ujarasugssuk med Holger Kjær, tandlægen m. frue var også med. Han har taget tandtænger med, og det vrimlede ind med patienter til ham, mens jeg faktisk ikke havde noget at lave. Han trak så mange tænder ud, at han fik helt ondt i armen. Vi købte edderfugle dernede, dels til sygehuset, dels til og selv. Da vi kom hjem spiste vi tateratter (tretået måge) hos tandlægen, han havde skudt dem dagen i forvejen, de er meget fine i kødet, men der er ikke meget af det. Pludselig kom der bud ude fra Jutho, som lå her, at de gerne ville se lægen derude. Jutho er ellers under karantæne, idet det var den, som bragte mæslingerne til Upernavik. Men læger smitter jo ikke!!

Kristi Himmelfartsdag, da tandlægen, Gurli og jeg lå ude og pilkede (Gurli 3 ulke, tandlægen og jeg hver 3 fladfisk) stod Kingmeq pludselig for fuld fart ned mod os. Ikke engang ude på vandet kan man være i fred, det var Jutho (som altså lå her den dag) som havde en syg grønlænder ombord. Jeg gik ombord trods karantænen, og fik en herlig frokost ud af besøget, + påskebryg og snaps. Så naturligvis også på den syge, som ikke var ret meget syg. Er lige ved at tro, at skipperen sender bud efter lægen, som jo er den eneste, der kan komme derud.

Onsdag 16/6-1954

Selv på Grønland har man ikke fred mere: på Dybbøldagen sælges dybbølmærker, på Valdemarsdagen dannebrogsflag (som børnene ganske vist er meget glade for), man forstyrres af telefoner og ombord på rejsebådene er der skibsradioer, - alt egnet til at forstyrre ens fredelige tilværelse.

Så fik vi årets første sælkød. Det fortjente at fejres, så vi lod det ledsage af en carlsberg imperial stout på vejen ned gennem tubus digestorius.

Vi har haft øjenlæge Fabricius-Jensen på besøg. Kom sent lørdag nat, kl. 0000 havde jeg egentlig opgivet ham, for der stod en skrap sydvest, men lige som jeg skulle til at gå i seng, så jeg en lille fiskekutter derude, og da jeg gik ned til stranden, viste det sig at være ham. Det er 3. gang han berejser Grønland som øjenlæge, så han kender snart forholdene godt. Desuden har han været heroppe som skibslæge, og tidligere har han været øjenlæge i Kina i 2 år, udsendt af Unnra. Han boede selvfølgelig hos os, han var meget fornøjelig, og heroppe er det altid rart at tale med en kollega; det sker så sjældent. Vi holdt så øjenlægekonsultation søndag og mandag, havde i alt 70 patienter, navnlig mandag var der fart på. Søndag kom der næsten ingen, dels skulle grønlænderne i kirke, dels er det meget sjovere at gå til læge i arbejdstiden.

I onsdags kom landshøvdingens rejsebåd hertil, H.J. Rink, og det er vel nok en båd. Den kom hertil for at hente vore 12 tuberkulosepatienter ned til Egedesminde, hvorfra de med et engelsk skib Alca skal videre til København. Jeg var netop blevet kaldt til Ujarasugssuk, men om formiddagen var Holger Kjær ved at synke: det viste sig, at der var gået hul på et af rørene til wc’et, og så måtte de tilbringe dagen med at reparere. Det viste sig, at skipperen på Rink, en sindig skagensfisker, havde god tid, han ville helst ikke være i Egedesminde før Alca var kommet dertil, så kunne patienterne gå direkte fra Rink over i Alca. Jeg chartrede derfor Rink til turen til Ujarasugssuk, den gik derned på 2 timer (Holger Kjær bruger 2 3/4), men vi var alligevel 3 timer om turen, for kendtmanden (det var mig) faldt i søvn, og da jeg kom op igen var vi helt nede ved Issunguaq, ca ½ times sejllads syd for Ujarasugssuk. Skipperen havde aldrig været nord for Egedesminde før, og udefra er det ofte meget vanskeligt at finde et lille udsted. Men ved hjælp af kikkerten lykkedes det da. Rink har spisesalon, 3 små kahytter m. køjer, køkken med flaskegas, toiletrum. Desuden er den centralopvarmet fra oliefyr. Ikke noget under, at Grønland bliver den danske stat et kostbart experiment. – kl. 24 var vi hjemme fra Ujarssugssuk og vi gik så i gang med at tage patienterne ombord. Stor afsked naturligvis, tror der var op mod 200 mennesker på stranden --- Angmassatterne er kommet, vi har spist af dem flere gange, og det er altså de bedste sild vi nogensinde har smagt. Også frugten fra Danmark er kommet, æbler, appelsiner og grape. Vi spiser af dem for fuld kraft, hellere æde løs af dem end risikere, at de bliver dårlige. Appelsiner og grape skal nok holde sig et stykke tid, men æblerne er danske og altså fra efteråret, men fine er de alligevel. Prisen er også fin, 4,40 pr. kilo.

Lørdag 26/6-1954

Det var en anstrengende uge. Anstrengelserne begyndte sådan set allerede sidste lørdag, hvor vi fejrede fru Lemvigs fødselsdag. Søndag skete intet, men mandag formiddag dukkede øjenlægen pludselig op igen. Han kom nordfra med politibåden og havde nu så megen tid, at han ville holde konsultation i Sarqaq. Da jeg jo er læge i Sarqaq, ville han gerne have mig med, og kl. 11 tog han så af sted med pollitibåden, men jeg kort efter fulgte efter med Holger Kjær. Ude på Vajgattet indhentede vi politibåden og sejlede den langt agterud, og Severin var meget stolt. I Sarqaq dumpede vi lige ind i familien Høft, som netop var kommet fra Jakobshavn samme nat. Hannibals ferie var lige begyndt, det var helt synd for ham, at han blev nødt til at være tolk under konsultationen, men nødvendigt var det. Jeg forsøte at få fat i kateketen, men han var netop rejst til Qutdligssat. Høft har en dejlig mahognyjolle med påhængsmotor, telt af myggeslør og mange andre morsomme ting. Kolossalt ivrig må han jo være, for det er ikke nogen billig fornøjelse at rejse herop 4 voksne, bo her i flere (2) mdr. og anskaffe så meget udstyr.

Fra Sarqaq hjembragte vi, foruden 60 kg sælkød, flere hundrede mygstik, fordelt på 4 personer. Flest var der anbragt i ansigtet på Anne Marie, næste morgen var hun ganske ukendelig og kom ind til os og klagede: mine øjne kan slet ikke se. Så hævet var hun i ansigtet, og det varede et par dage før hun blev nogenlunde let at kende igen. I øvrigt kom vi først hjem fra Sarqaq kl. 3 morgen, børnene sov naturligvis på hjemvejen, Da vi endelig kom hjem, lå her danmarkspost, og da børnene var kommet i seng, gav vi os i gang med at læse den. Så kl. blev 4 før vi kom i seng.  Søvnige var vi ikke, det er det sædvanlige heroppe, man tror man kan holde ud hele natten, hvad man også kan, men efterhåden bliver man søvnig om morgnen, og det bliver sværere og sværere at komme op.

Tirsdag:

 Vi gik aftentur, Gurli og jeg, det var nemlig ganske dejligt vejr, ”faldt” nede v. kulbruddet over Golodnoff, som inviterede os med hjem til en kop kaffe. Hos ham sad skipperen og maskinmesteren fra Kaskelot, som netop var kommet for at laste kul til Ghb., og kaffen blev indledt med flere whisky’er (som jeg dog aldrig drikker, da jeg ikke kan fordrage det), selve kaffen kom først kl. 23 , og resultatet var, at vi først kom i seng kl. 1. – Og kom hjem med invitation til at komme igen næste aften til bålfest.

Onsdag:

 Der blev virkelig bål ud af det, men naturligvis mangler bålstemningen, når det kl. 23 er lige så lyst som kl. 19. Også ude på Vajgat var der bål, mandskabet fra Sigrid S lavede bål på et isfjeld , men vi kunne ikke se det fra land. Til stede var i øvrigt både Sigrid S’s og Kaskelots officerer; de var tilsyneladende meget begejstrede for at danse med det ypperste Qutdligssat kan byde på i retning af unge danske fruer: Fruerne Lemvig, Golodnoff, Hansen og Bredmose. Hen ad kl 3 om morgenen standsede en lastbil udenfor huset, ved rattet sad Qutdligssats ukronede konge, Kern Jespersen og ved siden af ham den engelske mineexpert mr. Dinsdale, som undersøgte minen i 1950. De var lige stået af M/B Steenstrup, som anduvede her, på vej nordpå med prof. Rosenkrantz, der som sædvanlig skal over på Nugssuaq og rode i stenene. Vi måtte så have morgenkaffe med de nys ankomne, og da vi endelig kom hjem, hjemkom vi med en invitation til næste aften at komme til fest ude på Sigrid S. – Messe-Peter fra Sigrid var med i land , til assistance for Golodnofss kivfaq, han var også inde hos os og give opvisning i moderne buledans, om det nu er swing ell. jitterbug ell. noget andet som danses i stafetten ell. dansetten. Først med kivfaq’en som partner, dernæst med Gurli, men hun måtte opgive, det var hende for voldsomt, men sjovt så det ud.

Torsdag:

Dans i styrehuset på Sigrid S, drinks i salonen nedenunder; og der var masser af drinks, lige fra von ostens bitter (som vist er god, når man er forkølet ell. på anden måde halvsløj) til org. whisky, som alle mændene i Quatdligssat sukker efter, for her fås i butikken kun prince of wales, som er blended. Så blev der sang ud på aftenen, navnlig maskinmesteren fra Kaskelot kunne give nogen gode viser ud på natten. Ellers er det sædvanlige i viser heroppe, at Golodnoff kan give ”med tommelfingeren i øjet”, hans kone ”Josephine med sin symaskin” og jeg ”fru Grethe”. Vi havde det vældig sjovt, og drog ud på morgenen hjem med invitation til at komme med børnene næste eftermiddag og købe chokolade. – I butikken har de kun Tommelise (som ganske vist er god på slædeture og lign.), den stammer fra 1947, der er flere tusinde plader, og det skal ikke undre om der ikke kommer nye forsyninger før de gamle er solgt.

Fredag:

I en lille fladbundet dødssejler (da vi ikke kunne få fat i Kingmeq) nåede vi ud til Sigrid om eftermiddagen, jeg bar begge børn op ad en lodret lejder, men vi kom da alle vel ombord. Vi købte chokolade: 40 stk. med nødder, 50 frøer, alt uden skat, altså billigere end selv på Grønland, hvor der er nogen afgift på sukkervarer. Vi sad og snakkede med skipperen og hovmesteren, drak cognacs og hof, og endte med at spise til aften derude. Børnene morede sig dejligt, Tove syntes det var et meget stort styrehus (og det er unægtelig også større end Holger Kjærs, hvor man jo ikke ligefrem kan danse), men Sigrid er dog kun en lille skude, 600 t, men fuldt moderne. Kl. 22 var vores eftermiddagsvisit til ende, da vi kom hjem gik jeg i vandet, og kom selvfølgelig først i seng efter midnat.

Nu i dag er jeg drønende forkølet, hvad jeg ikke har været i 5 år. Konsultationen er heldigvis ovre, nu kryber jeg i seng, og der vil jeg blive hele eftermiddagen. Jeg kan næsten intet sige.

Fredag 9/7-1954

Så lykkedes det endelig at komme til Godhavn. Vi kom, så og tabte modet. Ikke over selve Godhavn, som vi jo kender ganske godt; heller ikke over sygehuset, som Simmelsgård har fået sat i fin stand, så fin stand som det nu kan blive, når huset for 25 år siden er erklæret uegnet som menneskebolig. Men ved siden af det gamle, store landsfogedskur i Godhavn, som altså nu er lægebolig, er vort skæve hus her i Qtd. ligefrem velindrettet og moderne. Landsfogedskuret kan kun prale med én ting: badeværelset! Men vi har vænnet os til at tage bad i en balje foran komfuret, det går faktisk fint. Til Godhavn vil vi absolut ikke, det står fast.

Og så kommer der i dag telegram fra landslægen: er du interesseret i Thule? – Da jeg kom til Grønland, var jeg sikker på, at jeg aldrig ville til Nordgrønland, for der er så mange hunde. Nu har vi siddet i Nordgrønland over 1 år. Ligeså sikker har jeg hele tiden være på, at jeg aldrig ville til Thule, for der er den længste mørketid, og det er ikke godt for børnene. Mørketiden er dog kun 14 dg. længere end her i Qtd., fordi Qtd. ligger på nordsiden af øen, og solen ret tidligt forsvinder bag fjeldene, som jo er høje her. – Vi er begge opsat på Thule, det ville jo være en værdig afslutning på vort grønlandsophold, og skulle vi befinde os skidt deroppe, har vi jo den trøst, at vi snart skal hjem. Heroppe regner man jo tidsmæssigt med halve år som mindste praktiske enhed. Foreløbig har jeg sendt et iltelegram til lægen deroppe, som jeg kender lidt fra Danmark, med forespørgsler om forholdene. Ny lægebolig er ved at være færdig, det er jo altid noget. – Ja, er der noget man ikke kan klare heroppe, så er det principper, de forsvinder ganske af sig selv.

---Vi startede til Godhavn tirsdag eftermiddag, tandlægen var med, han ville naturligvis gerne se sig omkring. Begge børn var også med, vi har nemlig ingen kivfaq’er for tiden. Vi havde dog nok alligevel taget dem med, og de var også flinke på hele turen, men de er jo rejsevante. Fin rolig tur indtil kl. 1 om natten, så begyndte vi at gynge, vi sov dog alle fire videre, vi er nærmest søstærke, men den arme tandlæge, som vi heldigvis havde anbragt i forkahytten, begyndte at brække sig voldsomt og højlydt, så vi trods søvnen ikke helt kunne undgå at høre det, navnlig ikke jeg, som lå lige op ad døren. Og han havde det i det hele taget så forfærdeligt som man kan have det, når man er søsyg, lige til kl. 5 om morgenen, da vi kastede anker i Godhavn. Han havde jo været meget søsyg hele turen over Atlanten, jeg havde derfor tilbudt ham en trihistan, men det ville han ikke have, og da han først var begyndt på ventrikeludtømmelserne var der jo ikke noget at gøre.

Vi tilbragte så hele dagen i Godhavn, det var rart at snakke med Simmelsgård, man kan ligefrem trænge til at snakke med kollega heroppe, og høre at han har de samme problemer og samtidig blive klar over, at man ikke selv er helt idiot. – 4 timers sejllads fra Godhavn findes en lejr med over 100 danske håndværkere, som bygger en loran-station, det er noget pejling af fly og skibe. De giver godhavnlægen en del at bestille, han må gerne derud 1 gang om ugen til ulykkestilfælde m.m.

Hjemturen gik fint, end ikke tandlægen var søsyg, men han havde også taget en trihistan. Vi har haft stormvejr, rigtig nunasarneq, det var vistnok i lørdags. Taget blæste af vores kulhus, skifrene røg i massevis af Lemvigs nye hus, Jens Geislers motorbåd drev til søs, taget blæste af Nikolaj Fleischers hus, vore mistbænkruder blev smadrede.

Torsdag 15/7-54

Kateketen i Ujarasugssuk har gonorrhoea. Det er ikke så godt, for det må en guds mand ikke have. Først må jeg måske forklare, at en kateket er skolelærer, men om søndagen tillige guds repræsentant på det sted, hvor han nu er blevet anbragt af de jordiske myndigheder. – Han kom ind til mig for nogen tid siden og præsenterede sin kærlighedssnue. Han fik penicillin, jeg lovede at tie stille, skrev intet op, men alligevel kom det altså ud blandt befolkningen i Ujarasugssuk. Derfra nåede det til overkateketen i Qutdligssat, som fandt, at det var hans pligt at underrette palase, som nu lader det gå videre til provsten i Ghb., som så skal bestemme den disciplinære straf, han skal idømmes. Kateketkonen, som ikke er særlig rar ved sin kateket, var rejst til Jakobshavn for at besøge sine forældre, som husbestyrerinde havde kateketen en ung pige, Kasper Petersens, storfangerens søster. Hun er en sød pige, og kateketen lod sig overmande af de lyster, som trods seminariet i Ghb. altså ikke var blevet helt undertrykt hos ham. Desværre havde Karen, som pigen hedder, lige haft et lille kærlighedsmøde med røde Frederik, storbuk og sheik i Qutdligssat, har allerede for 12.000 kr. børn udenfor ægteskab. Frederik har kronisk snue, og på den måde blev det bragt videre til kateketen. Da folk i Ujarasugssuk hørte derom, syntes de at det var for galt, til trods for at de der, som på alle andre udsteder, vælter sig i druk og hor, som er de eneste forlystelser man kender der. Man behøver ikke meget forestillingsevne for at forestille sig hvor svært det må være for en stakkels kateket, som den eneste blandt 100 mennesker, at afholde sig fra at deltage i den almindelige løssluppenhed. Men så intolerant er befolkningen alligevel, at den forarges, når den lokale hyrde ikke overholder de af moses foreskrevne love. At de selv sidder døddrukne i kirken betyder mindre, bare de har været i kirke. Resultatet af det hele bliver jo nok, at kateketen bliver sat i karantæne ½ år, hvilket vil sige, at han i den tid ikke må holde gudstjenester dernede.

Mens vi er ved det himmelske: Qtd. har i disse dage besøg af en adventistpræst fra Danmark. Han er her vist nok for at fortælle, at vi nærmer os enden på det hele, og det er måske heller ikke helt galt. Men han må nu ikke tro, at han kan samle tilhængere på Grønland, når det hører med til hans lære, at man hverken må drikke kaffe eller the, for grønlænderne elsker begge dele. Ej heller må man drikke alkoholiske drikke, men heller ikke det vil falde i grønlændernes smag, hvad skal de dog så tilbringe fritiden med? Det er en ret stor %-del af befolkningen, som er fulde her på stedet hver weekend. Og det er både mænd og koner – og en enkelt gang et barn. Og resultatet bliver brækkede arme, smadrede kæber, blå øjne, skud gennem maven, hjernerystelser og andre læsioner af dens fuldes nærmeste familie. De læsioner som kommer til behandling hos lægen, skyldes først og fremmest beruselse, kun sjældent ulykker under arbejdet. For når man arbejder, skynder man sig ikke.

I lørdags havde vi stort rykind: overlæge Stein, dr. Øllgård, apoteker Kjær fra Sundhedsstyrelsen samt overlæge Steins datter. De ankom tidligt om morgenen, og sammen med overlæge Stein gennemgik jeg journaler og røntgenbilleder for samtlige vore tub.-patienter. 17 blev udtagne til san. i Ghb. Nu kan vi jo se om de vil rejse derned. – En opmuntring er det jo at høre, at drikkeriet er meget værre i Jakobshavn end her. Således siger præsten derovre, og han var for blot et år siden præst her på stedet. Men i Jakobshavn er jo også Grønlands viceprovst, som dog nu er pensioneret, gået i spidsen, dels når det gjaldt om at klage over danskerne (onde tunger, som der er mange af heroppe, siger, at det er derfor han blev viceprovst), dels når det gjaldt om at udrydde imiaq og andre spirituøse drikke.

Mandag 2/8-1954

At arbejde med grønlændere er en stor tålmodighedsprøve. Man skal aldeles ikke tro, at grønlænderen føler sig særlig imponeret over, at danskeren kan noget han ikke kan, eller har noget han ikke har. Det synes han er en selvfølge. Han synes danskeren har og kan alt, men han gør sig ingen forestillinger om hvorfra eller hvorfor, eller at der ligger et arbejde eller en læretid bag det at kunne noget. At enhver indsats er et resultat af lange anstrengelser, forstår han ikke noget af. Og det er et dagligt besvær at få grønlænderne til at tage deres medicin, at møde op til behandling i rette tid eller få dem til at drikke en kop mælk, når de nu behøver det. – Undertiden forlader en grønlandsk patient sygehuset i nattens mørke, når han synes han har været her længe nok, uden at forstå en smule af, at så kan alt hvad der er gjort hidtil, være spildt. Man kan aldrig regne med at have en grønlænder i sin tjeneste, han ell. hun går når de får lyst til det. Arbejdsglæde kender grønlænderen ikke, ansvarsfølelse ved han ikke hvad er. Altid må han overvåges, altid heppes til arbejde, ellers sætter han sig ned.

Ovenstående er jeg ikke forfatter til. Det er direkte hugget fra en artikel i Berlingeren om Albert Schweitzers urskovshospital i Lamberene i Centralafrika. Jeg har blot tilladt mig at erstatte ordet ”sort” med ordet ”grønlænder”, ordet ”hvid” med ordet ”dansker”. Det er højst sandsynligt, at det er noget, som passer på alle ell. i det mindste mange primitive folk (det er vel bl.a. derfor de bedømmes som primitive) dog vil jeg sige, at helt så primitive som afrikanske negre er grønlænderne ikke. Noget af civilisationen er trods alt smittet af på dem eft. 200 års kolonisation.

Tålmodighed til at blive ved med dem, har jeg i det mindste ikke; de færreste har det. Hertil kommer, at tilværelsen, når det nye og spændende først er gået af den, er langt mere ensformig end i Vesteuropa. Man lever i et meget snævert miljø, hvor man helst skal være åndelig smalsporet for at trives rigtigt (eller også være en af de virkelig store ånder), thi det det efterhånden kommer til at dreje sig om i kolonilivet, er at danskerne giver middage for hinanden. Og det er komplet uudholdeligt i det lange løb. Er glad for, at jeg ikke skal tilbringe en vinter til i Qtd.

Vejret har været meget fint sidste 10-12 dg. I går spiste vi morgenmad og frokost udenfor på terrassen. Vi har været ude at fiske flere gange. Torsken er kommet for alvor nu. I fredags var vi ude 4 timer, børnene med, vi fik kun 4 torsk, desuden fiskede Gurli 2 langliner, der er kolossalt tunge at trække op, nu har hun også hold i ryggen. En eftermiddag i sidste uge fik Gurli en havkat på. Hun fik den helt op i overfladen, skulle til at tage den indenbords, - og så sprang den, den var ikke ordentlig kroget. Det var ellers vores første havkat.

Butikken har fået en masse chocolade hjem, stor del af befolkningen lever i denne tid af chocolade, hvad der også er bedre end skibskiks og bolcher. Jeg var dernede i dag, og købte for 100 kr. chocolade, d.v.s. her koster det kun 38,00. men nu har vi også til en hel måned.

Pr. 1/8 holdt Arnanguaq op, så har vi også haft hende i 14 mdr., men nu er hun vist i 10 md., så det er forståeligt, at hun vil holde fri lidt inden fødslen. Hun har været en vældig sød pige, meget glad for børnene, aldrig sur. Håber hun kommer igen efter fødslen, blot engang imellem for at passe børnene, i det mindste når vi skal flytte.

Vi skal formodentlig flytte primo oktober. Har netop i dag gået telegram fra landslægen: er de indforstået overtage Holsteinsborg? – Det lyder flot, noget gods er det dog ikke, men boligen er god, vi har set den, dengang vi flyttede til Nordgrønland. Der er el-køkken, rigtigt wc, vistnok badeværelse. Jeg er indforstået. Der bliver jeg ligesom i Godhavn distriktslæge af 2. gr.

Fredag 13/8-1954

Få dage efter at være holdt op hos os, nedkom Arnanguaq med en pige på 4200 g. I søndags fik jeg iltelegram fra Umanak (byen): ankommer mandag morgen Melton ørelæge. Vidste godt at der i maj var kommet en ørelæge til Grønland for at berejse Vestkysten, men jeg havde for længst afskrevet ham, idet jeg aldrig siden har hørt noget til ham. Det er sjældent en specialist har tid til at blive heroppe i 4 mdr. Og så kunne jeg endda let have været forberedt på hans besøg, for jeg så ham onsdag d. 4. ds. Ude på Jutho, som lå her ca ½ time, men skipperen ikke så meget som nævnede det for mig under den drink ell. tre, som vi tog sammen. Men mandag formiddag dukkede han altså op med kone, som medrejser som sekretær, hvilket er meget praktisk, blot ikke for os, som skal have to liggende gæster. Men det gik alligevel. Han holdt konsultation mandag og tirsdag her i Qtd., her er masser af dårlige ører på Grønland; en masse ører, som ”flyder”, hvilket i de fleste tilfælde skyldes forsømte mellemørebetændelser. Noget særligt bemærkelsesværdigt fandt han ikke, der blev ingen egentlige operationer at foretage.

Vi var så ualmindelig heldige, at Villads Frederiksen i søndags kom med 4 kg rensdyrkød til os, idet han lige var vendt hjem fra jagt over på Nugssuaq. Så havde vi noget at give vore gæster, og rensdyrsteg kan man kun spise sammen med rødvin. Rensdyrjagt ville jeg gerne på, men det går desværre ikke, det varer for længe, mindst 8 dg., og så længe kan jeg ikke så godt være væk fra Qtd.       Onsdag morgen sejlede jeg så med ørelægen over til Sarqaq for at holde konsultation der. Der mødte kun 12 med dårlige ører. Derfra skulle han ned til Jakobshavn, og jeg tog med, overlod ham og fruen chefkahytten på Holger Kjær, mens jeg selv holdt til forude. Det var en pragtfuld aften, solnedgangen en hel farvesymfoni, så jeg kom ikke i seng før vi kl. 1 nat var i Jakobshavn. Næste morgen op kl. 7 for at komme til bageren og få friske rundstykker. Så gik jeg med ørelægen op til sgh., lægen var nede i Christianshåb for at se til mæslingerne, og så gik jeg tur til Jakobshavn isfjord, som er en stor oplevelse at se. Is, is og atter is, og hele tiden tordner det, når et isfjeld revner. Jeg vandrede rundt derude i bakkerne nogle timer, levede af sorte- og blåbær, som der er masser af. Vejret var så fint som vel muligt, Selve bræen (verdens største isfabrik) kan man ikke se derfra; den ligger meget længere inde. Sent på eftermiddagen besøgte jeg Kiilerich, tandlægen, jeg styrkede mig ved nogen glas cognac, og startede kl. 18.00 på tilbagevejen til Qtd., hvortil jeg ankom fredag morgen.

Tirsdag 17/8-1954

Søndag morgen kl. 10.00 startede hele familien med Holger Kjær til Sarqaq. Jeg skulle over at se til en patient, som jeg havde tilset ved sidste besøg. Desuden havde vi Isak Rosbach med, han har været på sygehuset i 2 år, har det faktisk godt, men har ikke kunnet sendes hjem, fordi han skulle pustes stadigvæk, og det lader sig ikke gøre i Sarqaq om vinteren. Der var ingen syge i Sarqaq, så vi gik ud for at plukke sortebær, som kun Anne Marie ikke kan lide, hun er kødspiser. Så kom Isak ud og fandt os, inviterede os til kaffe hos sin moder, og den invitation måtte vi selvfølgelig efterkomme. Da vi gik derfra for at tage videre med Holger Kjær, kom Isak med en gås, levende, og sagde en hel masse, og endelig gik det op for os, at gåsen var en gave til vore børn. Så fik vi den puttet i en stor papkasse og fik den ombord på Holger Kjær.

Så sejlede vi videre ind i Torsokatak, Isfjorden bag Sarqaq, i hvis bund findes 2 store og flittige bræer, adskilt af en nunataq. Der var masser af is derinde, ofte måtte vi gå frem med mindste hastighed og udsøge os revner mellem isflagerne og skosserne. En gang kom en skosse ind under Holder Kjær, som svarede med at lægge sig ned på siden, dog uden at tage vand indenbords. Efter at have krydset frem og tilbage et par timer kom vi frem til Qeqertaq, et lille udsted, hvor jeg ville forsøge at købe fugle, men der var ingen til salg. Fortsatte så videre ind i Torsokatak for rigtigt at kunne se bræerne, og det var heller ikke længe før vi så dem. Det var et imponerende syn. Aldrig før har vi set så megen indlandsis, den var for resten lyserød, og i midten så vi ganske tydeligt nunataq’en, som sikkert er på størrelse med amager. Det blæste iskoldt derindefra, men jeg holdt alligevel ud oppe på taget af styrehuset for at kunne se så meget som muligt. Da vi havde set os mætte på dette store, døde legeme, som jo indlandsisen er, satte vi kursen mod et fuglefjeld, som mandskabet gerne ville besøge. Fjeldet er fuldstændigt lodret, og på denne lodrette flade sidder den ene måge ved siden af den anden, og den anden ved den tredje og så videre indtil flere tusinde. Først når man kommer helt tæt på, kan man se dem, fjeldsiden er helt oversået med små hvide pletter. Henrik og Ole gik i båden og sejlede helt ind, tog skoene af, og klatrede lidt op på afsatser på fjeldet. Med en bådshage lykkedes det dem at rive nogle fugle ned. Da de ikke kunne nå flere, gav de dem hagl, og i alt fik de vel en snes stykker. Så satte vi kursen mod Qutdligssat, 6 timers sejllads, men på vejen lagde vi ind i Niaqornat, en lille naturlig havn på arveprinsens ejland. Her vidste Severin, at der lå nogle motorbåde, så der var mulighed for at vi kunne købe kød. Vi kom dertil ved midnat, der var fuldmåne, hele den lille havn var bygget op som en teaterkulisse: klipper til begge sider, i midterfeltet sandstrand, som snart afløstes af marehalm for derefter at stige etagevis op i klipperne. Helt ovenud idyllisk. Her så vi for første gang grønlænderne på sommerfangstpladsen, således som det har været skik hos dem siden eskimotiden; blot modificeret at de tider vi lever i: storfanger Manasse fra Sarqaq var der med sin motorbåd, Ole Hansen ligeledes med sin og begge med cigaret i munden, naturligvis tændt med en fyrbøder-ronson. Der var desuden masse af kajakker, der er jo ikke mange timers sejllads dertil fra Sarqaq. Oppe på en klippeafsats stod 2 telte og blafrede. Nede på stranden var der lavet ildsted af flade sten, ovenpå den gryde, hvori kogte forskellige dele af et marsvin. Gurli fik et stykke lunge at gnave. Hun sagde det smagte ligesom lever. De havde desuden store mængder af sortebær, som vi spiste i håndfuldevis. Så købte vi sælkød, lever (de er til os selv), edderfugle og satte derefter kursen hjemefter Qtd., hvortil vi ankom kl. 5 morgen. Efter at være kommet i hus med børn, levere, gås m.m. tændte vi op i komfuret og spiste morgenmad, vi var hundesultne og ikke særlig søvnige, børnene havde sovet hele tiden mens vi var i land i Niaqornat.

Ovenomtalte Manasse (hvor i alverden kommer det navn fra?), storfanger i Sarqaq, motorbådsejer, medlem af Vajgat kommuneråd, er noget for sig selv. Ret flot fyr at se på. Hannibal kalder ham sørøver og fordrukken, hvad der sikker er rigtigt; i øvrigt er de to erklærede fjender med hvert sit parti, så kongeværdigheden i Sarqaq er ikke helt så sikker som Høft vil give udtryk for i sin bog. Manasse var medlem af den store grønlandskommission i 1948 ell. deromkring, for resten var det vist 49. Hans deltagelse blev ikke nogen helt succes, undtagen for ham selv. Sammen med den nuv. kommunefoged i Qtd. måtte han sendes hjem til Grønland efter slagsmål på Rådhuspladsen ell. også var det i gold-digger. Disse fyre blev jo veludstyret i Danmark, indlogeret på Hotel Terminus, alt frit + 35 kr. om dagen. Det var jo helt overdådigt, ikke underligt, at de gik lidt amok. Terminus kunne da heller ikke udholde at have dem, de måtte flytte til Colbjørnsensgade, og senere til et pensionat i omegnen af Kbhvn. Denne spec. duft af grønlænder samt deres skindtøj, rådne fugle og hvad de nu havde med har sikkert ikke harmoneret særlig godt med gobelinsalen og godsejerne på Terminus.

I går eftermiddags tog så hele familien ud på Jutho for at besøge skipperen. Han er tilsyneladende meget glad for børnene, vi blev derud til middag, og han gav cognac og likør til aftenkaffen, hvad man ellers ikke får der ombord.

I dag skulle han så have været her til frokost sammen med Gøtsche-Larsen, afdelingsingeniør i Ghb. Ham kender jeg fra Danmark. Men på sømænd kan man ikke lide, kl. 11,45 kom der brev fra ham, skrevet 9,45, at de blev nødt til at sejle kl. 13, så vi måtte undvære hans selskab. Gøtsche-Larsen kom dog, og for at få fyldt op omkring bordet inviterede vi tandlægen m. hustru. Vi havde virkelig for en gangs skyld godt med mad. Frisk sællever, sælkoteletter og sælleverpostej, foruden radiser og salat og dåsemad. Og frist sælkød er fuldt ud på højde (om ikke bedre end) dansk husdyrkød. Vi spiste indtil Jutho begyndte at tude kl. 13, så måtte Gøtsche forlade bordet, men det er hvad man vænner sig til heroppe.

Onsdag 25/8-54

Vi er lidt søvnige i dag, vi kom hjem kl. 2 i morges fra Sarqaq og Atanikerdluk. Det er det værste tidspunkt at komme hjem på, børnene sover naturligvis, og er ikke til få fra borde, og Anne måtte bæres hele vejen fra stranden op til huset, sammen med min hatfuld sortebær og en lever.

Vi startede tirsdag morgen til Sarqaq, tandlægen var med, han var noget betænkelig, det blæste, meget varmt, fra sydøst, men han fik en trihistan, og alt gik da også fint. Han ville jo meget gerne hilse på Hannibal, så det var faktisk en tur til ære for tandlægen og til glæde for os andre. Hannibal var heldigvis hjemme, holdt stadig ferie, og skulle netop en tur med sin lille motorbåd m. påhængsmotor lidt nordpå for på langliner at fange vinterforråd. Efter at have drukket kaffe og snakket om hans og Høfts ekspedition ind til indlandsisen, masser af myg!!!, men ellers meget vellykket. De fangede laks (ørreder), plukkede svampe, forsøgte at forcere den bræ, som vi var inde ved på forrige tur, for at komme over på nunataq’en, hvor der skal være mange rensdyr; men de måtte opgive at kommer derover, spalter m.m. forhindrede det. Så gik vi i drivhuset, et orgie af blomster, og både tandlægen og Gurli fik store buketter med hjem, så vores stue ser nu ud som om vi havde haft jubilæum. Der var heldigvis ingen syge i Sarqaq, så for mig var det fridag. Da vi skulle samme vej som Hannibal tog vi ham på slæb til Atanikerdluk, en fin naturlig havn ved Vajgat, ligeover for Qtd. I sin båd havde Hannibal sin ældste søn, 6 år, Albert Nicolajsen, fanger, som igen havde sine 2 sønner med samt kajak. På vejen så vi sæler. Albert gik i sin kajak og fik nedlagt en, som vi tog med til Atanikeerdluk, sælen blev flænset, vi spiste rå lever, som jeg dog ikke lider, det smager af galde. Albert kogte sæl til os på primus, mens alle vi andre samlede kvas og fandt sortebær i overdådige mængder. Vi gnavede sælkoteletter, mætter godt, og gik derefter med børnene lidt ind i land for at plukke sortebær til dessert. Sortebærrene på denne side Vajgat, hvor solen kommer meget mere, er langt større og sødere end på vores side. Vi plukkede sortebær til vi ikke længere kunne se dem, og det var en aften så skøn, at vi sikkert altid vil mindes den. Vi kunne se Vajgattets nordlige åbning i sin fulde bredde, solen gik ned bag Nussuaq og efterlod himmelen flammende rød og skyerne spillede i røde og grå farver. I enkelte skyer (det var zeppelinskyer, som med sydosten har passeret indlandsisen) brød solens stråler så vi fik hele spektret at se i concentriske elipser. Og Anne Marie blev så søvnig til sidst, at hun dårlig kunne stå på sine små ben, men hun holdt dog trofast sit kødben i hånden, det ville hun ikke give slip på. Hun er familiens største kødæder.

Onsdag 8/9-54

Efter at utallige, et indhug på  mindst 100 kr. i den tålmodige statskasse, telegrammer er blevet udvekslet i alle mulige retninger i tetragonen departement – landslæge – holsteinsborglæge – qtd-læge er det nu endelig fastslået at jeg nedrejser med Jutho til Holsteinsborg, når denne kommer ned fra Thule, hvortil den er godt på vej nu. Det bliver sikkert 20. ds. (med mindre altså noget helt andet bliver bestemt). Men vi fortsætter vor pakning, som vi begyndte allerede for 1 uge siden, idet det dengang var meningen vi skulle være rejst den 12. ds. Vi har allerede adskillige færdige kasser stående i spisestuen.

Det meget fine vejr vedvarer, vi har vist aldrig før oplevet en sådan sommer som denne. I forgårs var vi alle på Vajgat for at fiske, jeg fik så stor en tamp på pilken, at pilken blev dernede. Ellers fik vi 6 torsk. I går var tandlægen og jeg på rypejagt i fjeldene, dejlig tur, men ikke en rype, end ikke spor deraf. I dag har Gurli og jeg været på nogenlunde samme tur, blot en noget anden rute. Og endnu dejligere tur. Først fandt vi rypeexkrementer, dernæst rypefjer, så et rypeæg og pludselig sidder 2 ryper ganske stille foran os, Men ak, haglbøssen stod hjemme i vindfanget, for hvorfor skal man slæbe rundt med den, når der ingen fugle er. Jeg er såmænd ikke sikker på, at jeg ville have skudt dem, om jeg havde haft den med, for de så virkelig så søde ud, som de sad der, At jeg kunne have ramt dem, er der ingen tvivl om for ryper har den for jægeren ganske udmærkede egenskab, at de bliver siddende til mennesket er ganske nær på – så først flyver de.

Torsdag 16/9-1954

Så der det sket med sommeren – pludselig er det blevet vinter. Hele natten har det sneet, hele dagen har skyerne hængt tungt over fjeldene. Men vi har også haft næsten 2 måneders meget fint vejr. Endnu i går plukkede jeg spinat og jeg regner i øvrigt med at kunne plukke salat til frokosten i morgen.

På mandag skulle vi være rejst med Jutho sydpå, men i søndags kom mæslingerne hertil. Og da børnene ikke har haft mæslinger, kan vi naturligvis ikke rejse med til Holsteinsborg og risikere at føre smitte derned, hvor der endnu ikke har været mæslinger. Så nu er vores afrejse udsat på ubestemt tid. Vi må blot håbe, at børnene hurtigt får det overstået, så vi kan komme af sted.

2 tilfælde har vi foreløbig, der kommer næppe flere før en gang i næste uge. Så kommer der også et mæslingehold, bestående af 2 læger og 6 sygeplejersker. Nødlazaret er vi ved at indrette, folkebespisning skal arrangeres – jo, der er nok at gøre.

På kulbruddet truer arbejderne med strejke, fordi driftslederen, skotte Campoell, har fået den vane (måske medbragt fra Spitsbergen) at strække arbejderne til jorden med et kæbestød ell. lig. Det vil man, naturligvis nok, ikke finde sig i, hvorfor man nu med de danske håndværkere i spidsen (de går nemlig heller ikke ram forbi) har besluttet at nedlægge arbejdet såfremt lederen ikke er fjernet inden en nærmere bestemt dato. Det er ikke længe siden en af de danske arbejdere fik sådan en på tæven, at han røg hen ad gulvet og derefter blev hjemsendt med et skib, som tilfældigvis lå i Qtd. Jo, der er noget frisk over det, dernede.

Torsdag 30/9-1954

Så er vi i fuld gang med mæslingerne – 140 tilfælde foreløbig, men der synes nu at være lidt stilstand i det, nu skal første bølge til at smitte anden bølge, som kan ventes om få dage. Håber vore børn kommer med i den, ellers har det lange udsigter med vores afrejse. Men foreløbig har børnene det så godt nogensinde før. Der er dog ret stor chance for at de bliver syge om få dage, idet de har været udsat for smitte.

Det var nogle drøje dage i slutningen af sidste uge, torsdag og fredag havde jeg ca. 100 sygebesøg daglig; hver gang jeg viste mig nede i Kitdlerpait kom folk frem fra husene og fortalte at den og den var syg. Sjældent har jeg glædet mig til mørket som i de dage, for så snart det var blevet mørkt kunne jeg gå rundt i fred og ro efter min liste. For det er jo meget sjældent noget særligt folk kommer og fortæller, men de synes jo absolut nakorsaq må hen og se på deres, barn, mand, kone ell. bedstemor, når tp. er steget fra 38,2 til 38,4.

Fredag ankom mæslingeholdet, fik i arbejde lørdag morgen. Hver sygeplejerske har sit distrikt, og i dette går hun ind i alle huse, uanset om der er syge eller ej. Er det noget særligt, sender hun bud efter lægen. På den måde er der daglig kontrol med hele befolkningen. 10 frivillige piger fra Egedesminde optræder som husmoderhjælpere og går rundt og hjælper til i de huse, hvor hele familien ligger. I det store og hele forløber mæslinger mildere end jeg ville have troet på forhånd, men alle særlige udsatte (gravide, tuberkuløse, småbørn) har også fået gammaglobulin. Dog har vi haft et dødsfald, en dreng på 1 år døde i dag, mens jeg (til fods sammen med Gurli) var gået til Qutdligssarqat (8 km) for at tilse mæslingepatienter.

Det var en dejlig frisk tur, meget frisk, det frøs 3 gr. da vi kom hjem til Qtd. igen kl. 17.

Mæslingeholdet skal hjemrejse med Umanak 8, d.v.s. de skal fra Egm. 27/10 og inden den tid skal mæslingerne helst være overstået. For at få udbredt smitten så meget som muligt, har vi derfor (i modsætning til den sædvanlige fremgangsmåde ved epidemier) ophævet forsamlingsforbudet, som blev udstedt så snart jeg blev klar over, at det drejede sig om mæslinger. Nu fungerer atter biograf, skole og kirke, og i aften i den trykte radioavis har jeg opfordret befolkningen til ikke at undgå smitte, men tværtimod opsøge smitten, så vi kan få det hele overstået så hurtigt som muligt, mens vi endnu har hjælp. Man kan med god samvittighed udbrede smitten for vi ved, at alle uden undtagelse skal have mæslinger.

Søndag 31/10-1954

Og så venter vi på skib – som vi jo sådan set har gjort det de sidste 2 mdr. Vi sidder stadig i Qtd., med billetter til Nancie S, som skulle være kommet her 27. ds., men som stadig lader vente på sig. At den kommer hertil er der dog ingen tvivl om (bortset fra, naturligvis, at der heroppe er mere tvivl om alt end noget andet sted i kongeriget Danmark), thi den har hele vinterens forsyning af grøntsager, kartofler og frugt med hertil. Og dette kan ikke omlades, da det ville være ensbetydende med, at alt ankom i dybfrossen tilstand. Vi venter skibet hertil hver dag, vort flyttegods havde vi færdigt allerede mandag formiddag, samme eftermiddag blev det kørt ned til pakhuset, hvor det nu henstår, forsikret for 35.000 kr.

Det keder os ærlig talt at blive ved at vente; resultatet er at jeg er ved at anlægge mig fuldskæg, er begyndt at dyrke piberygning samtidig med at vi får tiden til at gå med at tømme de mange flasker med sjatter, som henstår i vort spisekammer, som et tegn på det spirituelle liv, vi har ført gennem 1½ år i Qtd. Så længe har vi aldrig boet noget sted, så det er vel ikke noget under, at vi trænger til forandring. Mange gange om dagen går vi til sydvinduet i kontoret, stirrer ud over det som regel oprørte Vajgat ned mod arveprinsen for at en skibssilhuet – men ser kun Holger Kjær, der som en rasende tyr hiver i ankerkæden, kulbrudets kran, som nu er ved at vælte, efter at en pram, som i går var ved at blive taget på land pludselig blev fyldt med vand på gr. af de voldsomme dønninger. Så mange tons extra kunne den alligevel ikke klare.

Der er jo sket meget heroppe den sidste tid. Dybt indtryk gjorde naturligvis ulykken ovre ved Godhavn. Man kan naturligvis sige, at det er lige så slemt, når en kinesisk flodbåd kæntrer med 100 kinesere ombord på den gule flod, men man har vel ikke rigtig evnen til at forestille sig denne begivenhed, hvorimod vi heroppe alle kan forestille os meget levende, hvorledes det er gået til på turen fra Diskofjord. Hvorledes det er gået til, er naturligvis meget svært at sige noget om, men man kan ikke lade være med at tænke på, at der ikke var en eneste grønlænder ombord (bortset fra Godhavns jordemoder, som ikke er sejlkyndig). Selv om de 2 danskere har sejlet denne båd hele sommeren på denne rute, så er det noget ganske andet, at sejle i efterårsstormene i usigtbart vejr. Man skal heroppe kun sejle med grønlænderne, de kender deres land, kender smuthuller og skær, behøver næsten ingen landkending for at vide hvor de er; ja, ofte kan de sejle helt blindt og alligevel finde frem, hvad pokker de så går frem efter. Opklaret bliver ulykken naturligvis aldrig, muligheden for motorstop kan man heller ikke se bort fra. I øvrigt var båden overfyldt med passagerer.

Vi har haft Karup Petersen boende hos os de sidste 3 uger. Han er nu færdig med sin tid i Ghb. som fuldmægtig, og har nu fået den udmærkede ide, at han vil i nærmere kontakt med grønlænderne; derfor vil han i vinter være vikarierende kæmner i Upernavik, og på sin vej derop er han foreløbig strandet i Qtd., hvorfra det hidtil ikke har været muligt at komme videre. Han kunne nok være kommet til Umanak, men det er værre end Qtd., thi derfra er der kun sjældent forbindelse nordpå. Egentlig skulle han have været med Jutho nordpå i går, men i dag får vi meddelelse om ændring af Juthos plan, hvorefter den fra Egedesminde er gået direkte til Upernavik udenom Disko. Så vi sidder alle 5 her som i et venteværelse. Vi har været glade for hans besøg, han er heldigvis et menneske, som kan tage tingene som de kommer, og som ikke lader sig genere af vores flytning, pakning m.m. Det ender med, at han må tage Holger Kjær nordpå, men den er nu ikke sjov over Umanakbugten på denne årstid. Måske kommer der er skonnert, men ingen ved.

Det er en krudttønde, en røverrede, Karup er dumpet ned i. Danske aviser har vel omtalt strejken i Qtd., Grønlands første (Qtd. havde også første telefonsystem i Grønland og var vist første straffekoloni heroppe!!). Karup, som tilhørende administrationen, har optrådt som en slags forligsmand mellem de stridende parter: de 2 ingeniører på den ene og de danske håndværkere på den anden side. Efterhånden er Karup kommet til det resultat, at kulbrudets kontorchef er den som sætter parterne op mod hinanden, trækker grønlænderne ind i noget, som de absolut ikke kan overskue, alt ud fra sit had til de 2 ingeniører, som han meget gerne ser hjemsendt. At der har været tale om vold fra skottens side overfor grønlændere er der næppe tvivl om, men hvor meget kan man vanskeligt dømme om. Alle vegne spiller personlige sym- og antipatier rolle, men i et lille isoleret og snævert samfund som dette tager de let helt overhånd.

Mæslingerne har vi snart glemt over alt det andet: strejke, ulykke, flytning. Men siden 21. ds. ingen nye tilfælde her, hvorimod det går løs i Sarqaq, hvor der er 1 læge + 2 sygeplejersker. Jeg må lige fortælle hvorledes Sarqaq fik mæslinger: En dag i begyndelsen af okt. kom m/b Karl Jørgen af Sarqaq herover for at sælge kød. Kødet kom godt i land uden personlig kontakt mellem land og besætning. Men så blev Karl Jørgen liggende for at vente på præsten, han skulle med over til Sarqaq for at prædike (han har haft mæslinger i Danmark). I ventetiden passerede en jolle herfra båden, og der blev smidt et stykke kød ned i jollen fra motorbåden. Mændene ombord påstod siden, at der havde været 15 m mellem de 2 både, men så langt kan man næppe smide et stykke kød. Nå, det var nu nok gået alt sammen, %-vis var chancen for at mandskabet ombord Karl Jørgen meget ringe, og personlig ville jeg ikke have gjort noget ved affæren, men uheldigvis blev det hele overværet af mæslingelæge Flindt (flink ung mand, lige fra examensbordet, får her 100 kr. dagl., måske derfor meget nidkær); han for i sit efternavn, krævede mandskabet interneret, båden trukket på land, motorens topstykke fjernet. Interneret blev de, men forblev ombord, idet de ikke ville i land, topstykket forblev ligeledes på sin plads, for man kan ikke lade en båd ligge i Vajgattet uden motor, det er i tilfælde sydvest sikre vej til havari. Vi rådslog, og Seedorff, leder af mæslingeholdet, fik den ide, at man kunne smitte Sarqaq med overlæg. De internerede var nemlig alle storfangere, af hvis fangst mange Sarqaqmavers mæthed afhang, idet man i Sarqaq stadig delvis hylder det gamle kommunistiske princip om fangstens deling. – Nå, Seedorff tog samme dag Holger Kjær til Sarqaq, vente hjem til Qtd. samme aften efter at have talt med Fencker, fuld af begejstring for stedet. Han kunne tydeligvis godt tænke sig at tilbringe nogen tid derovre, hvad jeg egentlig godt forstår. Da Holger Kjær så samme aften kom hjem til Qtd., var vi imidlertid klare over at nu var Sarqaq smittet, for under hjemrejsen udviklede Severin, mens han stod ved roret, et strålende mæslingeudslet. Og Severin havde været i land, havde været på besøg i mange huse, uden at nogen vidste han var syg. Ganske vist havde han 3 dg. før haft ondt i halsen, men det har han ofte. Og Seedorff med frue, som er sygeplejerske, sidder stadig derovre, hidtil har der været lidt over 100 tilfælde.

Mandag 1/11-1954

Her sidder vi, vi kan ikke andet o.s.v. Vi sidder som i en ventesal, men det er dog en ganske god ventesal, med dame-, børne- og gæsteværelse samt køkken til fri afbenyttelse. Der er dog fremskridt at notere. Øster Jørgensen har netop ringet, at Nancie S forventer at ankomme her i eftermiddag, og samtidig hermed kom der en forrygende norden, som formentlig gør det ganske umuligt at tage skibet under behandling. Nå, en norden varer sjældent så længe.

Værst er det for Karup. Han agter rejse nordpå med Holger Kjær. Men den skal først have olie, det kan den ikke få så længe det blæser som nu. Desuden har Severin fået en byld i enden, som jeg har skåret i dag. Så i dag er der ingen chance for at komme af sted.

Gurli og jeg var i går til eftermiddagskaffe hos Severin, han har nylig fået sit hus bygget om for et 4000 kr. stort boliglån. Det er også blevet fint, såvel ind- som udvendigt. Når man tænker på hvorledes Severins faders fangerhus i Ritenbank har set ud, så er der trods alt sket store fremskridt. I øvrigt kunne stakkels Severin dårligt sidde ned under kaffedrikningen, han tilbragte den meste tid hængende i vindueskarmen.

Vi selv kommer jo nok ud til Nancie S, om vores flyttegods også kommer der, er der ingen der ved. Det største problem bliver vores blomster. Vi vil selv tage dem med der ud, men om de overlever er usikkert. I dag fryser det kun 2 gr., så der en chance.

Tirsdag (for ikke at sige onsdag) 3/11-1954

Så kom endelig Nancie S, mandag kl. 14.30, viste sig netop, hvorefter den stak til søs igen for at ligge i læ under den voldsomme sydvest, som netop satte ind. Men nu havde vi da set, at den existerede. I går tirsdag lå den her hele dagen uden at der skete noget med den. I dag til morgen begyndte de at losse den, og noget af vores flyttegods er allerede kommet derud. Så der er fremskridt at notere.

Der er faktisk ikke plads til os ombord. Men vi kommer med alligevel. Man er nemlig ikke kommet af med sine passagerer til Jakobshavn, da det ikke var muligt at komme ind i havnen derovre. Indtil Jakobshavn må da Gurli og børnene ligge i kaptajnens kahyt, mens jeg må ligge forude sammen med dr. Flindt og sygeplejerske fru Hoffmann. Det kan blive en ordentlig vippetur forude, nu får vi se om jeg også er søstærk på en båd af denne størrelse.

Der var 4 passagerer hertil med Nancie S, deriblandt Galster Bach. De kom i land, men ikke i Qtd., de blev sejlet ud til Qutdligssarqat, hvorfra de måtte gå de 7-8 km ind til Qtd. by.

Fredag 5/11-1954

Så lykkedes det omsider at komme fra Qtd., hvad altså hu har varet hen ved 2 mdr. Torsdag blev den store afrejsedag, kl. 8,30 sejlede Karup nordpå med Holger Kjær, som også var ved at flippe for ham, idet Galsherbach lovede den bort til mæslingelæge Flindt og fru Hoffmann, som med vold og magt skulle til Egedesminde for at nå Alca. De var begge ved at flyve i flint, det er jo heller ikke let at omstille sig de for Grønland særlige trafikforhold, når man er vant til at DSB kun har forsinkelser på 1 time. Nå, jeg havde for længst lovet den til Karup, og det lykkedes altså at få ham med den. Flindt og fru Hoffmann kom så med skonnerten Fylla, som netop lå i omegnen af Qtd.

Vi hørte intet om vor afrejse, gik og ryddede lidt op i huset, så fik jeg den idé, at ringe ned til handelskontoret for at høre om vi skulle af sted samme dag – og får så at vide, at skibet sejler om 1 time! Hvilket jo mildest var på tide at meddele os. Aldrig har vi haft så travlt, alt blev stoppet ned i kufferter hulter til bulter, hvor meget vi har glemt ved vi endnu ikke, men vi fik da både børn og en hundehvalp med. Bagagen sendtes ned med slæder, vi selv kom ned med kulbrudets jeep, og så stod vi på stranden nede ved kranen, mens de diskuterede hvorledes de skulle sætte os ud, - alt mens dønningerne blev større og større. Endelig lykkedes det at finde et sted hvor dønningerne ikke var så store, 3 mand holdt båden så den ikke blev fyldt med vand, først blev børnene sendt ud til Kingmeq, derefter vi og hvalpen, til sidst vores rejsegods; jeg blev båd i enden, ellers blev ingen våde. Og Nancie S lå derude og tudede af utålmodighed efter os, og var vel sejlet fra os, hvis det havde varet alt for længe endnu. Jo, det var svært at komme til Qtd, i sin tid, det var endnu sværere at komme derfra. Al vores flyttegods kom vel ombord i stille vejr, så alt i alt har vi været heldige med at komme af sted. Men aldrig har vi haft så hurtig udrykning.

Kl. 11,30 afsejlede vi så til Jakobshavn. Der var en god sø, kan ikke nægte, at jeg blev en smule påvirket, ikke just søsyg, men bevægelserne på et rigtigt skib er ganske anderledes end på en motorbåd. Vi nåede ikke Jakobshavn, skipperen hørte i radioen at der var sne – vindstyrke 7, og da det var mørkt allerede vendte han og gik atter op til Vajgattet for at ligge lidt i læ, hvilket lykkedes indtil der kom norden, så måtte vi atter gå til søs og drive om hele natten for halv kraft indtil vi hen ad morgenstunden kunne gå til Jakobshavn, hvor vi nu ligger.

Her skal skuden udlosses, derefter laste saltfisk til katolikkerne i Spanien. Det er jo en fragtbåd, megen plads er der ikke ombord. Men vi skal være glade, at vi har fået en direkte forbindelse derned. Gurli og børnene har et kammer med en bred køje og en sofa, jeg deler kammer med en messedreng.

Mandag 8/11-1954

Vi ligger stadig i Jakobshavn og keder os grundigt. Men der er dog udsigt til at vi kommer videre i morgen til Egedesminde, hvor vi vel skal tilbringe 2 dg. med at laste flere saltfisk. Jakobshavn er såmænd en hyggelig koloni, men vi kender ikke mange her, og det er alt for koldt at gå tur med børnene. Vi glæder os meget til at få komme til Holsteinsborg, sejltiden derned er det mindste af det, tiden går med at ligge i havn, og det er ikke spændende. Det kan blive meget sjovt at komme til Egedesminde, der har vi aldrig været i land.

I går var vi til eftermiddagsthe hos distriktslægen, han har endnu ikke pakket ud til trods for, at han har været her 6 uger. Han har lige været på ferie i Danmark i 1 år efter at have siddet heroppe i 5 år, og er faktisk ked at være kommet herop igen.

Onsdag 17//11-1954

Så sidder vi da endelig i Holsteinsborg – 10 dage tog rejsen med det gode skib Nancie S fra Qtd. til Hbg. Vi lå i Egedesminde i 2 dg., der gik vi meget i land, vi så sgh., besøgte lægen hver dag, hvor børnene legede med hans datter. Så tiden gik ret godt der. Men da vi i lørdags kl. 14 ankom til Hbg. så var vi ved gud også trætte af de trange forhold på Nancie S., hvor jeg til sidst ikke engang gad drikke snapsen til aftensmaden. Nå, havde rejsen ikke varet så længe, havde jeg næppe fået stiftet bekendtskab med buddha; Karup havde givet mig dhammapada med, den skulle jeg aflevere til en lærerinde i Jakobshavn, hvilket jeg dog har glemt, så nu har jeg hele vinteren til at lære buddhisme i.

Søndag 21/11-1954

Nej, rigtig ferie blev sejlturen herned ikke, dertil var der for lidt bevægelsesfrihed ombord. Vi er ellers alle meget glade for at sejle, søsyge af betydning bliver ingen af os, Anne M. falder automatisk i søvn, så snart skibet gynger. Vi holdt jo Toves fødselsdag ombord, det var mens vi lå i Jakobshavn. Aldrig vil Tove få så fine fødselskringler igen. Jeg bestilte 2 til 8 kr. stykket, så kunne hele besætningen og vi selv få, der var rigeligt, og vi fik så kakao til. Tove fik en æske chocolade af kaptajnen, vi købte til hende et lille trykkeri i butikken en smart lille nål med en sommerfugl. Og om aftenen gav 1. mester kaffe med likør og sjusser i messen. Så der blev en dag ud af det. Og Tove var med lige til det sidste, hvilket vil sige til kl. 24.

Vi kom til Hbg. i et forrygende vejr, men her er jo en god naturlig havn, så det var ikke så vanskeligt at komme i land, hvilket vi gjorde med børn, gås og hund. Gåsen købte vi for 50 kr. i centralfryseriet i Egedesminde, hunden var Toves hvalp fra Qtd. (den var ikke frosset, havde tværtimod levet overdådigt ombord, når den da ikke var søsyg). Det er en værre redelighed at komme til. Men lad os tage det bedste først. Det er en særdeles god lægebolig vi har her, stor, 6 værelser + kammer + bad + rigtig wc. Selvfølgelig er her centralvarme og el-komfur. Men kullene er jo ikke gratis, hvad de jo naturligvis ikke er andre steder end i Qtd.

Vi har nu været her en uge, her er faldet en masse sne, og hvor er her meget lysere end ved Vajgattet. Her er ingen mørketid, vi ligger lige på polarkredsen, mørketiden er ellers så hyggelig. Andre får mørkepip af det. Vi har en forholdsvis god udsigt herfra, mellem et par skær kan vi kigge langt ud i Davisstrædet, men det bliver jo aldrig Vajgattet, så pragtfuld og storslået udsigt får vi aldrig mere. Jo, lidt har vi efterladt i Qtd., udover min tand, som tandlægen tog engang i sommer.

Det var jo meningen vi skulle være kommet herned allerede midt i sept., men mæslinger o.s.v. Derfor måtte der en vikar hertil for mig, han rejste herfra med Nancie S, dagen efter vores ankomst, tager så til Danmark via Bilbao, hvortil Nancie skal med saltfisk. Vi fik således ikke meget tid til at snakke sammen. Det kunne endda være hvad det være ville, men også sygeplejersken rejste med samme skib, ganske vist kun ned til Sukkertoppen, hvor hun skal være forstanderinde på børnesanatoriet, hun kunne ikke holde Hbg ud længere. Hun er ellers en pige som kan tage en del. Hun har været sygeplejerske i Krauslhavn i 2-3 år, eneste dansker på stedet, som ligger langt nord for Upernavik. Men nu er der altså kun den grønlandske jordmoder til at sætte mig ind i sagerne, og hun ved jo ikke alt. Resten må jeg selv finde ud af, og det er ikke let. Bl.a. skulle der patienter ned til det nye sanatorium i Ghb., de skulle først hentes ind fra udstederne, og rejste så i går sydpå med Jutho. En af dem kunne ikke selv gå, hende måtte jeg køre ned i min jeep, og følge ud til Jutho, hvad der slet ikke var så galt: det var rart at få en morgenbitter til hvert ben og et par til resten; Jutho-Nielsen var glad, han var på hjemvejen til Danmark, i Kbhv. om 3 uger. Umiddelbart efter Juthos afgang fik jeg iltelegran fra sanatoriet: send flere patienter, så mange som muligt. Typisk for Grønland.

Ja, jeg har en jeep her. D.v.s. det er en engelsk landrover, fin vogn, 4-hjulstræk, 4 fremadgear med total nedgearing for hele systemet. Dejlig kraftig vogn. Men der er også mindst 20 minutters gang til sgh. fra lægeboligen. Og afstandene her er i øvrigt store, Der er kun den fare ved vognen, at jeg får gået for lidt. Der er varme i vognen men det har nu ikke så stor betydning, for trods alt er afstandene for en bil ret korte, så apparatet kan kun lige nå at blive varmt.

Alle vores blomster frøs på vejen fra Qtd. til Hgb. Man kunne heller ikke vente andet på denne årstid, det er en forbandet tid at flytte på. Økonomaen på sgh. her, som også skal rejse, forærede os et par potteplanter, dem transporterede jer herud i går i bilen, og takket være varmeapparatet kom de herud i fin stand. Det eneste der kom godt ned fra Qtd. var vores purløg.

Torsdag 2/12-1954

Ja, nu er det altså ved at blive vinter: Tikeraq og Jutho er på vej mod København, men Hbg. får endnu et skib, der norske Argo, som kommer hertil med en masse varer. Her mangler også en del. Bl.a. benzin – der er kun til 2 mdr.s forbrug, og hvilken glæde har man af en bil, hvis man ingen benzin kan få. De 10 l. rensebenzin vi har på sgh. kan ikke slå til længe. Juletræer og frugt er ikke kommet, derimod er der kommet dansk kød. Vi har ellers fået mange alke efter vi er kommet hertil, en overgang havde vi 16 liggende ude i vores frysehus (naturfrysning), de fleste desværre uden indvolde; vi vil ellers gene have fat på leverne, de er store, og af 16 alke kan man få en fin leverpostej – men grønlænderne kan også lide alkelever.

Der er tomt ude på vandet, ikke et isfjeld at se så langt øjet rækker, vi er jo vante til den voldsomme isdrift i Vajgattet. Det virkede også meget bart på turen herned fra Egm.; kun i det fjerne så man et enkelt fjeld. Her er også meget lyst, solen har skinnet næsten hver dag, og det blæser kun sjældent. I dag blæser det undtagelsesvis godt, det sner også. Klimaet her er vist mere stabilt end i Qtd.

Og en masse post får vi, det overvælder os ganske, vi som kommer oppe fra ødemarken. Der lå post til os, da vi kom hertil, der kom post med Dronningen, derefter med Umanak og endelig kommer der atter post med Argo ca 14 ds. Det kan da kaldes julepost. Og der siges, at hvis forbindelserne er gode, kommer der også post i januar – nej, her har man aldrig fred, navnlig da første post kommer allerede i april. Man kan jo slet ikke få tid til at fordøje det hele, hele tiden vælter der officiel post ind over en stakkels institutionsleder. Nej, oppe nord for banankredsen kan man få tid til at studere aviserne m.m., få det hele gennemtygget, få tid til at tænke over makrokosmos i almindelig og mikro-do i særdeleshed (hvad det sidste angår er det ikke nogen ubetinget fordel, og kan naturligvis føre til meget i polarmørket, men mange sjæle har nu godt at lidt selvransagelse.)

I aftes spærrede Agathe mig inde i badeværelset. Hun havde fået besked på, at hun skulle fernisere den lange korridor, når vi var kommet i seng. Da kun kom hjem kl. 23, var der stille i huset og hun ferniserede, og kunne naturligvis ikke ane, at jeg lå inde i badekarret og læste. I seng kunne jeg ikke komme, for badeværelset ligger ved den ene ende af korridoren, soveværelset ved den anden. Jeg kunne dog klare, at hoppe ind i stuen, hvor jeg så tilbragte tiden til kl. 1 med at læse.

Det er et godt hus vi har, godt isoleret. Stort er det, børnene har både soveværelse og legeværelse, værelserne er alle store, undtagen kontoret. Det bliver dyrt i kul, men vi må glæde os over de 4000 vi har sparet i Qtd ved at have gratis brændsel i 1½ år. Dejligt er det at have bad igen, og vi behøver ikke være overdrevent sparsommelige med vandet.

I går sendte jeg yderligere 7 patienter ned til sanatoriet med landshøvdingens båd Rink, som har ligget på værft her i 3 mdr. Og i aften meldes i positionerne, at Rink ligger underdrejet nord for Sukkertoppen. Godt man ikke er med.

Efterskrift.

Her slutter brevene desværre. Der findes i hvert fald ikke flere kopier.

Familien boede i Danmark i perioden sommeren 1955 til efteråret 1956, hvor Rolla blev født. Derefter gik turen atter til Holsteinsborg, hvor Rikke blev født i 1961. Sommeren 1962 flyttede familien til Danmark for at blive.


Marts 2005 tog Mor og jeg en forlænget weekend for efter 43 år at gense Holsteinsborg, hvorfra denne lille historie stammer.

11. marts 2005

Tage kørte os til lufthavnen kl. 07.30. Planlagt afgang med air-bus (245 personer) Kastrup 09.15. Der var kø ved indcheckningen og ved sikkerhedskontrollen kom Mor i tanke om at hun havde en kniv i håndbagagen, hvilken hun ville have indskrevet, hvorfor hun vendte tilbage i køen ved indcheckningen. Sikkerhedskontrollen opdagede min schweitzerkniv, som jeg i sidste øjeblik havde smidt i min håndbagage. Ikke smart. Den blev konfiskeret. Mor vendte endelig tilbage, hvorefter det gik i rask trav til terminal 2, i den anden ende. Vi blev med det samme kaldt ud til flyet, hvor vi så ventede ca. 1 time, da flyet holdt i kø for at blive afiset!

Ankomst Sdr. Strømfjord (overhovedet ingen sne!) og 1 times venten til DASH-flyet (50 personer) afgik til Holsteinsborg – 11.10 lokal tid. Mor købte toldfri spiritus til madlavning. Jeg kom i turistbureauet til at tage en kort over egnen omkring Holsteinsborg. Opdagede senere, at det faktisk kostede 30 kr.

Flyvepladsen er anlagt ved Gl. Holsteinsborg, 4 km fra byen, forbundet med en bro over Ulkebugten. Kørte med bus til Sømandshjemmet. Der var masser af sne og høj sol. Omkring frysepunktet. Mor glemte en taske plus posen med hendes spiritus i bussen. Det blev senere afleveret på hotellet.

Vi blev afhentet af Anette (guiden) i en ”højbenet” pick-up og kørt til informationsmøde på hotellet i den anden ende af byen. Mor havde svært ved at komme op i bilen. Vi bestilte en 2 timers hundeslædetur til næste dag (450 kr./person), hvorefter vi blev kørt retur til Sømandshjemmet.

Vi gik op gennem byen, over kirkegården til sygehuset og lægeboligen. Udsigten over Ulkebugten var helt forkert. Der var bebygget og anlagt en vej ned til havnen!

Gik til restaurant Lady og Vagabonden, men da det ikke så særligt tillokkende ud, gik vi på den kinesiske restaurant (rødfisk og ”ternet” laks, begge med meget stærk sovs. Efter min mening var der gået lidt for meget Kina i det). Gik i seng kl. 21.00 lokal tid. En lang dag.

12. marts 2005

Let overskyet. Øv! Vi vågnede begge tidligt (kl. 06.00) og spiste en udmærket morgenmad på Sømandshjemmet (inkluderet i prisen). Vi mødte op på bureauet kl. 09.30 som aftalt og blev kørt til Spejdersøen, hvor vi skulle afhentes af en hundeslæde. Den var forsinket, men dukkede endelig op. Kusken, Klaus Filemonsen, kunne intet dansk. Vi kørte ad slædevejen til Quijafik, hvortil vi selv kørte i sin tid. Bureauet havde sørget for termokande med the, jeg havde Fernet Branca og chokolade med, som vi indtog ved slæden. Hundespandet kørte fra os 2 gange, men kusken nåede begge gange at springe på slæden og få styr på sine hunde. Efter en supertur mellem fjeldene blev vi sat af ved Spejdersøen, gik til hotellet og konstaterede, at både taske og spiritus var der. Gik til Brugsen og handlede til lidt frokost, gik retur til hotellet, fik taske og flasker og tog derfra en taxa (30 kr.) til Sømandshjemmet. Spiste frokost og hvilede lidt.

Gik via Spejdersøen til skindsystue ved hotellet, hvor jeg købte en pandebånd i sælskind. Det var hvad det kunne blive til af sælskind! Gik tilbage til Sømandshjemmet og kl. 18.30 til den kinesiske restaurant, hvor vi havde bestilt bord. Fik rensdyrgryde og moskusoksegryde (uhm) og let friturestegte rejer og en god vin. Mor gav. Vi gik hjem ad butiksbakken og så nordlys. Flot! Pisluarit!

13. marts 2005.

Fuld sol. Efter morgenmad styrede vi mod øen. Stod og betragtede ”vores” hus, da en mand kom ud til sin bil. Mor spurgte, om vi måtte kigge os lidt omkring, hvorpå han og hans kone inviterede os indenfor på kaffe. Vi blev fotograferet, så de kunne fortælle mor og svigermor at dr. Bredmoses kone og datter havde besøgt dem. Jeg fotograferede også dem. Da jeg kom i tanke om dag og tidspunkt (søndag ca. kl. 09.30) takkede vi nej til kaffen (det var jo deres morgenmad!) og gik rundt i det solbeskinnede område og genså husene. Pragtfuldt.

Retur til havnen, hvor vi købte en kop kaffe/the og satte os på en bænk i solen. Mor bad en grønlænder, der sad ved siden af mig om at tælle på grønlandsk. Jeg kunne ikke huske dem alle. Han mente dog, at vi opholdt os i Grønland for kort tid til vi kunne lære det. Da han hørte, at jeg havde lært det som barn, spurgte han os ud om hvorfor, hvornår og hvem vi var. Han huskede glimrende navnet Bredmose, og Far. En anden dame kom til, som præsenterede sig for os som min gamle barnepige, Frederikke. Hun gav Mor hånden og jeg fik knus. Sjovt!

Mor købte 2 pølsebrød, som vi spiste til en kop suppe på Sømandshjemmet.

Så gik turen til museet, den tidligere kolonibestyrerbolig, hvor vi igen mødte ”manden på bænken”, Peter Lennart, som viste sig at være formand for museets bestyrelse. Vi blev budt på the/kaffe og grønlandsk kage (museumsgenstand), mens han og Mor snakkede om fælles bekendte. Mor fik en hilsen med til Far.

Derefter besøgte vi kirken, der er blevet forlænget i ???. Så gik turen til den nye bebyggelse mod syd, hvorfra vi kunne se ”vores” hus på øen fra en anden vinkel. Fandt ad meget isglatte veje (grimt) op til sprogskolen (kantet og farvestrålende hus).

Vi spiste igen på den kinesiske. Denne gang rejer og kun èn gryde (moskusokse). Mor fik igen is.

Tilbage på Sømandshjemmet så vi en video om Holsteinsborg, som vi påtænkte at købe. Dårlig film.

Gik i seng ca. kl. 22.00.

14. marts 2005.

Vi stod op kl. 06.00, spiste morgenmand og blev kørt til lufthavnen kl. 08.15 i Sømandshjemmets pick-up. Flyet var punkteret i Sukkertoppen og derfor forsinket. Planlagt afgang kl. 09.40, men vi kom først af sted ca. kl. 11.00. Tiden brugte vi på en gåtur i den flotte solskinsvejr, udfyldning af konkurrencekuponer (Mor havde spildt kaffe over den første og udfyldte den anden, da flyet holdt startklar, men nåede da at komme med. Kom senere i tanke om, at hun ikke havde skrevet navn på, så vinderchancerne er nok ikke så store!). Flyet til Kastrup ventede på os i Sdr. Strømfjord. Vi gik fra borde, igennem sikkerhedskontrollen og direkte om bord på Airbus GL782 til Kastrup. Landede kl. 20.20 og ventede længe på vores bagage (inkl. bagagestativ, som Mor mente aldrig at se igen). Tage hentede os, hvorefter vi via Haslev kørte til Odense. Hjemme kl. 23.45. Lang dag.

MEDKID Design Studio
Copyright © 2006-2008 Anne Marie Bredmose - MEDKID.dk. Alle rettigheder forbeholdes.